Kært barn… Om mine navne

Jeg blev ved min fødsel navngivet Evan-Thore Vestergaard Andersen. I mit hjem gik man ikke ind for barnedåb, så jeg blev først døbt som 17-årig på egen foranledning og i øvrigt uden at andre end præsten og jeg kendte til det. Jeg har aldrig fået en ordentlig forklaring på det lidt usædvanlige fornavn, men efternavnet gav jo sig selv som den slags gjorde dengang. I skolen blev jeg hver morgen råbt op som én af de første: “Andersen, Evan” råbte læreren og jeg bekræftede med et spædt “ja”, hvis jeg ellers var til stede.

Alle kaldte både min farfar og far “Vestergaard”, så jeg følte mig mere som en Vestergaard, end som en Andersen. Navnet var også langt og fornavnet besværligt. Så da jeg begyndte at skrive i aviser som 9-årig underskrev jeg mig “Evan-Th. Vestergaard” og det hed jeg i mange år. De færreste vidste hvad Th. stod for og det gavn næring til øgenavne som “Evan ad HT”, “Evan-t-hore” og andet skidt. 

Først og fremmest ville jeg af med Andersen. Det havde min far forsøgt flere gange, men i 1971 lykkedes det mig at få navneskifte så mit efternavn simpelthen blev Vestergaard (i datid: Vestergik). En ny navnelov gav mulighed for det, hvis man havde brugt navnet som kunstnernavn eller den slags, og den paragraf kom jeg ind under, da jeg fremsendte en hoben avisartikler og musikudgivelser kun med Vestergaard. Pudsigt nok kom min far af med Andersen ud fra en regel, der sagde, at han kunne “lægge sig op ad” slægtninge, og der brugte han så min navneændring.

Jeg havde stadig bøvl med det der Evan-Th. og jeg begyndte at skrive det helt ud – Evan-Thore. Op imod år 2000 blev verden mere digital og på mine flyvebilletter, hvor man ikke kunne bruge fonetiske tegn og kun få bogstaver blev jeg til EvanTh og så fik jeg nok. 28/8-2000 fik jeg lov til at fjerne bindestregen og T’et blev det, sprogfolk kalder en minuskel, altså lille bogstav. Fra da altså: Evanthore Vestergaard.

Ak, det blev ikke så meget bedre. Pga. mit radio/TV-arbejde bliver mit navn ofte udtalt, men sjældent rigtigt. På skrift kan man også se sjove varianter. Stadig skal jeg ofte stave det når jeg skal findes eller skrives. Og som altid kommer der spørgsmål til “Evanthore”s oprindelse. Så jeg omgås med planer om et snarligt navneskifte. Snart har jeg heddet det samme i tyve år og det skal fejres…