Til klaver

Jeg var vel 5-6 år. Kammeraterne (især pigerne) blev sendt i danseskole og jeg blev sendt “til klaver”. Instrumentet var til rådighed: farmor og farfar, som boede i stueetagen (vi på anden) havde et opretstående, der hurtigt blev betragtet som mit. Læreren var også givet på forhånd:

Cecilie Klitgård, en ejendommelig dame, mine forældre kendte fra Ansgars Kirkens kor, et halvt dusin overmodne amatørsangere, der mente sig livstidsansatte, men heldigvis blev strittet ud da der kom en mere kvalificeret organist i 1966.

Men “Cille”, hun var noget for sig. Ved siden af kirkesangen og klaverundervisningen ernærede hun sig ved porcelænsmaling og som sekretær for Dansk Naturlægeforening eller sådan noget. Denne brogede landhandel drev hun i en villa på H. C. Ørsteds Vej i Aalborg. En blanding af et klunkehjem og Pippi Langstrømpes domicil med en vedvarende stank af porcelænsbrænding og alt for meget kølnervand på selve Cille, formodentligt dækkende over sparsom hygiejne. Hun var ugift, formentligt gammeljomfru. Et utroligt sødt og særpræget menneske, dog med den afgørende mangel for mig, at hun ikke kunne spille klaver og ikke undervise.

Efter et par år fortog både porcelænskvalmen og min interesse for klaveret sig og jeg skiftede derfor lærer til Ellen Grønlund, der havde mere orden i CV’et, men i øvrigt også var den der tantetype, man ofte forbinder med metiéren. Her holdt jeg lidt længere, så kom jeg i mesterlære hos Erling D. Bjerno, tidligere omtalt på dette site.

En kort tid frekventerede jeg så Ellen Uhrbrand, en nyuddannet moderne pædagog, der førte mig op til konservatoriets optagelsesprøve. Godt det samme, for damen var en erotisk eksplosion, der fodrede min seksuelle fantasi mere end min musikalske. Hun var garanteret min første klaverlærer, der ikkevar jomfru….