Ikke-kategoriseret

Også jeg…

Jeg er ikke kendt for at være en kryster når jeg glad og gerne udtrykker min mening om dette og hint. Jeg er heller ikke kendt for at spare mig selv, når jeg, f.eks. i disse erindringer, fortæller om mit livs og sinds kroge og afkroge. Men som de fleste ved, så vil en overskrift som ”me too” næsten automatisk sætte mig i et søgelys, som har haft fatale konsekvenser for nogle. Jeg vil dog straks sige, at jeg hverken betragter mig som forbryder eller offer i den sammenhæng. 

Det handler naturligvis om min omgang og omgangsform med det feminine køn, også kaldet kvinder. Eller piger, damer – hvad de nu (vil) kaldes. Apropos det, så fortalte en erfaren mand mig for mange år siden, at når kvinder når skelsalder og til de er ca. 30 er den rette kompliment ”Du er en smuk kvinde” – derefter ”Du er en dejlig pige”. Det er sandsynligvis noget vrøvl, grænsende til det krænkende, så lad det nu være, men kodeordet er kompliment. Herom længere nede.

Til sagen (og der er grunde til at jeg tøver): Jeg elsker kvinden som sådan. Jeg har i årtier sagt og skrevet, at når verden går under, så bliver det af mangel på kvindelige kvaliteter som empati, intelligens, talent, skønhed. De trives naturligvis fortrinsvis i det feminine køn, men heldigvis også i mit eget og jeg har stedse bestræbt mig på at dyrke og pleje de kvindelige sider af mig selv. Det kan og bliver misforstået og det lever jeg med. Godt, endda. Men jeg imponeres over og tiltrækkes af det kvindelige i alle aldre; jeg forelsker mig ideligt; jeg kan spotte dette fantastiske i en pige på 5 såvel som en oldemor på 90. Nu bliver det rigtig farligt!

For jeg har også opdraget mig selv til at komplimentere dette kongeniale konglomerat af menneskelig ophøjethed når jeg møder det i fysisk form. Jeg har opholdt mig en del på breddegrader hvor det engang var normalt og høvisk at komplimentere kvinder – buschaufføren såvel som direktøren. Det giver ofte forventede og uventede reaktioner, alt efter lokalitet, kultur og selvfølgelig selve situationen. Hvis et tilfældigt møde bliver for ”erotisk” – stadig på platonisk niveau –  bliver jeg straks henholdende og begrænser mig. Det kan være vanskeligt, men jeg kan.

Det skyldes en veludviklet selvdisciplin, men især fordi jeg fra min barndom har holdt mig borte fra skurvogne og herreværelser. Jeg kan simpelthen ikke døje mænd, når de går i gang med at være ”rigtige” mænd og lægger bort al anstændig og respekt, uanset om der er kvinder til stede eller ej. Jeg verbaliserer mine drømme og fantasier på en mere – OK så: gentleman-agtig facon, som også tåler kvindelig overvågning.

På den anden side kan jeg ikke lade være med at imponeres af en figur som Strindberg, der, kiggende ud ad vinduet i Drottninggatan, friede til den 22-årige (og dermed 30 år yngre) Harriet Bosse med ordene: ”Vil De have et lille barn med mig, frk. Bosse?”. Svaret var ”Ja tak, hr. Strindberg” og han fik sin vilje og et barn med hende året efter. Det er da også imponerende, at Picassos elskerinde Dora Maar, da malermesteren slog op, konverterede til Vorherre med ordene ”Efter Picasso kun Gud”. Det er imponerende på en ukvalificeret måde, for begge var jo nogle skurke. Min moral vil nok aldrig bringe mig ud på sådanne skråplaner. Jeg er jo heller ikke nogen Picasso eller Strindberg. Til gengæld er jeg ikke død. Endnu.