Ord eller musik?

19. juli 1971 havde den socialdemokratiske avis Ny Tid en overskrift, hvori man med stor patos meddelte, at “Nu lægger han blyanten og vil kun skabe musik”. “Han” var mig og den da den 17-årige yngling udtalte sig med en selvhøjtidelighed som jeg i dag kun kan se overbærende tilbage på. Det er ynkelig læsning. Men situationen var den at jeg allerede som 17-årig havde opnået en slags berømmelse i den lille nordjyske by med mine artikler, digte, foredrag, musik, især nye salmer m.v. som gjorde at der jævnligt blev skrevet om mig.

Anledningen var at jeg havde udgivet en digtsamling – “Efterklange” – hvorom én af anmelderne, magister Rolf Dorset skrev “Det klinger af alle andre end Vestergaard”. Og det var netop pointen: mine digte var mere end inspireret af rigtige digtere som Rifbjerg, Vagn Steen m.fl. Samlingen var ment som en slags svanesang over min digtning og jeg erklærer da også kækt i interviewet at mine digte er “noget møg”. Det kan læserne forvisse sig om andetsteds på siden, hvor man bringer et af de dårlige digte.

Jeg har nu digtet – og komponeret – siden og lige nu udgiver jeg otte digtsamlinger i løbet af  fire år. Jeg blev aldrig nogen stor komponist, endsige digter, men vekselvirkningen mellem ord og musik har holdt ved og kun et par gange har jeg kombineret dem.

Stadig skriver jeg noget hver dag – og komponerer hver dag. Én af mine gamle kompositionslærere sagde, at det ville være en god idé at skrive et eller andet hver eneste dag – man kan jo altid viske det ud i morgen. Det gør jeg så – mest det første. Nok derfor er jeg aldrig blevet den største.