www.engang.nu

Askese – at nøjes med det bedste

I Kappadonien i Tyrkiet bor der mennesker i huler. Det gjorde de for 2000 år siden, da de som kristne blev forfulgt og både kunne skjule sig og dyrke deres tro i kirker, som også var gemt væk i bjerglandskabet – og de gør det i dag, hvor en underlig blanding af oprindelige og moderniserede huler stadig udgør beboelser, kirker m.m.

Jeg er hulemenneske. Ikke fordi jeg er forfulgt eller fattig, men fordi jeg kan lide overskuelige sammenhænge, har en livslang afmaterialiserings proces i gang og fordi jeg forlængst har løbet hornene af mig når det gælder villa og patricierlejlighed. 

Jeg elsker hotelværelser. Jeg har en lejlighed i Berlin til rådighed, 144 kvm hvoraf jeg kun anvender 31. Jeg overnatter på mit forlagskontor i Aalborg når jeg er der – beboelsesdelen er på 18 kvm. Jeg mødte engang ved et tilfælde ingeniøren Niels Fennet, der i 1990 opfandt Cabinn-hotellerne, inspireret af kahytterne på Oslobådene. Hvor lidt plads kan man nøjes med? Hvad har man egentlig brug for? Spændende! Denne øvelse udøver jeg dagligt med stort udbytte. Hvorfor ophobe en masse ligegyldigt ragelse for på et tidspunkt at smide det ud? 

Jeg har dog samlet en smule gennem et halvlangt liv. Min bogsamling (80 flyttekasser tror jeg), parkerede jeg i år 2000 i en kælder i Charlottenlund, tilhørende en værtshusbekendt. Jeg har ikke haft kontakt med manden siden 2003 og aner ikke, om mine bøger eksisterer i dag. Manuskripterne til min egen musik (ca. 1.500 mindre og halvstore værker) befinder sig i et byhus i Kramgasse i Bern hos en veninde. Jeg ved, at de opbevares tørt og utilgængelige, men jeg aner ikke hvad der sal ske med dem – og igen: jeg har ikke set kasserne i snart 20 år. Og så har jeg et el-løbehjul (!) og en smule privat grej i den lejlighed, jeg har til rådighed i Paris. 

Men ellers klarer jeg mig altså med 31 og 18 kvm til tøj, en smule aktuelle arkivalier og enkelte andre “livsfornødenheder”. Jeg er blevet skilt fire gange – hver gang er jeg gået tomhændet bort i det jeg stod og gik i. Det var mit eget valg og jeg klager ikke. Faktisk har jeg et rigt og på mange måder ekstravagant liv. Mine valg er udtryk for et afgørende livsvilkår. Lige som det altid at have mit pas på mig. Jeg vil vide hvor jeg har mig. Dén ambition er til gengæld noget af et sisyfosarbejde…