Sniksnak eller samtale

Der blev ikke råbt meget i mit barndomshjem. Der blev aldrig løftet en hånd til vold. Men der blev sunget og snakket meget, og da min mor var korleder blev der ofte løftet et par hænder – foran koret. Med andre ord: man løste dagligdagens store og små problemer gennem ord, samtale f.eks. – men også ord kan naturligvis slå hårdt. 

Jeg er altså vokset op med ord i lange baner, talte eller sungne, sjældent råbte, undertiden dog voldsomme som vel de fleste steder. Det vækkede min interesse for sproget og dets muligheder, og tidligt lærte jeg at skrive, stave korrekt, være åben for nye ord og sprog og – ikke mindst – have en høvisk omgang med ordene og de mennesker, de var henvendt til.

I min digtsamling “Hvis alt kommer til alt” skriver jeg, at “jeg taler hele tiden, for hvordan kan jeg vide hvad jeg mener før jeg har hørt hvad jeg tænker”. Johannes Evangeliet, forfattet omkring år 100, indledes med “I begyndelsen var ordet” og Grundtvig, som jeg ellers ikke er den store fan af, skrev i 1829 “Ordet skaber hvad det nævner”. Det var godt nok “Guddoms-ord” han mente, og så ambitiøs tør jeg ikke være med mine ord, men ordene er altså vigtige.

Der er forskel på at snakke og at tale. Snakkeriet (ofte sniksnak, smalltalk) har efter min mening taget overhånd de seneste årtier, og sikkert derfor er samtalen også kommet på mode igen. Det tror jeg er en fornuftig ting i en verden, hvor også nævens sprog bliver mere udbredt. 

Da idéen om Ordkraft Festival i 2010 fostredes i min hjerne var ordet, sproget, samtalen selve dagsordenen. Ligesom da Kulturmødets frø i 2011 spirede i samme hjerne. Da jeg i 2015 fik mit eget debatforum på Aalborg Teater skulle det naturligvis hedde Dialog. 

I en alt for snakkende verden er det så vigtigt også at tale sammen.