Ikke-kategoriseret

At omgåes eller omgå døden

“Jeg er ikke bange for døden, men jeg vil helst ikke være der når det sker” skal Woody Allen have sagt. Den græske filosof Epikur havde et mere realistisk forhold til døden: “Døden er intet, for når vi er her, er døden ikke kommet, og når døden er kommet er vi her ikke”. Det er jo rigtigt nok. Og min far havde et mere sarkastisk forhold til sagen: “Jeg har gået på gravens rand hele mit liv”. Ja, han var bedemand og kirkegårdsgartner. “Den vej skal vi alle, hvis vi lever længe nok” som han også sagde.

Man kan ikke omgå døden, men man kan vælge ikke at omgås den – indtil den kommer selv, selvfølgelig. Jeg valgte døden fra (eller rettere de synlige tegn på den) i slutningen af 70’erne. Jeg fik pludseligt nok. Fra 1966 og hele min studietid ernærede jeg mig bl.a. af at spille orgel til gudstjenester og kirkelige handlinger som det hedder. Herunder et stort antal begravelser. Det var let nok: man spillede bare de samme tre salmer, improviserede lidt sørge-agtigt og smuttede ud ad bagdøren efter 20 minutter, når lig og følge, anført af pastoren, tog fordøren. Organøren skulle ikke vide, om liget hed Hans eller Grethe, havde været skotøjshandler eller skraldemand, man vænnede sig til præstens indøvede empati og de halvhykleriske klynk og snøft nede i kirken.

Men en dag fik jeg nok. To drenge i 11-12 års alderen var druknet i en kridtgrav og pludseligt fyldte familiens og kammeraternes ulykkelighed hele kirkerummet og slog mig som et kølleslag.

Det blev min (indtil videre) sidste begravelse. Jeg har ikke opsøgt sygesenge og er ikke gået til begravelser. Ikke engang mine forældres og det har naturligvis givet tæsk. Den sag klarer jeg med Vorherre og mig selv, men jeg omgås ikke døden, selvom jeg ved, at jeg ikke kan omgå den. Måske.