www.engang.nu

Konservatoriet 2 – studenternes mand

Da jeg i foråret 1970 havde fået meddelelse om at jeg kunne begynde på Nordjysk Musikkonservatorium 1. september, men måtte konstatere, at den uddannelse, jeg var optaget på ikke passede mig, fik jeg straks et møde med konservatoriets direktør Harald Krebs. Selvom jeg kun var en stor teenager var det mig selv og ikke mine forældre, der ordnede den slags. Jeg annullerede min eventuelle ærefrygt for den fornemme direktør og erstattede den med en vis respekt, men alligevel var det nok en selvsikker og en smule flabet knægt, Krebs oplevede ved den lejlighed. Jeg fik min vilje – og det var ikke sidste gang Krebs måtte døje den uvorne, men det var nok her, jeg betrådte den studenterpolitiske scene.

Jeg har nok visse hegemoniske træk i min personlighed. Allerede på Seminarieskolen årene før havde jeg dannet elevråd, etableret skoleblad, kreative interessegrupper for eleverne m.m.  – det var helt naturligt for mig at involvere mig i studenterarbejdet. I forvejen var konservatorie-studerende uinteresserede og indifferente og derfor dovne og dvaske i forhold til denne del af studiet og i forvejen havde to fem år ældre studerende sat sig på det, nemlig sangstuderende Poul Elming og obostuderende Mogens Andersen, som jeg kendte en smule i forvejen fordi de var korsangere i Ansgars Kirken, hvor jeg havde spillet og min far været kirketjener. De to tog mig straks ind og gav mig fine poster indtil jeg et års tid efter overtog hele molevitten som studenterrådsformand og medlem af styrelsen for konservatoriet. 

Det første møde, jeg deltog i, var ellers ret skræmmende. Det skete allerede i mit første studieår, hvor konservatoriet var privat med direktør Krebs i spidsen og med en bestyrelse, der havde stiftamtmand J. A. Lorck som formand. Man mødtes i stiftamtmandens residens på Aalborghus Slot, stiftamtmanden var i uniform og napoleonshat og alt var meget formelt og kedeligt. Bestyrelsen omkring et enormt egetræsbord, to “studenterobservatører” placeret bagest i lokalet, naturligvis uden taleret, vi turde næppe trække vejret. Den ene var mig.

I 1972 bliver konservatoriet overtaget af Staten, direktøren bliver til rektor og hedder ikke mere Harald Krebs men Orla Vinther (se tidligere kapitel). Dermed ændredes alt, og jeg var én af fem studerende (de øvrige Elming og Andersen og et par anonyme musikanter), der havde lige så meget indflydelse som de fem lærere og to fra det tøvrige personale. Det var en indflydelse, vi studerende brugte.

Snart gled Elming og Andersen i baggrunden og jeg tog teten. I årene der kom brugte jeg nok mere tid på det studenterpolitiske, end på studierne. Konservatoriet fik sit første studenterråd, jeg var med til at etablere et råd på tværs af konservatorierne, jeg udgav et blad for de studerende, etablerede en studiehåndbog for at gøre dem mere bevidste, tog til konferencer, skaffede de studerende adgang som observatører til de vigtige optagelsesudvalg og meget meget mere.

Dertil kom, at jeg møvede mig ind i nogle administrative jobs på konservatoriet, jeg blev leder af biblioteket og reorganiserede det, var på et tidspunkt medlem af en halv snes fagudvalg under konservatorierådet, var hjælp for bogholderen etc. 

Alt dette var meget nemt, hvis man havde driften og fliden. De fleste studerende ville blot spille og interesserede sig ikke for verden omkring sig. Alligevel anerkendte de fremskridtene – blot de blev serveret på et fad. Hele min konservatorietid frem til 1978 var jeg i spidsen for de studerende. Men hvordan gik det egentlig med mine musikstudier? Mere herom i næste kapitel.