En klodset melankoliker?

Jeg er melankolsk. Det fastslog dr. Hippokrates allerede for 2400 år siden. I hvert fald indkredsede han hvad de fire temperamenter er og hvad de indebærer og han grundlagde noget midt imellem videnskab og folketro på området. At lide af melankoli kan være en psykiatrisk diagnose af de svære – jeg kan ikke huske om jeg har fået den blandt de mange – medens det at være melankolsk i folkemunde og i kunsten mere er en slags sindsstemning, der kommer og går.

Jeg er melankoliker i bund og grund. I en alt for ung alder læste jeg den engelske præst Robert Burtons skelsættende bog om melankoli og min ungdom var fyldt med forsøg på at skaffe mig af med et vanskeligt sind på den ene eller anden måde. Uden held – der findes ikke mange fotos af en smilende mig.

Forleden læste jeg en uvidenskabelig beskrivelse af melankolikerne. Der stod blandt andet:

Mennesker med dette temperament er ærlige og loyale, de kan være lidt stille og til tider svære at få forbindelse med, da de er meget indadvendte og eftertænksomme. I en gruppe medbringer de stabilitet og omhyggelighed, samt en stor bevidsthed og medfølelse for de svage eller dårligt stillede. Melankolikere er utrolig kreative, og i aktiviteter såsom poesi og kunst er de fabelagtige og ofte perfektionistiske.

Det passer uhyggelig godt synes jeg selv. Anderledes bliver det, når melankolikerens ydrebeskrives sådan:

Et menneske med en tung, fast og slæbende gang, med langsomme, ubeslutsomme og til tider klodsede bevægelser. Melankolikeren har en lang og knoglet kropsbygning, med en lidt doven og træt fremtoning. hænger lidt forover, med et sænket mørkt og glansløst blik. Ansigtet har nedadgående træk, og som ældre kan det sammenlignes med den tragiske græske teatermaske. Håret toner imod de mørke nuancer, der får den lyse, næsten blege teint, til at stå frem i relief.

Folk som vil mig det godt siger venligt, at det meste af dette er noget sludder når det angår mig – dog undtaget det der med hårets lyse nuancer i modsætning til det mørke sind….

I øvrigt er det med at bringe humor på banen et af de midler jeg har opdyrket i min kamp mod tungsindet. Men den metode virker kun i få og korte øjeblikke. Den kan ikke fjerne min følelse af ikke at have noget godt liv sådan i det indre. Og da 90 % af mit liv foregår inden i og jeg ofte har vanskeligt ved at finde ud i de sidste 10 % synes jeg livet er en svær én. Desværre bliver det ikke bedre med alderen og de kaskader af vand, der løb i øjnene på mig som ung er ikke blevet, som jeg håbede, til en indtørret flod med årene. 

Måske har jeg det bedre end jeg tror. Men det ser sort ud.