Jeg har siden jeg var ung befundet mig et godt stykke ude på den politiske venstrefløj. Samtidigt har jeg bekendt mig som kristen dybt ind i sindet og med en markant “praksis”. De to positioner har aldrig givet mig – men undertiden andre – problemer. Jeg har dog ikke undgået prædikatet “salonsocialist”.

Naturligt nok har jeg altid været tilhænger af fagforeninger, baseret på både min politiske og religiøse holdning, der begge taler om bl.a. solidaritet. I hvert fald “tilhænger” rent principielt, og som med så mange andre forhold i mit liv kan der godt være forskel på det og praktiske realisering af idéerne. En række episoder gennem mit liv har da også udfordret mit forhold til begrebet fagforening.

Den første handler om min (tvangs)optagelse i Dansk Journalistforbund. Det skete i 1978, hvor jeg i øvrigt sad som repræsentant i Dansk Magisterforening som repræsentant for Dansk Musikpædagogisk Forening, en fraktion under DM. Da jeg skulle have en fuldtids kontrakt i Danmarks Radio mente lokale DJ-folk i Nordjylland, at jeg skulle være medlem af DJ. Især ét medlem pressede hårdt på. Derfor søgte jeg modvilligt optagelse i DJ, og da jeg opfyldte kriterierne blev jeg medlem. Dog kunne medlemmerne protestere imod min optagelse og det gjorde jeg så, men fik at vide, at protest mod egen optagelse ikke kunne godkendes. Det havde nok anet mig, men sjovt var det. I øvrigt blev jeg ret glad for mit medlemskab, som faktisk gav mig bedre løn- og arbejdsvilkår, end var jeg blevet ansat som magister. Stadig er jeg medlem af DJ og lidt stolt over mit nu 45 år gamle, korte medlemsnummer “7897”.

En anden konflikt udspillede sig i midten af 80’erne da jeg havde musik som ansvarsområde i DR Aalborg og en god samarbejdspartner i Trillingsgaard fra Aalborghallen. Vi ville gerne lave et arrangement, hvor gode jazzamatører, her iblandt den glimrende lokale sanger Laila Amstrup, optrådte med professionelle musikere. Det konstellation huede ikke Dansk Musiker Forbund, men jeg fandt så en paragraf i overenskomsten, der nævnte prisoverrækkelser som en undtagelse. Trillingsgaard var som sædvanligt hurtigt på aftrækkeren: “Vi indstifter en pris og giver den til Laila”. Det skete og prisen blev en institution i det lokale jazzliv. Men det blev også begyndelsen på hvad vi kaldte “samarbejdsaftaler” mellem DR og musikinstitutioner, som muliggjorde mange andre projekter, end den gammeldags transmission fra koncerter. Modellen gled efter nogle år langsomt ind i overenskomsten, men for ikke så mange år siden kom formand for DMF gennem næsten 30 år, Anders Laursen, som jeg i øvrigt havde et godt forhold til, med en stikpille om mit attack på den hellige overenskomst mellem DR og DMF.

Nå ja, og så erindrer jeg mit benspænd mod den såkaldte “smedekrise” i DR engang i 80’erne. DR ville spare på teknikerne – store dele af deres arbejde kunne foretages af journalister. En aldeles tåbelig tænkemåde, hvis resultat stadigt kan spores i form af dårligt formidlet radio i DR. Jeg skulle sende gudstjeneste fra et lille skib, nogle spejdere havde. En sjov idé, som jeg ikke syntes skulle aflyses fordi teknikerne strejkede. Altså tog jeg ud med min båndoptager og optog det hele på egen hånd. Sådanne optagelser skulle godkendes før brug. Tekniker Ole Mørch, som skulle gøre det, var min gode. Han undlod at lytte til mine bånd men sagde: “Optagelsen er ikke teknisk i orden og jeg synes ikke, du skal fortælle nogen, at du har lavet den”. Ole reddede mig garanteret fra en masse ballade med kollegerne. Bagefter kunne jeg godt se det illoyale i mit forehavende.

Som mange andre mener jeg, at fagforeningerne i dag på mange områder har udspillet deres traditionelle rolle, men det er en anden historie.

I virkeligheden er jeg selv en muse sådan i den oprindelige græske betydning: “den, der erindrer”. Men jeg har faktisk haft nogle egentlige muser gennem livet, mennesker, der har inspireret mig på forskellig vis, og i tætte samliv.

Da Christina og jeg, ram af forelskelsens begejstring, i 1985 nærmest over night flyttede sammen (og kort efter blev gift), blev der indkøbt to identiske skriveborde, som blev placeret sådan, at vi kunne se hinanden dybt i øjnene når vi arbejdede. Dette tætte fysiske samarbejde, hun med grafisk arbejde, billedkunst m.v., jeg med mine ord, musik og underlige projekter, holdt ikke længe, for koncentrationen havde trange kår. Men vores samtale og samarbejde om det, vi hver især nørdede med, holdt, og Christina forblev min muse i hele vort samliv og på en måde også efter. 

“Muse” lyder håbløst gammeldags, men både Christina Kühl, min første hustru, Bit Vejle, papirkunstner, og min forunderlige harpenist, komponist og projektmager, Sofie Guillois, var muser for mig i ordets oprindelige, måske en kende udvidet, betydning. De bliver alle ved med at rumstere i min bevidsthed med deres overraskende inputs,uortodokse tænkemåder og skæve produkter. At min kærlighed til dem forblev intakt efter skilsmisserne, gør selvfølgelig ikke de kreative samliv mindre værd.

Hvis “muse” er altmodisch, så må begrebet “mæcen” siges at være endnu mere antikveret. Det er da også gammelt – opkaldt af den græske kulturpolitiker Gaius Mæcenas, der døde år 8 f. Kr. og som en del af sin politik havde offentlig sponsering af kunst og kultur. Jeg har faktisk haft nogle mæcener. Hermed mener jeg ikke de utallige private og offentlige fonde, der har holdt mig og mine projekter i live livet igennem, men nogle privatpersoner, der syntes, at mine undertiden vidtløftige idéer var økonomisk støtte værd. Af diskretionshensyn og for ikke at fodre et nidkært skattevæsen, skal jeg ikke nævne navne her.

Jeg kan dog godt afsløre, at deres støtte har udgjort mere end den “projekt-støtte”, fonde har begavet mig med og som har været altafgørende, men også en delvis finansiering af mit regelmæssige overforbrug, både fagligt og privat. Den slags mæcenater blev givet ud fra en forståelse af mine behov, der trods alt og i sammenligning med visse andre, faktisk er ret jordnære, men også ud fra en forståelse af at sådan som jeg nu er, er det “billigere at holde mig i gang end at overlade mig til lediggang”, som en tidligere kulturminister engang sagde om mig.

Jeg har aldrig gået tiggergang til disse private velyndere, men alligevel altid nydt deres interesse, omsorg og ressourcer, naturligvis med stor respekt og taknemmelighed. Mit liv havde været fattigt uden muser og mæcener.

Der skal en del til, før jeg bliver hvad man kalder “grebet” af kunst. Ikke at jeg er ufølsom i forhold til kunst, men jeg synes, ord som “grebet” er en smule letkøbte, når det gælder den helt store, sublime oplevelse, kunst kan give. Til gengæld er jeg engang blevet grebet af en sand kunstner, og det skal denne erindring handle om.

Hovedpersonen er den fantastiske billedkunstner Carl-Henning Pedersen, der levede fra 1913 til 2007; en uhyre flittig, mangfoldig og betydningsfuld kunstmaler, i sin tid medlem af Cobrabevægelsen, som også altid har interesseret mig. Hans kunst er båret af eventyret, en vildtvoksende fantasi og hans kunst kom i høj grad indefra. Derinde fandtes et ydmygt, utrolig venligt og omgængeligt menneske, der det meste af sit liv levede sammen med den ligesindede, ligeledes fremragende billedkunstner Else Alfelt, der døde i 1974.

Jeg mødte Carl-Henning Pedersen nogle gange, nok til at blive dus og komme på fornavn med ham, hvilket også var ret let. Men én gang var mødet med ham skæbnesvangert. Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at han reverenter talt redede mit liv.

Carl-Henning fik i begyndelsen af 80’erne en enorm opgave, som jeg har hans egne ord for, skræmte ham og bragte “ydmygheden uden på kroppen” som han sagde. Han skulle skabe nutidskunst i selveste Ribe Domkirke, oven i købet i den helligste del, apsis – det sted, alteret er placeret. Bag det og højt oppe i buen skabte han en række “kalkmalerier” og mosaikvinduer, som er vanskelige at beskrive med ord – de er simpelthen fantastiske, og har en storhed, der både gør dem til ét af sin tids vigtigste danske kunstværker og giver den gamle kirke et udtryk, som vil være betydningsfuldt i århundreder.

Nu til den utrolige hændelse da Carl-Henning Pedersen for alvor greb mig og altså reddede mit liv. Det er i 1985; jeg er ansat i DR, bl.a. som kulturjournalist. Jeg er kørt til Ribe for at lave en reportage om hvor langt mesteren er kommet med skaberværket. Ankommet til kirken og efter at have adviseret Carl-Henning via et diskret råb fra gulvet, begiver jeg mig op på det meget høje stillads, der er opført som arbejdsplads for ham. Over skulderen bærer jeg den legendariske Nagra båndoptager, et formidabelt skrummel, der vejer 7-8 kilo hvortil kommer mit øvrige grej til brug for opgaven.

Da jeg kommer der op rækker Carl-Henning ud til mig for en beskeden omfavnelse, en smuk gestus, som jeg ikke rigtigt kan håndtere, hvorfor jeg snubler og er at falde vel 10-12 meter ned på gulvet. Resolut griber den spinkle, men stærke kunstmaler fat i mig og holder mig i et fast greb til jeg har genfundet balancen. “Skal vi ikke lave interviewet nede i kirken” foreslår han, da vi havde sundet os. 

Det gjorde vi og det blev vist OK. Men jeg var øm efter det stærke greb og fik på venstre overarm et smukt, blåt mærke, som jeg i lang tid pralede af når jeg fortalte om hændelsen. Ikke en nok så fin tatovering ville kunne hamle om med mesteren Carl-Henning Pedersens markante aftryk. Et sandt kunstværk!

Mit ansigt og min krop er asymmetriske. Sådan er de fleste mennesker, sådan er vi født. Livet er også asymmetrisk. Og verden. Alligevel er de fulde af symmetri, og nogle psykologer og filosoffer hævder, at mennesket har særlig hang og trang til at opsøge eller udtrykke sig i symmetriens særlige orden, der menes at stå for harmoni, ro og tryghed. Symmetri spillede i den græske oldtid en stor rolle for geometrien. 

Mange videnskaber har siden fundet symmetriske former i naturen og universet. I kunsten er symmetriens rolle særlig tydelig, især naturligvis inden for arkitektur og billedkunst, men også i musik, hvor det arkitektoniske spiller en stor rolle. Jeg anvender selv symmetri, både i min musik, mine digte og øvrige skriverier som et kunstnerisk/æstetisk greb. Det er den letteste vej til især at skabe enkelhed og gennemsigtighed.

Jeg har ellers altid været modstander af symmetri, for jeg bliver mistænksom, bekymret og undertiden bange, når den dominerer. Det er spejlbilledet, jeg ikke kan affinde mig med. Det har jeg jo ikke kontrol over; det virker uvirkeligt, og jeg har finder det bekræftende, at når man ser sig selv i spejlet er det ikke det reelle udseende, man oplever, men det omvendte af det, andre ser. Spejlbilledet er altså snyd.

Den uhæmmede dyrkelse af symmetri er efter min mening virkelighedsflugt. Livet er ikke symmetrisk, det er heller ikke kunsten, kærligheden eller troen. Uden deres modsætninger fandtes de ikke. Kærlighed er ikke et spejlbillede af had og døden ikke et spejlbillede af livet. Symmetrisk tænkning skygger ofte for reflektion på samme måde som harmoni, ro og tryghed ofte uhensigtsmæssigt trænger realiteterne i baggrunden. 

Jeg vil derfor gerne plædere for asymmetrien som ideal, selvom begrebet i Den Danske Ordbog sidestilles med ordet “uharmonisk” og angiver synonymer som “inkonsistens, misforhold, konflikt, anomali, dissonans, forstyrrelse” og andet, som de fleste nok vil betragte som negative, men som jo er uomtvistelige elementer i livet. Når Picasso dyrker asymmetrien, herunder i portrætter, kaldes det abstrakt, altså uvirkeligt eller uhåndgribeligt. Zweig mente, at mennesket har en tendens til uligevægt til alle tider. Det bliver ofte besat af det ene, andet eller tredje eller alle sammen i utallige kombinationer. 

Efter min mening er det denne besættelse af dette og hint det, der driver livet og verden. Derfor er verden og menneskene uligevægtige og uforudsigelige. Man kan vågne en morgen og synes, alt er forandret, hvad det som regel også er. Fordi livet, menneskene og verden er asymmetriske, uanset hvor meget man hylder symmetri og forsøger at få alt til at se symmetrisk ud. Der efter min mening et bedrag – lige som spejlbilledet. Det er faktisk lige omvendt.

Men: jeg må fortsætte mit inkonsistente, forstyrrede, anormale, uharmoniske liv i denne bedrageriske verden, dog ikke uden konstant at insistere på asymmetriens betydning for mig og mine artsfæller og den verden, vi skaber.

Budolfi Kirke kunne være med i både min serie om very important places og serien om very important persons, for Budolfi er en kvinde. På mange sprog, f.eks. fransk og tysk, er kirke hunkøn og det passer meget godt til min betagelse af hvad jeg betragter som kvindelig skønhed – og Budolfi. Jeg har ofte kaldt den landets mindste, men smukkeste domkirke. Den har altid haft og har stadig stor fysisk og mental betydning for mig – det ville være tomt at leve uden.

Det begyndte i min tidlige barndom. Far var kirketjenervikar, mest i Ansgars kirken, men også rundt om i Aalborgs andre kirker, herunder Budolfi. Jeg var næsten altid med – på hver- og søndage. Jeg udforskede nysgerrigt de mange små og store, ofte skjulte rum og deres indhold og funktion – det gør jeg stadig. Da jeg var 16 øvede jeg på orglet og her foregik min optagelsesprøve til musikkonservatoriet. Senere blev Christina og jeg gift i kirken (blandt flere giftermål mit livs eneste i kirke), og vort barn Nathalie blev døbt der. Hertil kommer de utallige gange jeg i min DR-tid sendte gudstjeneste eller koncert fra kirken. Og ikke mindst min brug af Budolfi som personlig andagtskirke.

Jeg har, uden overdrivelse, besøgt tusindvis af kirker i Europa, men kun et par andre så ofte som Budolfi. Jeg skal ikke bæres derfra, men vil komme der så længe jeg kan. Budolfi skænker mig usigelig glæde og tryghed.

Det begynder med arkitekturen – den hvidkalkede bygning, som i stærk sol faktisk kan blænde øjnene. Den nuværende Budolfi blev bygget lige før 1400 og var altså ikke en del kirkebyggeboom’et i 1100-tallets Danmark. Som mange kirker er der bygget om og til gennem de forgangne 700 år, senest i 1940’erne, men kirken ligner stadig i sin grundstruktur de små kirker, der blev bygget i middelalderen. Den er en en slags forvokset landsbykirke, men imposant i sin lidenhed og utrolig elegant i det ydre som indre. Man kan tydeligt aflæse historien i skiftende tiders tilbygninger.

Interiøret kan, uden at det skal lyde for prosaisk, virke dagligstuepræget. Det er et behageligt, intimt rum, meget billedrigt og i modsætning til kirkens ydre, vildt farverigt. Mellem mængder af epitafier og naturligvis i altertavlen, finder man fortællende billedkunst, der udfordrer sindet og troen. Med min baggrund vækker orgler naturligvis altid interesse. Budolfi-orglet er hverken det bedste eller mest imponerende jeg kender, men dets smukke klang og intonation passer fortrinligt til kirken, og orgelfacaden lever fuldt op til det øvrige interiør, ligesom placeringen af orglet, ikke mange meter over kirkegulvet, medvirker til intimiteten. 

For enhver kirke er det afgørende naturligvis dens formål og funktion, det usynlige, men i den grad mærkbare, den ånd, der bebor rummet. Det er i Budolfi, som i de fleste kirker, ikke spøgelser, men guddommeligt nærvær. Jeg kan godt forstå, at kirken giver inspiration og energi til et mangfoldigt og rigt kirkeliv.

Jeg er katolik og min sognekirke findes i Paris, men når jeg er i Aalborg ca. 100 dage om året forsømmer jeg ikke én eneste dag til mindst et besøg i Budolfi. Det kan være gudstjeneste eller koncert, men oftest er det en kort andagt med mig selv og Vorherre, for kirken kan levere koncentration og stilhed – også dengang torvet uden for var stærkt trafikeret. De tykke mure værner mod meget – støj bl.a., både den hørbare og den mentale. Det er godt gået af en 700 år gammel, evigung kvinde.

Jeg – og et par nære – har gjort en overraskende observation hos mig de seneste år. Mit frisind bliver mere udfordrende, min gennem hele livet tillærte fristil bliver mere markant, men mest skræmmende: et vist frisprog har indfundet sig. Det materialiserer sig dog kun når jeg er alene – troede jeg. Indtil min Celine begyndte jævnligt at sige: “Nu tænker du højt igen. Skal jeg være glad for at jeg ikke forstår dansk og du er dårlig til fransk?”

Mit indre frisprog er altså ved at blive ydre, og det bekymrer mig. Måske er det et alderdomstegn og så er der nok ikke så meget at gøre; men hvis det er en midlertid uvane, så skal den elimineres. De, der kender mig, ved, at jeg ikke går af vejen for mere eller mindre overlagte skarpe bemærkninger, men jeg har bildt mig ind at have styr på dem. Indtil nu.

Jeg bruger min fremskredne alder til bl.a. at udvide mit frirum i forhold til andre mennesker. Jeg har aldrig været bange for “at være mig selv” på godt og ondt, og også fået hug for det, men de seneste vel ti år har jeg tilladt mig i endnu højere grad at sige og gøre hvad fanden jeg vil, forhåbentligt dog udvisende en vis empati og hensynsfuldhed over for omverdenen. Jeg kalder det fristil og konstaterer tilfreds, at begrebet “freestyle” i visse kredse findes eftertragtelsesværdig. Jeg freestyler altså mere end da jeg var yngre, vel i fortsættelse af det frisind, jeg siden min barndom har skattet så højt og følt mig tiltrukket af hos andre.

Men så er der jo sproget, herunder det, jeg anvender, når jeg tænker højt. Pudsigt nok tænker jeg på forskellige sprog, afhængigt af, hvad der i påkommende tilfælde optager mine tanker. Det gør dog ikke denne ufrivivillige idræt mere berettiget. Jeg må simpelthen ikke tænke højt. I værste fald kunne det udløse en tredje verdenskrig eller det, der er værre.

Jeg har aldrig været tilhænger af bandeord eller sjofel tale, og har derfor i det store hele holdt mig fra herreværelser, slyngelstuer – og forsamlinger af lutter kvinder. Ét er, at bandeord og sjofel tale lyder uæstetisk, noget andet, at det ofte bruges til at nedgøre andre, og der kender jeg mere elegante metoder. 

Men nu er det så, at jeg mere eller mindre pludseligt bruger et sprog, jeg måske nok tidligere har tænkt, men altså ikke anvendt, og jeg er bekymret for, hvor det fører hen. Er jeg ved at miste kontrollen over mig selv i højere grad end tidligere (som kunne være slemt nok)? Min ven, Jørgen Pyndt, sagde engang, at det mest karakteristiske for mig efter hans mening er at jeg er “uforudsigelig”. Mit svar kunne være, at den gode Jørgen er “forudsigelig”, men det vil han næppe opfatte som den venlighed, det er ment som. 

Nå, indtil videre fristiler jeg mig uforudsigeligt videre med mit frisind, men skulle mit frisprog blive for meget for omgivelserne, bedes man korrekse mig. Jeg vil gerne opføre mig høvisk – i hvert fald sprogligt.

Undertiden fortryder jeg at jeg ikke, som nogle gør, har glemt fristile fra min skoletid. Jeg var ret ferm til den genre og fik ret gode karakterer. Bl.a. husker jeg en stil fra realklassen om emnet “Generaliseringer”. Jeg tog allerede dengang afstand fra fænomenet. 

Selvom overdrivelser siges at fremme forståelsen, mener jeg at generaliseringer ikke er en givtig måde at argumentere på – snarere en stopklods for samtalen. At generalisere er almuens håbløse forsøg på at hævde sin ret og derfor et yndet trick for tabloidpressen og populistiske politikere og dem bliver det vist flere og flere af.  

“ALLE taler om Vingegaard” “HELE Danmark så Grand Prix” etc. etc. er jo det rene vrøvl, og det ved vi godt; vi har oveni købet en talemåde for det: “man kan ikke skære alle over en kam”. Men mange (ikke alle!) falder for det billige trick fordi de tilsyneladende hellere vil inkluderes i hvad man kan kalde “massen”, end skille sig ud fra den. På den måde hænger generalisering og masse sammen. Kierkegaard polemiserede ofte mod “massen”, som han fandt bedragerisk og ondt. Jeg forstår ham.

Min aversion mod generaliseringer har holdt sig gennem livet. Jeg har engang haft emnet på min foredragsliste nogle år. Da havde jeg “Læsøposten” med, hvis forside var prydet af fotoet af en stork og teksten: “Det største samtaleemne på Læsø denne uge har været storkens ankomst”. Jeg kender en del Læsø-boere og de er altså ikke så dumme at de går og taler om en stork 24/7…

Nyligt skrev jeg et Facebook-opslag netop på baggrund af en BT-overskrift, der lød “HELE verden så med” og handlede om et ungt, dansk tennishåb – jeg husker ikke hans navn. Mine spørgsmål lød: Var det virkeligt alle Jordens 7.888.000.000 der sad klinet til skærmen? Var ingen på arbejde? Var ingen afrikanske børn ude at tigge mad? Var motorveje og togskinner tomme? Holdt præsidenter ikke topmøder? osv.

Det værste ved generaliseringer er, at de dybest set er efemeriske. Fordi de er abstrakte og udfordrer kvalitet i forhold til kvantitet, har de en meget kort levetid. Det samme med “masser”. De findes kun på stadions, ved demonstrationer og den slags. Når kampen er forbi opløses massen heldigvis og bliver til individer. 

Jeg har det også dårligt med fællesskaber, som jeg her i erindringerne ofte har erklæret mig som indædt modstander af. Jeg kan simpelthen ikke lide at synge i kor eller gå i takt. Jeg er også ret dårlig til det. Skønt musiker synger jeg falsk og går i utakt. Men alene kan jeg faktisk synge smukt og gå pænt.

Det er sagt, at når to danskere er sammen danner de en forening. Ifølge ordbogen betyder “at forene” noget i retning af at smelte sammen. Må jeg være fri! Jeg er alt nok i mig selv og skal ikke smeltes sammen med nogen eller nogle; og i øvrigt: kun i og med mig selv kan jeg være og gøre noget for andre. Mon ikke det gælder for de fleste – eller alle?

Jeg kender ikke til stress selvom jeg det meste af mit liv har haft et højt aktivitetsniveau. Selvfølgelig kan jeg få en sund nervøsitet forud for en eller anden optræden. Jeg kan da også få akutte betænkeligheder når jeg selv eller andre har overvurderet mine talenter med en opgave. Men stresset, nej. Og dog: de senere år har stress sneget sig ind på mig som en mere statisk tilstand, som jeg arbejder på at få væk – mere herom senere.

Plinius den Ældre sagde omkring 60 f. Kr. “Nulla dies sine linea”, som betyder “Ingen dag uden en linje”. Rembrandt tog mottoet til sig og det virkede åbenbart: der er ikke mange, der har gjort ham kunsten efter når det gælder omfanget (eller kvaliteten) af hans oeuvre. Uden sammenligning i øvrigt fik jeg også overleveret citatet fra min kompositionslærer da jeg var ung – og jeg har levet efter det siden, uden at blive stresset af dén grund. Så altså: “Skriv mindst én node hver dag”- og så tilføjede min lærer barmhjertigt: “Du kan altid viske den ud i morgen og skrive en ny”. Det har jeg gjort – dog mest med ord de seneste årtier. 

Som nævnt har jeg en stor arbejdskapacitet og energi. Det skriver jeg ikke for at skryde, for det er i bund og grund et temperamentsspørgsmål. Det ene ord bliver som regel til rigtigt mange på en dag og det er ikke mange af dem, der viskes ud dagen efter. Hermed være ikke sagt at skriverierne er geniale.

To unge mennesker har for nyligt brugt snesevis af timer på at opliste min gøren og laden gennem tiden. De bad selv om opgaven i forbindelse med deres studier – der var ikke noget højere formål med den. Jeg blev en smule forpustet af at skimme deres lister over musik, artikler, digte, essays, anmeldelser, radioudsendelser, foredrag og jeg ved ikke hvad – og så tog de studerende oveni købet forbehold for fuldstændigheden.

Når jeg tager emnet op nu, hvor jeg med hastige skridt nærmer mig 70 år, er det fordi jeg arbejder mindre. Bevares, jeg kan sagtens fylde min tid ud, nogle ville nok kalde min kalender overfyldt, men: jeg har ikke nok at lave, og det stresser mig i en sådan grad, at jeg undertiden keder mig, og det har jeg ikke stor rutine i. Jeg gør ellers hvad jeg kan: på mit elektroniske skrivebord ligger der konstant tre åbne tekster, som jeg skriver på til de er færdige, hvor de publiceres og straks erstattes af andre på vej. Men jeg bliver ikke mere indbudt til dette og hint og dermed falder efterspørgslen også. Nuvel: jeg er ikke så entreprenant som engang.

Måske er grunden til min lejlighedsvise lediggang også, at det i dag mere er indholdet end omfanget, der interesserer mig. Ikke at jeg har været ligeglad med hvad jeg kastede mig ud i, men måske fordi jeg realistisk må indse, at “resten af livet” bliver mindre for hver dag der går, og at jeg derfor hellere må skynde mig med at få lavet noget ordentligt og plausibelt, som jeg selv kan være tilfreds med. 

Jo, jo, jeg har en del at lave – det meste con amore, og det er heller ikke nyt eller vigtigt. Jeg har aldrig haft det pekuniære som en grund til at arbejde, selvom jeg ingenlunde skal klage over det økonomiske udkomme, arbejdet har givet mig livet igennem. Men i dag savner jeg dén form for udkomme af det, man kalder “arbejdslivet”, at det igen fylder som det gjorde, så jeg ikke bliver stresset af kun at arbejde 50-60 timer om ugen.

Sydkoreanerne blev forleden automatisk et år ældre. Det hænger sammen med en gammel tradition, der sagde, at éns alder måles fra undfangelsen eller tidligere. Man har nu tilpasset sig resten af verden. På en eller anden måde knytter det sammen med hvad der er ved at blive en global diskussion om abort. Hvornår er et liv et liv? Dette skal ikke behandles her, men Sydkoreas ændring har bragt en erindring frem, der også handler om alder.

Det var i Paris engang i 2002 midt om natten. Min elskede Sofie havde adgang til harpefabrikken Camac’s showroom i forstaden Pantin, hvor hun kunne øve om aftenen. Jeg passede min nattesøvn, men hjemkommet fra øvning ruskede hun mig vågen med en begejstret konstatering: “Evan, jeg er 44 år”. “Nej, du er 34 år, Sofie” svarede jeg og lukkede øjnene igen, men det var tydeligt, at der var et emne, Sofie ville have behandlet nu og her, og når dét skete, måtte man engagere sig, hvis man ikke ville gå glip af en god oplevelse.

Sofie havde simpelthen besluttet sig for at ændre alder – i opadgående retning. Det skal nævnes, at den biologiske alder 34 passede meget godt til denne modne, meget smukke, empatiske og talentfulde kvinde, og umiddelbart var det vanskeligt at finde argumenter for den annoncerede ændring. Det mente Sofie nu ikke. Før hun gik i gang med argumenterne undrede hun sig over, at mange fik ændret navn, køn og andet som var det en vare man købte i Monoprix, medens hun ikke havde hørt om nogen, der skiftede alder. Nu er hun ikke til falds for tilfældige trends, så der var mening med “galskaben”. 

Ud over nogle meget personlige grunde, som hun skal have for sig selv, forestillede hun sig, som jeg husker det, en slags symbiose mellem alder og erfaring. At man ved at tænke sig ældre og manifestere sig som sådan rent faktisk bliver klogere og måske endnu ældre, at man ved suggestion og konkret bevidsthed som sin vedtagne alder kunne udvikle sig til et bedre menneske. Nå ja og blandt de mindre seriøse grunde nævnede hun det forhold, at når hun gik på club og yngre mænd forsøgte at forføre hende blev attraktionen så meget større, når hun nævnede sin alder…

Sofie søgte faktisk relevante myndigheder i Danmark og Frankrig om at måtte ændre alder, men hendes argumenter fandt ikke nåde for gammeldags tænkende departementschefer. Så hun fik altså ikke lov til at være 44.

Det fantastiske projekt resulterede i øvrigt i en glimrende montage i DR’s P1, hvor hun poetisk, overraskende sagligt og logisk redegjorde for sine bevæggrunde til skiftet. Jeg har desværre ikke set den skønne i over 20 år, så jeg ved ikke, hvilken alder hun har i dag. Egentlig er det også lige meget så længe hun forbliver den hun er. Inklusive indfald, der nager nattesøvnen.

Det er ikke nok at sige: “Jeg elsker, altså er jeg”. At være til kan man konstatere ved at knibe sig i armen. Men at leve kræver noget mere. Kærlighed, f.eks., og den findes jo i forskellige varianter og sproglige former. Som sprog- (og kærligheds-)nørd er jeg optaget af, hvordan vi taler om kærlighed og naturligvis hvordan vi lever kærlighed ud.

Kan man elske noget og ikke blot nogen? Giver udsagn som: “Jeg elsker fart, flæskesteg, og forår” mening? Ikke for mig. Buddha spurgte: “Hvad er forskellen på Jeg kan lide dig og Jeg elsker dig? og svarede selv: “Hvis du kan lide en blomst, plukker du den. Hvis du elsker en blomst vander du den hver dag”. En blomst er, som et menneske, ikke en ting, men en levende organisme. Det er ikke vanskeligt at overføre Buddhas tanke om blomsten til kærlighed mellem mennesker.

Jeg filosoférer videre om det med sprog og kærlighed – og had. Hjertet er sindets muskel. Man hader ikke med hjertet, men med forstanden – eller uforstanden. Had er i hvert fald uklogt, både i øjeblikket og på den lange bane. Men kan man elske og hade på samme tid? Kan man elske at hade, ja men vel ikke hade at elske. Grænsen mellem at elske og hade siges at være hårfin.

Så sprog-filosoférer jeg over begrebet forelskelse. Er det nødvendigt at være forelsket for at komme til at elske. Burde man i virkeligheden udtale det forelsket – som et stadie hen mod at elske? Eller betyder forelsket “for meget” sådan lige i øjeblikket? Sådan kan det i hvert fald føles. Jeg har været forelsket i mange, men elsket langt færre. Til gengæld har jeg været forelsket i dem, jeg er kommet til at elske. Et par gange er de to tilstande indtrådt samtidigt. Det var meget overraskende og overvældende at møde en kvinde og erkende for mig selv: hende der jeg jeg dybt forelsket i og elsker højt. Fuldbyrdelsen af disse følelser var ikke blot smuk erotik, men også frugten af kærligheden: at hun fødte vores barn. Det er for mig kærlighed i højeste potens.

Engang deltog én af eks’erne (som jeg stadig elsker højt og dybt) og jeg i en enquete om kærlighed i et ugeblad. Vi fik de samme ti spørgsmål og skulle svare uafhængigt af hinanden. Et af dem lød: “Hvordan holder I kærligheden vedlige?”. Hun svarede: “Jeg vil score ham hver dag”. Jeg svarede: “Jeg forelsker mig i hende hver dag”. 

Kan kærlighed gradbøjes? Kan man elske mere eller mindre? Hvad betyder det, når jeg skriver, at jeg elsker “højt og dybt”? Jeg tror, at kærlighed i sin natur er grænseløs og betingelsesløs. Den lidt gammeldags præst i kirken, hvor jeg var organist da jeg studerede, sagde: “At I siger ja til hinanden betyder, at du, Søren, tager Asta som hun er, og at du, Asta, tager Søren som han er”. Det var vise ord, synes jeg, og de er blevet én af mine livserfaringer.  

Man taler om “ægte” kærlighed, men sjældent om “uægte” kærlighed. Det er lige så meningsløst som at tale om “uægte” børn. Jeg tror, at kærlighed er ægte af natur. Kan kærlighed høre op? For mig: egentlig ikke. Men jeg ved det ikke, for jeg har aldrig oplevet ophør af kærlighed. Heldigvis, for så ville jeg jo ikke leve. Jeg elsker, altså lever jeg.