www.engang.nu

Da jeg blev kasseret…

Jeg har hele mit liv hadet alt, der har med våben, militær og den slags at gøre. Derfor var det direkte løgn, da Ekstrabladet for nogle år siden bragte overskriften “Evan lærte at skyde som 6-årig”. Jeg fik end ikke en legetøjsrevolver som barn, så jeg gik til klaver når de andre børn legede røvere og soldater. Jeg har ikke engang rørt ved en vandpistol nogensinde.

På et tidspunkt blev jeg, som alle andre unge mænd (dengang ingen kvinder) indkaldt til session, og jeg rystede af skræk. Jeg havde mulighed for at blive “militærnægter” og tjene som børnepasser eller kommunal gadefejer – det betragtede jeg dog som en straf for at nægte at gå i krig, og hvorfor skulle dét gå ud over nogle uskyldige børn?

Jeg valgte at krybe i musehullet, d.v.s. søge udsættelse, og det gjorde jeg nogle gange indtil man ikke mere troede på, at det ville passe dårligt med mine studier at komme på krigsskole; kort sagt: jeg skulle møde på session, mon ikke jeg var 21-22 år. Endnu et krysteragtigt musehul blev opfundet da jeg kom ind til sessionslægen. Jeg påpegede, at jeg led af en nyresygdom (hvad jeg også gjorde som 4-årig);  det prellede helt af på militærlakajen og han sendte mig videre til en komite af generaler, majorer og oberster eller hvad de hedder i den branche.

Jeg var langhåret, i fløjlsbukser og islændertrøje og oversergentbrigadergeneralobersten noterede, at jeg stod opført som studerende. “Hvad studerer De?” spurgte han brysk. “Filosofi og musik” svarede jeg i overensstemmelse med sandheden. “Så har De vel ikke lyst til at blive soldat?” bryskede han videre. “Joda” svarede jeg idet jeg krydsede fingre på ryggen. “Mange af Deres slags har jo en bestemt politisk holdning, men det må jeg jo ikke spørge om” snerrede han. “De må De da gerne, hr. Øverst. Jeg er langt ude på venstrefløjen”. “Hvorfor vil De så være soldat?” – “Fordi jeg synes, at den slags institutioner skal nedbrydes indefra” svarede jeg kækt. Han klaskede et stempel i mine papirer med ordene “Værnepligten bortfaldet” og hvæsede “Så har vi ikke mere at tale om!”

Jeg skyndte mig ud af kasernen, fandt nærmeste telefonboks og ringede til min mor med det glade budskab. Hun var næsten mere lettet end mig, men da jeg senere fortalte om min snedige strategi bemærkede hun med et polisk smil, at jeg skulle opføre mig høfligt over for ordensmagten.  

Kommentarer lukket til Da jeg blev kasseret…