Ikke-kategoriseret

Selvmål

Jeg er ikke til sport og idræt – slet ikke fodbold. Jeg synes, den slags i enhver henseende er dumt, spild af tid og kræfter, i bedste fald totalt ligegyldigt. Jeg ved heller ikke så meget om fodbold og jeg følte mig ramt, da en drukkenbolt på den lokale forleden sagde til mig, at “hvis man ikke har forstået fodbold har man intet forstået”. Alligevel mener jeg i al ydmyghed at jeg har klaret mig nogenlunde gennem mit halvlange liv uden at forstå noget som helst.

Jeg har dog spillet fodbold en enkelt gang i skoletiden. 

Baggrunden var netop, at jeg ikke ville deltage i gymnastik. Forkælet som jeg var fik mine forældre familielægen til at udstede en attest med henvisning til en nyrelidelse, som jeg allerede som 4-årig var blevet helbredt fra. Hvert år blev lægeattesten fornyet og accepteret af skolen. Betingelsen var, at jeg skulle være til stede i gymnastiktimerne og jeg sad så henne i hjørnet og brugte hovedet i stedet for kroppen.

Så var det, at man en dag manglede en tåbe til et af fodboldholdene og man spottede mig. Om jeg ikke kunne, hvis blot jeg blev sat i mål? Jeg lagde min bog fra mig og stillede op uden at ane hvad jeg skulle gøre. Jeg vidste dog i det mindste at det handler om at sparke til en bold og da bolden på et tidspunkt nærmer sig mig, sparker jeg til den med al kraft og kyler den lige ind i modstandernes mål i den lille gymnastiksal. I et splitsekund huskede jeg at have hørt udtrykket “selvmål” og jeg forstod derfor intet, da jeg blev hyldet af nærmest alle i salen. 

For en sikkerheds skyld stoppede jeg fodboldkarrieren, da den var på sit højeste og satte mig igen i hjørnet med min bog. Jeg har ikke rørt en bold siden – men mange bøger. Og selvmål – dem har jeg lavet masser af!