Brændt af!

Julie er datter af nogle af mine venner. Jeg har kendt hende siden hun var barn; jeg har ikke set hende i mange år, men følger hende på Facebook og kan se, at hun er dét prægtige menneske, jeg husker, og at livet går godt for hende. Det glæder mig usigelig meget!

Her nævnes Julie med afsæt til en historie af den slags, hverdagen er fyldt af (forhåbentligt for de fleste), men som er så sjove og underfundige, at de huskes…

Julie fyldte rundt og jeg købte en buket for at besøge hende og ønske til lykke. Min far, som var blomsterbinder, lærte mig, at når man transporterer en buket holder man den nedad medens man holder den opad når den overrækkes til rette vedkommende. Den slags etikette har jeg respekt for, så jeg vandrer mod Julies hjem. – Lige indtil buketten står i flammer. En gartner, i færd med at brænde ukrudt af, havde uforvarende antændt Julies blomster. Jeg kastede resterne fra mig og gartneren efterslukkede med en stor undskyldning. Vi skiltes som venner og jeg begav mig tilbage til blomsterhandleren og bad om en ny buket.

“Sagde den første nej?”, spurgte blomstermanden. Én af den slags guddommelige bemærkninger, der huskes, især fordi jeg blev mundlam – og det er ikke min spidskompetence! Nå, Julie fik sin buket…