Tommelen ned – eller forud for min tid?

Når man som jeg mere eller mindre lever af at få storslåede idéer, sker det undertiden, at omverdenen ikke blot flækker af grin eller ignorerer genialiteten, men direkte vender tommelen ned.

I 1972 lancerede jeg bladet “Send Ind” for unge poeter; 1993 arrangerede jeg “EBU Rock” i Aalborg, hvorfra 28 lande i Europa sendte koncerter hver aften i en uge; i 1998 åbnede jeg i DR regi verdens første internet døgnkanal udelukkende med moderne musik; i 2002 arrangerede jeg i DR regi “Amplitudes”, en storstilet dansk/fransk festival med koncerter i København og Paris; i 2010 kom ORDKRAFT Festival; i 2013 fandt jeg på Kulturmødet. Listen over gennemførte projekter er lang og jeg skal notere, at nok kommer idéerne fra mit snørklede hoved, men de realiseres altid i samarbejde med kloge og flittige kolleger.

HVIS de altså bliver til noget. De fleste kender det der med at få “gode” idéer under søvnløse nætter for om morgen at konstatere at de var helt tossede, hvis man ellers kan huske dem. De, der overlever morgenbitteren skal igennem en større tankevirksomhed før man overhovedet tør nævne et ord om dem til andre. Også dér kan det gå gruelig galt. Eller idéerne realiseres årtier senere af andre…

Som da jeg engang i 80’erne foreslog, at man hyrede 1048 slæbebåde til at flytte Vendsyssel til Norge. Vendsyssel er en ø, der har mange norske gæster, vendelboer og eskimoer ligner hinanden og Den tilsandede Kirke og Oslo Rådhus ville klæde hinanden. Jeg blev rent til grin, men alligevel flyttede man produktionen af “Gammel Dansk” fra Aalborg til Norge 20 år senere. Fornuftigt – det er mest nordmænd og -kvinder, der drikker den slags og man kunne spare en del CO2 ved at producere skidtet der hvor det bliver konsumeret.

I 70’erne foreslog jeg at løse den store arbejdsløshed ved at bygge en ny hovedstad i Trekantsområdet. Dronningen kunne bo på Koldinghus som nogle af hendes tidligere kolleger. Heller ikke den idé faldt i god jord. I dag taler man så om at flytte hovedstaden fordi København om nogle årtier vil drukne pga. det smeltende Arktis.

Mange idéer kommer pga. kedsomhed. Det minder mig om en tidligere kulturminister (jeg husker faktisk ikke hvilken), der engang sagde “Det er farligt, når Evan keder sig – så får han dyre idéer”. 

Tjaaa…