Ned med højtideligheden!

Da forfatteren G. B. Shaw var musikanmelder skrev han om Brahms’s musik: ”Jeg kan ikke fordrage Brahms når han er højtidelig. Hans Requiem er det kun liget der kan udholde”. Jeg har det på samme måde med livet: jeg kan ikke fordrage det når det bliver højtideligt. Jeg bliver rørt, jeg har let til tårer og – værst af alt: jeg har svært ved at tro min egen og andres oprigtighed når vi stiller an med overdreven følelsesmæssigt engagement. Når det handler om døden et vist mål hykleri: hvem sørger den efterladte egentlig over? Den døde eller sig selv? 

Jeg har svært ved højtider og højtidelighed og jeg går yderst sjældent til fejringer af det ene og andet. Jeg har været til ét eneste bryllup hele mit liv (ud over mine egne), min søsters da jeg var 14, og da åbnedes tårekanalerne sig. Fordi jeg var lykkelig på søsterens vegne? Næppe, jeg tænke mere på at miste hende, selvom vi egentlig ikke var søskende som så mange andre. Begravelser er også nogo for mig – selv mine nærmestes. Som organist har jeg spillet til hundredevis af begravelser og bryllupper, men det som professionel og herligt skjult bag piberne på pulpituret.  

Hykleriet udstilles mest når det gælder begravelser. F.eks. når en af de gamle, mærket af et langt livs alkohol- og nikotinmisbrug “går bort” som det kaldes. Selv de mest perifere ”bekendte” møder op – velsagtens p.gr.a. den gratis gravøl. Min far som var bedemand og havde et humoristisk forhold til dén metiér spurgte ofte ”Var det en god begravelse? Tjaa, men der var for lidt med rødbeder”.

Og bryllupper? Der er jo ikke grænser for hvor lykkelig man er på brudeparrets vegne. Et godt eksempel er et perifert værtshus-bekendtskab, Peter Rugholm hed han, der stalkede mit andet bryllup i 1985. Vi havde inviteret 40, men ikke denne mand. Alligevel sås han i et væk på de mange fotos fra begivenheden. Måske var han ikke den eneste, men Fruen og jeg blev så irriteret, at vi på et tidspunkt smed os på sengen, fakede søvn og holdt vejret til gæsterne var listet af.

 indtraf endelig højtiden! Og den var ikke spor højtidelig…