Europa i hjertet

Jeg er europæer med stort “e”. Jeg er europæer før dansker. Det har jeg ikke altid været. Jeg var for ung til at deltage i afstemningen om Danmark i EF i 1972, men på en måde afgav jeg alligevel min stemme via artikler, foredrag og andet og jeg var klar modstander. Jeg vandt en landsdækkende artikel-konkurrence som Sparekasserne udskrev i 1971, hvor jeg bl.a. spår at Danmark vil blive en filial af Frankrig eller Vesttyskland og ikke sig selv – gid det var gået så vel. Jeg mente, at Rifbjerg ikke kunne konkurrere med Sartre. Hvor naivt og ungdommeligt….

Artiklen blev trykt i mange aviser og afstedkom bl.a. at jeg kom med i en slags ungdomsredaktion, som redaktør ved DR-TV Flemming Adstofte havde nedsat og som blomstrede nogle måneder i uddannelses-TV eller hvad det hed. Jeg var på høj- og andre skoler med mit synspunkt, undertiden som det tynde ungdomsøl til Skousen & Ingemann og hvem der ellers rejste rundt og sagde nej til EF. 

Senere fik min piben en ganske anden lyd. Jeg rejste ud i Europa, mødte europæere, indåndede og snusede til Europa, spiste og drak af Europa, kort sagt sansede dette fantastiske, mangfoldige kontinent; denne underlige forsamling af 3/4 milliard mennesker, høje bjerge og dybe søer, persille og pana cotta, ånd og hånd, religion og historie, kunst og kuriositeter og andet godt og dårligt. 

At være europæer er et spørgsmål om indsigt; om at åbne sine øjne og øren; tage Europa ind i hjertet og blodet; blive en del af det hele på godt og ondt – som med kærester, børn og husdyr, årstider og alder. Jeg elsker Europa. Det er ikke det samme som at elske EU, men EU er vor tids smukkeste og mest begavede mulighed. Det kan gå den ene vej eller den anden, men det skal nok gå som Poul Schlüter sagde.