Jeg er søn og sønnesøn af et par blomsterhandlere/gartnere og vokset op med blomster og anden natur, men har aldrig haft det mindste kendskab til botanik. Datter Nathalie indførte for et dusin år siden en tradition med at forære mig et par orkideer til Aalborg-kontoret – ikke de mest eksotiske, men smukke, hvide fra supermarkedet, som blev erstattet af nye, når de visnede.

Dette indtil jeg opdagede nogle hemmeligheder ved orkideerne, nemlig at de i al deres sarte skønhed er stabile og stærke som surdej. Sagt mindre poetisk: Nathalies orkideer kan overleve alt hvad der måtte gå dem imod – og dermed er de blevet et symbol på giveren selv. 

Opdagelsen af Nathalies orkideers overlevelsesevne i mit naturfjendske miljø af diesel fra den travle trafik ude på gaden, der trænger ind ad de åbne vinduer (fordi jeg kæderyger lukt ind i gabet på de smukke blomster), oven i købet af blomster der overlever mere gennem luft end vand, forsømt pleje etc. fik mig til at betragte blomsterne ikke blot som fyld i en potte, men som arkitektur, der uden tegning uophørligt udvikler nye former, lige som kunstværker, der overrasker igen og igen og – som nævnt – ustandseligt minde om Nathalie og hendes tilsvarende egenskaber

De forholdsvis billige skabninger fylder i kontoret måske som vennernes talende og tænkende hunde, som jeg ellers ikke finder charmerende, fylder deres hverdag. Nathalies orkideer er på en underlig måde i dialog med deres giver og ejermand – de er kort sagt: ikke blot pynt, men liv, oveni købet af den mytiske slags.

Den ene dag fremtræder de som golde, men alligevel vegeterende pinde i en ørken – den næste dag som en blomstrende have, der dufter og fylder og forskønner omgivelserne og udfordrer hverdagens trivialiteter. 

Som et dybt troende menneske har jeg respekt for alt liv, som jeg tror er gudsskabt, herunder naturens forunderlige skabninger, men orkideerne i mit kontor har den helt særlige egenskab, at de ikke alene er foræret af et af de mennesker, jeg elsker højest i dette liv, men faktisk ER min Nathalie. Jeg tror, hun vil rødme svagt, udbryde “pjat med dig, Daddy” men også, med sin på samme tid akademiske og kunstneriske tilgang til alting, tænke “Måske er der noget om det han siger. Godt jeg brugte 49 kroner på orkideerne den dag i Føtex for flere år siden”…

Hvem kan ikke lide at få ret? Jeg kan! Dog: med min ustyrlige trang til ikke blot at mene noget om alting, men også udtrykke disse utallige meninger, sker det, at jeg ikke får ret. Faktisk sker det også, at jeg må give mig selv uret og det skete forleden. 

I sidste kapitel klynkede jeg over at mine fantastiske visioner om musikhuset i Aalborg ikke blev realiseret. Fred med det. “Time will show” som den visionære Theodor Fælgen siger på klingende norsk i dukkefilmen “Bjergkøbing Grand Prix”. Jeg får nok ret engang. Dette kapitel handler om noget helt andet – og alligevel det samme. 

Forleden anmeldte jeg en koncert med unge pianisthåb og brokkede mig over, at man i 2010 nedlagte de klassiske musikuddannelser i min fødeby Aalborg, som jeg selv frekventerede i 70’erne. En times tid efter blev jeg gjort opmærksom på en kronik fra 1982, hvori jeg anbefalede at musikuddannelserne centraliseredes. Jeg foreslog bl.a.: Omdan konservatorierne til musikhøjskoler, der tager sig af uddannelserne bredt, herunder af klassiske orkestermusikere, korsangere, organister og pædagoger; koncentrér eliteuddannelserne i København og sats på internationalt niveau. Opkvalificér uddannelserne “fra vugge til grav”, især hos børn og unge.

En alt for årvågen læser havde altså grebet mig i at modsige mig selv, ganske vist med 40 års afstand. Det irriterer mig. Alligevel mener jeg, at jeg har ret i begge dele. Det var en god idé at centralisere de klassiske uddannelser men en dårlig idé at gøre det.

Dette er naturligvis en lille, ubetydelig detalje i mit lange og farverige liv, men det gav alligevel anledning til reflektion over, hvordan jeg egentlig har det med at få ret eller ej. Er jeg et rigoristisk, rethaverisk menneske? Nogle ville nok juble “JA!”, men det skal de ikke beholde ret i.

Det er ikke fordi jeg er blevet klogere – det er, ifølge en gammel skolekammerat, ikke sket siden vi gik i 5. klasse. Jeg føler også selv, at jeg bliver dummere med alderen. Jeg ved mere og mere, men der bliver jo endnu mere at vide som tiden går. Nogle mener, at det er tilladt at ændre mening – politikere ser det vist som en dyd. Det ligger mig dog fjernt. Jeg har ret når jeg har ret og også når jeg har uret. Det har jeg altid ment. Jeg anmoder om respekt for det; så vil det hele gå meget bedre.

I 2014 indviede man i Aalborg et musikhus, det første i byen, der dels er bygget konkret til at spille klassisk musik i, dels er hjemsted for de fleste af byens større musikinstitutioner. Forinden havde Århus og Odense fået musikhuse i 1982, Esbjerg i 1997 (ved arkitekterne Jørn og Jan Utzon!), og flere jyske byer var også på banen med musikhuse. 

Den nordjyske sendrægtighed havde bl.a. sin baggrund i at byen allerede i 1953 indviede Aalborghallen, som i årtier blev rost for dels at have størrelse 1:1 som Det Kgl. Teaters scene, dels Nordens bedste akustik til symfonimusik. Den fornemme førsteplads blev udfordret da man engang i 80’erne regulerede akustikken så den prioriterede de mange konferencer frem for symfonimusikken. Samtidigt fik Aalborg Symfoniorkester en nedlagt biograf som øvelokale og delvis koncertsted, hvilket mildt sagt ikke gjorde noget godt for byens symfonimusik.

Nå, Aalborg fik så efter en del problemer, diskussioner, besparelser, stilstand i byggeriet etc. sit musikhus i 2014. Historien om Musikkens Hus, som det kom til at hedde, er udlagt forskelligt. Lige fra at et par af byens kultur-koryfæer fik idéen under en tenniskamp til at det undertiden tvivlsomme Wikipedia noteres, at “Idéen bag et musikhus i Aalborg stammer tilbage fra 1986, hvor lokale stifter foreningen Musikhusets Venner”. 

Men historien om et musikhus begynder faktisk i midten af 30’erne da en af mine forgængere som musikanmelder på Aalborg Stiftstidende foreslog et koncerthus efter at man lige havde indviet “den første Aalborghallen” præcist hvor Nordjyllands Kunstmuseum blev bygget i 70’erne. Den hangaragtige hal havde midlertidighedens karakter og brændte da også under krigen.

Uden på nogen måde at ville tage kredit for ideen om musikhuset vil jeg ikke undlade at nævne, at jeg i flere artikler i førnævnte dagblad gennem 70’erne og 80’erne efterlyste et mere kvalificeret sted i Aalborg til den “store” klassiske musik. Mit engagement tog fart i takt med at man kom tættere på en realisering af idéen i 90’erne, og jeg stod for et utal af kommentarer i aviser og radio, kronikker og klummer, foredrag, deltagelse i paneler og meget andet. I selve byggeperioden (hvor jeg var freelancer) dækkede jeg sagen for Berlingske, fagbladet Ingeniøren m.fl. og kom med konkrete forslag til husets indhold og beskaffenhed, bl.a. kunne jeg tænke mig landets første institut for samtidsmusik (det findes stadig ikke), betitlet Nørgård Instituttet. Ikke uventet var man ikke lydhør over for disse visioner, især fordi de jo kostede penge – nogle af dem mange!

I en kronik i 2001 gentog jeg et mantra fra en anden af mine kronikker i midten af 80’erne: Byg ikke for småt! Jeg mente at man skulle gentage succes’en fra 50’ernes Aalborghallen og lave operafaciliteter og scenetårn. Det ville have fordyret byggeriet med en halv milliard oven i den hele, der budgetteredes med. Man endte med en billig version til ca. 900 millioner. Det er på mange måder et fint hus, men det er alene den eksklusive arkitektur ved den østrigske tegnestue Coop Himmelblau (som jeg tilfældigvis kendte i anden anledning), der for alvor gør koncertsalen ekstraordinær – huset imponerer ikke ved sin størrelse.

Jeg ville jo ikke være mig, hvis jeg gav op så let. Så da man indviede musikhuset for snart ti år siden foreslog jeg, at man straks gik i gang med at projektere et operahus af internationale dimensioner på øen Egholm. Hertil en metro fra lufthavnen, der naturligvis skulle have en større landingsbane for jumbofly med alle de medvirkende og publikummer, der vil strømme til. Mon ikke det kan laves for 10-15 milliarder i nutidspriser? Med det normale nordjyske tempo ville det kunne indvies i 2099, så kom nu i gang. Jeg mener det alvorligt!

Man kan hedde Nielsen, Martinsen, Petersen – alle efternavne, opkaldt efter faderen – Nielses søn, Martins søn, Peters søn – også døtrene fik farens efternavn. Ikke nok med det: også den tilgifte kvinde.  I Island kan man finde ud af at respektere kvinder med navneendelser som “…dottir”, men i Danmark? Hvem hedder “Christinesen”, “Marensen” eller “Elsesen” for den sags skyld?

Min utroligt gode veninde gennem over fyrre år, Else, fyldte på et eller andet tidspunkt rundt og jeg holdt en tale for hende. Der er ikke noget breaking news i at anføre, at Else har været gift tre gange. Hvad det angår er hun altså bagud for mig, men det er ikke det, erindringen handler om. Den handler om min fødselsdagstale til Else, hvori jeg tilkendegav min tilfredshed over tidligt at have droppet efternavnet Andersen. Som jeg anførte i min tale ville jeg ikke ødelægge Elses og mit gode forhold (med et pænt stænk høvisk kærlighed) ved et giftermål hvilket i øvrigt aldrig har været på tale. 

Da hun nu, efter at være navngivet Else Jensen ved sin fødsel, havde afprøvet “Else Carlsen”, igen “Else Jensen” og så “Else Mortensen” var jeg derfor tilfreds med, jeg ikke mere hed Andersen. Hvad kunne det ikke have ført til i Elses slægtsbog? Nå, Else holdt nu ganske glad ved og for Mortensen i 30 år. 

Selv drog jeg videre på de evige ægteskabsmarker og beholdt mit glimrende efternavn Vestergaard selvom mine hustruer havde eksotiske navne og jeg måske kunne have adopteret et af dem og være blevet berømt. Til gengæld har ingen af dem ønsket at hedde Vestergaard, hvilket jeg også ville have protesteret imod.

Der er mange, der hedder Vestergaard, hvis endelse jo er såre almindelig og kommer af slægtsgården ude på bøhlandet, også i mit tilfælde. Jeg mener dog, at der er mindst én større fordel ved navnet, nemlig at det kan siges i datid, hvor det så må hedde “Vestergik”. Det passer mig meget godt. På et tidspunkt skal jeg jo videre – for sidste gang.

Jeg fik ikke lommepenge som barn, men jeg havde en gavmild farfar og mine forældre kendte mine behov. Det var ikke altid billigt. Det hjalp lidt da jeg allerede som 14-årig fik mine første artikelhonorarer og som 16-årig min første check fra Danmarks Radio. Fra jeg var 7-8 år havde jeg en altomfattende besættelse: lyd og medier. Det betød først og fremmest at jeg lyttede meget til radio, især P1s Radioteatret og så det nymodens TV, som vi fik i familien da jeg var seks år. 

Jeg har næppe været mere end 6-7 år, da farfar gav mig en lille transistor, man lige kunne have i en barnehånd og med en 30 cm lang antenne, der gemte sig i selve radioen når man ikke lyttede. Det var ikke nogen hyldevare, så Thorhauge Radio på Boulevarden i Aalborg skaffede den hjem og farfar betalte 60 kr., hvilket svarer til 800 kr. i dag. Det var ikke så lidt for trods en vis forkælelse var der ikke mange penge i familien.

Altså lyttede jeg til P1 dagen lang og så TV når man sendte fra kl. 20. Det førte senere til næsten 30 år i DR og ved siden af perioder i Deutschlandfunk, WDR og NDR og ikke mindst involvering i næsten 300 plade/CD-produktioner. Kort sagt: mit liv har altid været et liv med medier. Som teenager anskaffede jeg mig en spolebåndoptager, som jeg optog koncerter fra radioen med, men også klippegrej, så jeg kunne forkorte i for lange pauser, lave mine egne introduktioner, rette dem til og ikke mindst arkivere de efterhånden mange bånd, der fyldte mellem bøger og noder på mit værelse. 

Jeg har taget hele den teknologiske udvikling med. På et tidspunkt kom kassettebåndoptageren, der jo var mobil så jeg kunne optage naturlyde, koncerter i det skjulte og hemmeligt familiens samtaler ved middagsbordet. Jeg husker en meget flov mor, da hun første gang hørte sin stemme, der ellers var ret smuk (hun var korleder og guitarlærer con amore). 

Da CD-mediet kom frem i begyndelsen af 80’erne arbejdede jeg på Weekendavisen og fik af Sony stillet en maskine til rådighed sammen med en halv snes CD’er fra Deutsche Grammophon så jeg kunne “anmelde” det nye medie. På det tidspunkt havde jeg i flere år arbejdet i DR, naturligvis med professionelle teknikere, som jeg ikke blot beundrede, men gik i bedene da jeg fik en Nagra båndoptager. Det var guf. Senere blev det DAT-maskiner, mini-disc og jeg nåede netop at blive introduceret til vor tids fil-baserede, digitaliserede optagere som der jo findes i enhver mobiltelefon. Jeg var også tidligt ude da mobiltelefonerne kom på markedet, og naturligvis var min første (og alle derefter) computer Apples forunderlige Mac. 

Lyd har altid interesseret mig mere end billede, sikkert p.gr.a. min musikinteresse, men også fordi jsg synes, som mange andre, at lyd er mere billedskabende, end – billeder. Et liv uden billeder kan jeg ikke forestille mig. Det er en stor glæde for mig, at min søn Christopher ikke blot har overtaget min medie-interesse, men stiller langt større kvalitetskrav, end jeg gør; sådan skal det være.

Jeg synes, det er et enormt privilegium at være født og leve i en tidsalder, der ikke blot har bragt alle disse medier til verden, men hvor de tilmed er blevet udviklet og demokratiseret til menneskets bedste. At de så også udnyttes til det modsatte kan medierne jo ikke gøre for. Der peger pilen som så ofte før på menneskets begrænsning. Og den kender ingen grænser. 

Jeg har gennem nogle år brilleret med det høj-filosofiske udtryk, at “90 % af mit liv foregår inden i”, underforstået: inde i mig. Altså må der være 10 % udvendighed, det man også kalder facade, afledt af det latinske ord for ansigt. De 90 % er en smart måde at fortælle på, at jeg er et dybt, eftertænksomt menneske og at der findes ni gange så meget af mig, end det, man lige får øje på og det er jo ikke så lidt. Udtrykket er næsten mytologisk i sin vælde – det udsiger en sandhed med en løgn. For de, der kender mig godt ved, hvor meget jeg går op i facaden – det, at alting ved mig skal virke plausibelt, ægte og poleret.

Det er det bare ikke. Det er påtagede falbelader, og de er der, fordi jeg har meget at skjule. Faktisk har jeg bekendt det i bogen “Jeg klær mig nøgen”, hvor et digt begynder således:

Jeg har meget at skjule

og jeg kræver min ret

til at gøre det.

Jeg vil ikke tvinges

til at krænge mit inderste ud

bekende synder

som jeg ikke har begået – eller har

skrive under give samtykke

eller stå til regnskab.

Jeg er slet ikke så ordentligt et menneske, som mit distingverede ydre måske lader ane. Jeg bringer altid mine klæder i orden inden jeg går ud, men det er teaterstrygning, og jeg beholder ofte frakken på. Jeg skilter ikke med personlige problemer selvom jeg ikke sparer mig selv når det gælder at krænge mere pikante forhold ud f.eks. her i Erindringerne. Da jeg nyligt fortalte en af mine nærmeste at jeg ville publicere dette kapitel var hendes kommentar: “Nå, nu skal du gøre dig interessant igen”.

Facader har det jo med at krakelere hvis de ikke vedligeholdes og i skræk for det bruger jeg megen energi og tid på at pleje mit ydre. Jeg kan skifte tøj flere gange dagligt, prøve flere frakker om morgenen før jeg bestemmer mig – og alligevel ser jeg mig sjældent i spejlet. Jeg finder faktisk min forfængelighed depraverende og uklædelig. Samtidigt har jeg ofte skoset skiftende hustruer og døtre for at bruge unødvendig tid i boudoiret med den forførende (men sande) begrundelse, at deres indre skønhed strålede ud gennem – facaden. Det være hermed tilstået at man ikke kan sige det samme om min.

Som tidligere erindret i disse spalter er jeg kirkegænger på daglig basis. Når jeg anvender dette anglofile udtryk, som aldeles uberettiget har vundet indpas i det danske sprog, er det fordi dele af denne erindring nødvendigvis må berettes på engelsk. Altså: jeg går i kirke hver eneste dag ligesom jeg trækker vejret på daglig basis.

Jeg vil dog ikke betale for at gå i kirke – ud over det såkaldte “tiende”, jeg betaler til min katolske kirke med stor glæde og som regel tillagt nogle procenter. Anledningen til dette kapitel er, at jeg altid har irriteret mig over at der mange steder, både i den katolske og protestantiske kirke, tages entré, når man entrer kirken. Jeg betaler ikke, men fortsætter uforfærdet forbi kassedame og billetkontrollør – “I am here to pray – not to pay” som jeg siger. Det kan jeg sige med en vis ret, for det er det jeg er: kommet i kirken for at holde nogle minutters andagt og samtale med Vorherre. Altså: bede – ikke betale.

Forleden var jeg i mit mere obstinacy humør. Det var i Rigas domkirke og jeg valgte at tage kampen om “pray – not pay” op. Følgende ordskifte mellem kontrollør og andagtsøgende fandt sted efter jeg havde spankuleret, venligt nikkende, forbi kasseboksen og var på vej ind i kirken:

K: “Hello, sir. You have to pay 5 Euro – this is a museum”.

A: “Perhaps for You, madam, for me it’s a church”.

K: “But we have some rules…”.

A: “As Jesus said: “My fathers house is a place for praying, not for paying”.

K: “But it’s a museum”.

A: “Call the police or the Black Heads – while waiting for them, I take a talk with God without paying a single Euro”.

Som andagtsøgende fuldførte jeg mit anliggende i løbet af nogle minutter og hverken politiet eller Sorthovederne (en i Riga berømt klan fra middelalderen af et vist militært tilsnit) nåede frem før jeg havde haft min daglige samtale med Vorherre.

Da jeg forlod kirken og naturligvis igen hilste pænt på kontrolløren lagde jeg 50 € i kirkekassen til det fine orgels vedligeholdelse. Jeg spillede faktisk på det i 2015, så der er ikke noget musealt ved det for mig. Men jeg kunne have sagt med Vorherre: “This house is for praying and playing – not paying”.

Ludertur er jo ikke noget charmerende ord – betydningen måske heller ikke. Det er slang for det fænomen i journalistbranchen, at en virksomhed, institution eller andet inviterer pressefolk til at deltage i en rejse på firmaets regning i forventning om at få (helst positiv) omtale.  Altså en form for prostitution. Som pressemand med kunst og kultur som speciale har jeg været på en del af den slags og har fået og får stadig invitationer til endnu flere.

I forhold til den barske forretningsverden er fænomenet mere dynamisk når det gælder kulturverdenen. Jeg er aldrig blevet mødt med noget pres om at skrive eller tale om noget konkret, endsige udelukkende se positivt på emnet. Faktisk har jeg og kollegerne ofte fået at vide, at turen ikke skulle betragtes som en arbejdsrejse, men snarere en form for inspirationstur. Det kan man jo altid komme at sige.

For mig har et andet forhold gjort sig gældende: at min arbejdsgiver Danmarks Radio i hvert fald i min tid ikke tog imod hverken hele eller dele af finansieringen af den slags ekspeditioner. Man kunne evt. drage nytte af fælles rejse- og opholdsudgifter, men betales skulle der. Helt så håndsky var/er man ikke i den private presse, som jeg også har arbejdet for, selvom det er min erfaring, at man holder fanen højt når det gælder min integritet som skribent. Ellers ville jeg i øvrigt ikke deltage.

Én af de mange, lad mig kalde dem “invitationsture”, jeg har deltaget i – og den mest imponerende af slagsen – fandt sted i 1982 og havde den finske by Savonlinna som destination. Godt 30.000 bor der i den charmerende by 120 km fra grænsen til Rusland og den største seværdighed er den årlige operafestival, som var formålet med mit besøg. Festivalen blev grundlagt i 1912, er én af verdens mest kendte operafestival med omkring 60.000 årlige publikummer. Det meste af programmet finder sted udendørs, i et borgkompleks fra 1400-tallet. 

Superlativerne anvender jeg ikke fordi jeg fik penge for at skrive om Savonlinna eller fordi jeg fik alt betalt og dét på eksklusivt niveau – sådan er det bare, tjek det selv! Men det gjorde jeg altså – fik rejse og ophold m.m. som gave og tjente penge på at skrive om det. Jeg er ikke i stand til at bedømme, om donationen havde indflydelse på mine skriverier eller ej, for der var mange faktorer, der bidrog til denne ret skønne oplevelse.

Jeg har siden min teenagetid været et ret rejsende menneske og en del gange været i Finland på regulære arbejdsrejser for DR. Jeg synes, det er et dejligt land at gæste, fordi det efter min mening ikke er særligt nordisk. Finland er på flere måder eksotisk, gådefuldt og særdeles tiltrækkende når det gælder kunst og kultur. Jeg sagde derfor ja tak til invitationen, der kom fra Operafestivalen og det finske kulturdepartement, der dengang svarede til det danske kulturministerium. 

Indbydelse var vedlagt tur/retur-rejsen med Finnair på første klasse, et forudbetalt ophold på luksushotel, et bundt taxaboner og – et kreditkort til fri afbenyttelse i de 10 dage, opholdet skulle vare (“Glem ikke souvenirs til familien. Hold Dem ikke tilbage med at rejse til andre steder i vort skønne land”). Sidstnævnte brugte jeg dog ikke. Oveni det hele naturligvis adgang til alle forestillinger, VIP-middage m.v. Kort sagt: den mest ekstravagante rejse, jeg nogensinde har fået betalt.

Det var netop ved én af de middage, den sande bonus ved denne arbejdsrejse kom på banen: mødet med den underskønne overordnede embedsdame fra Kulturdepartementet. Det var kærlighed ved første blik og vi havde nogle intense dage sammen, begge nyskilte og nysgerrige. Vi har aldrig set hinanden siden og brevkortene ebbede ud efter et års tid. Men stort var det – som alt andet i Savonlinna de sommerdage i 1982.

I dag fylder Kulturmødet 10 år. Til lykke til mig selv – og Region Nordjylland! Jeg har ofte pralet af, at Kulturmødet er min idé, baseret på mit koncept og at jeg var en del af den 3-mands ledelse, der drev og udviklede projektet de første 6-7 år. Det vil jeg derfor ikke gentage ved denne lejlighed, men til gengæld kaste mig over en anden idé, jeg har: nedlæg kommunerne!

Den er sådan set gammel og selv om jeg råbte op om den da man i 2007 reducerede antallet af kommuner fra 271 til 98, så mente jeg det allerede i 80’erne, bl.a. med henvisning til skrækeksemplet Frankrig. Her har man 35.000 kommuner, altså én pr. 2.000 indbyggere, en stor del af dem inaktive fordi de er tomme for indbyggere. I Danmark man “kun” én kommune pr. 7.000 indbyggere, og det er alligevel 98 for meget.

Hvad har det så med Kulturmødet at gøre? Svaret er: Regional Nordjylland, tidligere Nordjyllands Amt. Denne administrative enhed, som reformen i 2007 desværre kastrerede, har siden mine første underlige projekter poppede op i midten af 70’erne, været en professionel og trofast støttegiver og samarbejdspartner til og med Kulturmødet, som ikke var blevet til noget uden Regionen. 

Dette i modsætning til Morsø Kommune, som i nogen grad bremsede udviklingen af mødet fra 2013 og nogle år frem. Præcist som andre kommuner gennem tiden har været vrangvillige, uforstående og nærige over for projekter, som så alligevel blev til noget og viste sig bæredygtige. Retfærdigvis skal det siges, at Morsø-borgmester Lauge Larsen og hans socialdemokrater i opstartfasen af Kulturmødet var gode støtter af projektet, men desværre tabte valget i 2013.

Men Regionen! I 1978 lavede jeg i DR en radioserie om “Danmarks nye musikbyer”. Det fordi Folketinget samme år vedtog hvad man kaldte “verdens første musiklov”, hvis realisering hovedsageligt blev lagt i amternes hænder. Egentlig skete det samme allerede i begyndelsen af 60’erne, da de store støttelove til kulturlivet blev stemt igennem. De blev forvaltet især statsligt, men også via amterne og kun i beskeden grad kommunerne.

I Nordjylland nedsatte man i 1978 et amtsmusikudvalg med den legendariske dirigent Jens Schrøder som formand. Udvalget støttede musik i amtet bredt, både med penge og rådgivning. Jeg indledte som DR-medarbejder straks et samarbejde med udvalget. Nogle år efter foreslog jeg at man udgav et blad med nyt fra udvalget. Det takkede man ja til og jeg blev den første redaktør af “Resonans”, der udkom indtil 2013, det meste af tiden med Poul Krabbe som redaktør. 

Senere var jeg med, da man udviklede en ny strategi for kulturudviklingen i Amtet, kaldet “Kronhjorten”. Da amt var blevet til region lavede man en undersøgelse af nordjydernes kulturvaner, kaldet K09. Den tog jeg afsæt i da jeg skabte Ordkraft Festivalen. Og da jeg opfandt Kulturmødet var Regionen den første instans, jeg forelagde konceptet for.

Hele vejen igennem – og en del flere end de nævnte – blev mine idéer modtaget med stor interesse, engagement og – ikke mindst – pænt med tilskud hos Regionen. Undervejs har jeg næsten aldrig mødt lydhørhed endsige penge fra kommunalt hold. Med Kulturmødet Mors som altså bakkede op om idéen, som den eneste undtagelse. Desværre “hackede” kommunen tidligt foretagendet, som jeg har berettet om før her i Erindringerne.

Den regionale imødekommenhed bunder meget i de personer, der sidder i regionerne – både politikere og medarbejdere. De tænker større, har flere visioner og er mere kvalificerede end de kommunale, måske fordi de ofte har relativt flere penge at gøre med – også et udslag af dårlig prioritering hos kommunerne. Men givetvis også fordi regionerne ligger højere i den politiske fødekæde. Der er ikke så meget sogneråd over det som der ofte er i byrådene.

Så når politikerne nu igen har bragt en omstrukturering af det administrative Danmark på banen, gentager jeg: nedlæg kommunerne, ikke regionerne. Tværtimod: giv dem flere opgaver og flere penge. Danmark er for lille til små administrative enheder, der naturnødvendigt må bemandes af småt tænkende og fornærede politikere og embedsfolk, der ikke ved for en fem krone om kunst og kultur.

For nogle år siden så jeg en film, hvis titel jeg ikke husker. Måske fordi indholdet gjorde dybt indtryk på mig. Filmen handlede om en mand, og han gik bare. Ikke sunde vandreture, men væk. Enhver krise, ethvert problem løste han ved simpelthen at vende ryggen til og gå bort fra det. Det efterlod selvfølgelig brudte venskaber, ødelagte forhold og en mængde spørgsmålstegn både hos ham selv og andre. Kort sagt: lig i lasten.

Det gør jeg også. Jeg har den meget kedelige egenskab, at jeg ofte bare går, når det trækker op til ballade, hvis tårerne trænger sig på, problemerne tårner sig op, samtalen går en anden vej, end min. Jeg går bare. Tavs. Uden farvel eller svar. Oftest uden at se mig tilbage. Jeg vender ryggen til og forsvinder. Det er naturligvis utilgiveligt.

Den kedelige tendens kan spores langt tilbage i mit liv. I skolen havde jeg en tårnhøj pjækkeprocent. Jeg kunne godt lide skolen, men orkede ikke hverken lærere eller kammerater. I dag ville man nok kalde mig utilpasset og give mig særundervisning eller sende mig på kostskole. Dengang reddede jeg skindet ved at passe mine lektier og i øvrigt være forholdsvis god i skolen. 

Som 16-årig forlod jeg Else, min første “rigtige” kæreste gennem tre år, fra det ene minut til det næste. Få år senere forlod jeg den kære Charlotte på en lige så brutal måde. I første tilfælde fordi jeg troede i min uerfarenhed at et klinisk cut var den bedste måde, i det sidste fordi en pludselig forelskelse forvirrede mit moralske kompas. Begge gange efterlod jeg to ulykkelige piger/kvinder bare fordi jeg bare gik.

Senere er det samme sket i flere jobs eller projekter. Jeg går bare når jeg keder mig. På den konto har jeg kasseret spændende jobs og opgaver før de var færdige, har smidt gode kolleger og venner på porten og i det hele taget reageret uhensigtsmæssigt for alle parter. Det er en plage for mig, og den vil ikke forsvinde. Nu er det de såkaldte Facebook-venner, det ofte går ud over. Jeg smider store spørgsmål på bordet, men følger ikke op, heller ikke når det en gang imellem sætter brand i et emne. Det er uhøvisk og meget lidt konstruktivt.

Især fordi dette at gå indebærer at vende ryggen til (medmindre man er så tåbelig at gå baglæns). Så er det meget vanskeligt at komme tilbage, hvis jeg ellers turde eller havde lyst. Og jo længere fraværet er, des mere problematisk bliver det. Alligevel går jeg bare – og det går mig på.

Hvad gør jeg ved det? Aner det ikke og det har jeg aldrig gjort. Mange andre dårligdomme ved min personlighed har jeg bearbejdet eller prøver stadigt, men denne næsten instinktive måske flugt kan jeg ikke få bugt med. Jeg går bare. Det næsten tragiske er, at jeg ikke ved, hvor jeg går hen. Måske til grunde…