Jeg er ensom

Det er ikke nyt, men de senere år har den hæslige følelse taget til; det er nok alderen hører jeg nogle sige. “Dine jævnaldrende dør jo, du er også på vej” kunne de lige så godt sige, men det er jo ikke mere sandt, end at livet er én lang rejse mod døden. Jeg vil ikke vågne op hver morgen og tænke, at dette måske er min sidste dag på jord. 

Jeg har forsøgt at trøste mig ubeskedent med Schopenhauer, der skrev “Ensomhed er alle store ånders skæbne. En skæbne, som indimellem beklages, men som alligevel altid vælges som det mindste af to onder”. Hvad er det andet onde? spørger jeg så. Og hvad er det modsatte af ensomhed? 

Jeg har aldrig trivedes i store forsamlinger; måske er jeg bange for at blive væk, slået i hartkorn, overset, forsvinde i mængden. Måske det er fordi jeg ikke kan udholde anonymisering, kompromisser, udvandethed. Måske er jeg ensom fordi jeg har det bedst med at være alene.

Engang læste eller hørte jeg eller måske tænkte selv, at det eneste, alle mennesker er fælles om, er ensomhed. At ensomhed er et grundliggende menneskeligt vilkår ligesom døden, som man også må klare med sig selv og evt. Vorherre. Jeg må så at sige leve – og dø – med min ensomhed.

90 % af mit liv foregår inden i mig har jeg altid følt. De sidste 10 % af mit liv er lettere kedeligt. På overfladen – og ud fra et almue-synspunkt – kan det se spændende ud, men de mange rejser, møder med spændende mennesker, store oplevelser og den slags ligner mere og mere “another day at the office”. 

Jeg er ensom på et livstruende niveau. Det er ikke selskabelighed og forlystelser jeg mangler. Heller ikke bevidsthedsudvidende midler. Endsige kærlighed og erotik. Jeg har nok af det hele – men for megen ensomhed.