Salmemager i læderjakke

Jeg har tidligere beskrevet, hvordan nogle af mine kirkemusikværker blev censureret fordi de tekstmæssigt og musikalsk ikke passede “det etablerede”. F.eks. da en DR chef og en biskop ændrede Eyvind Holmens tekst i kantaten “Bjerget og Dalen”, fordi de mente at Jesu disciple ikke kunne synge “Vi er høje nu”. 

Denne historie handler også om DR, ikke om censur, men om en chef, der genérer en medvirkende for åben mikrofon. Det sker i begyndelsen af 70’erne, chefen er Kaj Erik Lindqvist, leder af regionalradioen i Aalborg, og den medvirkende er mig. Jeg var med i et juleprogram, hvor jeg fortalte om mine salmer, som så blev foredraget af skuespillerne Kurt Ravn og Karen Lise Mynster, akkompagneret af en jazzgruppe under pianisten Ib Buchholtz ledelse. 

Lindqvists popularitet som chef var begrænset. Han var hård i filten, arrogant i sin væremåde og vanskelig at omgås. Til det vil jeg så tilføje, at Kaj Erik bag facaden var et inderligt, ofte kærligt og dybt kristent menneske af pietistisk observans, og det var nok dette sidste, der fik ham op i det røde felt, da han hører en ny salme af Ester Bock (med min musik), hvor Jesus identificerer sig med bl. a. en luder. “Jeg horer på Indiens gader og dør i Harlems nat” lod vi Jesus synge. 

Alt gik godt indtil Kaj Erik – som også var min chef – i slutningen af udsendelsen beordrer studieværten til at give sig ordet, hvorefter den pietistiske radiochef “sender en julehilsen til de syge og gamle, ikke fra en salmemager i læderjakke, men fra Brorson selv”. Jeg følte mig ikke krænket, den slags hørte jeg undertiden i forbindelse med min kirkemusik, men det fik sangere og musikere til at klage til Lindqvists egen chef, Gerhardt Nielsen, boss for hele Provinsafdelingen. De forlangte en undskyldning til mig for ordvalget.

Den fik jeg i form af et gammeldags brev modtaget ugen efter. Undskyldningen var pakket ind i nogle snørklede sætninger (Kaj Erik var vist jurist), som tog så mange forbehold, at der ikke var skyggen af “anger” tilbage. Samme dag ringede han mig op og overfusede mig for at have taget initiativ til klagen, hvad jeg faktisk ikke havde. Morgenen efter nikkede chefen som sædvanligt tavst “god morgen” til sin faste free lancer som om intet var hændt. Jeg bevarede den respekt jeg trods alt havde for mennesket Lindqvist, og næste jul optrådte jeg igen i Nordjyllands Radio med mine salmer – dog uden Brorson og chefen.