Jeg keder mig

En kulturminister sagde engang om mig: “Det er farligt, når han keder sig. Så får han mærkelige og dyre idéer. På den anden side er det også dyrt at holde ham i drift”. Jeg ved ikke i hvilket omfang udsagnet er sandt, men ét er sikkert: jeg har det, som sikkert mange andre, dårligt med at kede mig. Det passer simpelthen ikke til mit temperament eller – hvis det skal siges lidt højstemt – min mission i livet.

Jeg har altid været et flittigt menneske. Det noteres ikke for at prale, for det er sådan set bare et udslag af hvad der vel er mit dna – rastløshed, stort udtryks- og handlebehov, trang til at blande og engagere mig i alt muligt, megen energi, effektivitet og udholdenhed, en vis trang til dramatik og eksplosioner etc. Jeg kan ikke gøre for det. Sådan er jeg født. Jeg kan ikke andet og det er ofte anstrengende både for mig og mine omgivelser. Beklager.

Siden jeg var stor dreng er jeg stået op ved 5-tiden om morgenen. Ikke for at malke, for jeg er jo bymenneske, men fordi jeg har brug for at tømme min hjerne for nattens drømmerier, for at komme ind i “virkeligheden” og komme i gang med dagens gøremål. I nogle år vandrede jeg hver morgen de 5,5 km fra mit hjem til Ansgars Kirken i Aalborg for at øve og komponere før jeg gik i skole. Da jeg fik DR som arbejdsplads mødte jeg dagligt ved 5-tiden for at få et par rolige arbejdstimer før resten af verden stod op. Jeg havde temmelig travlt, men mit skrivebord var som regel ryddet det meste af dagen.

Også i dag sker det. I min halvhøje alder begynder min arbejdsdag ved 5-tiden, men de seneste år er den slut ved 8-tiden naturligvis ud over evt. møder, som der bliver færre af. I perioden 2011-18 brugte jeg sådan cirka en heltidsstilling på Kulturmødet, men der blev jeg pludseligt overflødiggjort, så der opstod over night et stort hul. Jeg har nogle bestyrelsesposter, holder nogle få foredrag, deltager i konferencer, lidt radioarbejde og bruger en del tid på mit nye projekt Lønstrup International Crafts Center. Nåja, og så skriver jeg som sædvanligt en del. Men det er ikke nok.

Jeg keder mig! Det kan godt være, at det gennem årene har kostet de offentlige kulturkasser penge i form af skøre idéer, men de er nok tjent ind igen. Min tid kan jeg ikke tjene ind igen – den rinder ud, sådan er det. Og lige nu er det ret kritisk. Jeg har simpelthen ingen erfaring i kedsomhed.