Mine OO’ere – sporskifte

00’erne var for mig nogle år, hvor jeg på flere områder i livet skiftede spor. Som skrevet i forrige kapitel var jeg i ti år på en åndelig rejse fra den protestantiske kirke mod den katolske. Denne rejse fandt sit mål, da jeg i foråret 2002 blev “firmet” i Domkirche St. Stephan i Wien. En beslutning, jeg aldrig var i tvivl om og som de forløbne 11 år har vist sig rigtig og bæredygtig for den tro, jeg har med fra barndommen.

En mindre, også skelsættende begivenhed fandt sted i 2004, da jeg fyldte 50 og i den anledning tog syv ugers sabbat, jeg havde oparbejdet i Danmarks Radio, for at tilbringe dem i Paris. 3-4 uger henne i sabbatten hørte jeg rygter fra København om, at min stilling hos DR var i fare. Jeg ilede til København, hvor jeg da også blev præsenteret for en fyringstrussel, som jeg den dag i dag ikke har forstået. Nogle dramatiske forhandlinger, hvor dele af ledelsen satte spørgsmålstegn ved min hæderlighed, mundede ud i at jeg opsagde min stilling fra 1. maj 2004. Jeg vil senere her i erindringerne gå i detaljer om den behandling jeg fik i DR et halvt år før mit officielle 25-års jubilæum.

På arbejdernes internationale kampdag måtte jeg altså se mig selv arbejdsløs for første gang siden jeg som 14-årig modtog mit livs første gage. Her 35 år efter gjorde jeg som i teenagetiden: gik i gang med at skabe mit eget arbejde. Men situationen trak tænder ud, både mentalt og praktisk. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre, men overlod til skæbnen hvor jeg ville skabe en ny base, idet jeg mistede lysten til København. På vej ud ad Radiohuset for sidste gang sagde jeg til mig selv, at hvis mine fødder gik til højre ville jeg tage til Paris, gik de mod venstre tilbage til min fødeby Aalborg. Det blev desværre Aalborg.

Ganske vist lykkedes det mig at skaffe arbejde og en fuld kalender indtil for nyligt, men jeg har dybest set aldrig haft et særlig godt forhold til fødebyen. Mine frustrationer blussede op igen. Værre blev de, da jeg mod årtiets slutning indgik et ægteskab, som også viste sig at være en fejl som jeg tidligere har beskrevet det i disse spalter.

Men sporskiftet? Det betød bl.a. at jeg blev forfatter sådan for alvor. Jeg havde udgivet nogle digtsamlinger gennem årene, nu kastede jeg mig over lidt større bogværker. Jeg allierede mig med en forlægger, på hvis forlag jeg udgav en biografi om sanger og sangskriver Ib Grønbech, kunstbøgerne “Indtryk Udtryk” og “Unika” og andre mindre publikationer. Det er siden blevet til ca. 20 bøger.

Forlæggeren viste sig at være hvad jeg i et venligt øjeblik vil kalde upålidelig, og det fik mig til at forlade firmaet for i stedet, sammen med en ven og reklamemand, at stifte Forlaget Nordkraft, hvor jeg udgav et værk om kystbyen Lønstrup, andre kunstbøger og senere mine digte og nærværende erindringer. Også det gik galt, da partneren, som stod for al økonomi, uden varsel erklærede sig konkurs. Jeg overtog resterne af forlaget som stadig er i drift, siden 2010 altså med mig som eneejer.

Mine bøger førte også til, at jeg i 2008 blev TV-vært, hvilket jeg aldrig havde prøvet før. Fra min barndom har radiomediet været mål for min store kærlighed og min interesse for TV ikke nævneværdig. Nu tilrettelagde jeg to større serier (á 16 udsendelser) for TV2Nord med portrætter af de kunstnere og kunsthåndværkere, jeg havde med i mine bøger. Jeg kastede mig ud i det uden egentlig baggrund, men udsendelserne fik en vis succes og jeg var faktisk glad for at lave dem.

Ud over de større projekter løste jeg også forskellige free lance opgaver inden for journalistik, holdt foredrag og var moderator m.v. Jeg fik endog en slags comeback, da jeg i en kortere periode igen anmeldte koncerter for det, der nu hed Nordjyske Stiftstidende. Jeg skrev da også en smule musik og i 2004 stiftede jeg et firma i Paris, der laver kommerciel musik og stadig er i drift.

Således blev jeg ti år ældre uden helt at mærke det og jeg havde ikke nogen anelse om, at jeg i det kommende årti, 10’erne, ville blive manden bag et par meget store kulturprojekter. Mere herom i næste kapitel.