Kysset hos frisøren

Da Christina og jeg blev gift i oktober 1985 købte vi “den sidste herskabslejlighed” på strøget i Aalborg. 244 kvm og “den sidste” fordi de øvrige var blevet til erhverv, herunder nabolejligheden, hvor arkitektfirmaet Frank Vestergaard boede, og her arbejdede min Christina. På den anden side gaden min frisør, Salon Brix – jeg har et særligt forhold til mit hår og dermed frisører.

Fruen og jeg var smaskforelskede – på den teenageagtige måde, især hun, der (kun 23 år) havde scoret ét af byens bedste mandfolk (kun 31 år) og han ubetinget byens dejligste kvinde. Ud over den mere intime del udfoldede min skønne sin kærlighed gennem den ene charmerende gestus efter den anden. Hun sendte mig overdådige buketter til kontoret på DR, hun anmodede min chef om at skride ind over for mit overhåndtagende arbejdsengagement for også selv at få en bid af den konditorkage, jeg var, og – her kommer det – hun serverede uden blusel kysset hos frisøren. Hændelsen handler, foruden om kærlighed, om Christinas humor og tøjlesløshed når det gælder optræden i det offentlige rum. Til sagen:

Jeg havde taget plads ved vasken i frisørsalonen, coiffeur Bent havde skaffet mig den smukkeste vaskeassistent, og jeg nød massage og shampoo med lukkede øjne. Indtil jeg uden varsel fik et dybt, vådt og inderligt kys, hvorpå jeg fór op i sædet og åbnede øjnene for at opdage, at det var selve Christina, der fra sit tegnevindue hos arkitekten overfor havde set mig og skyndsomst ilet over gaden med åben mund og polypper for at udnytte situationen (og mig). Siden har jeg aldrig lukket øjnene hos frisøren. Måske skulle jeg prøve igen og se hvad der sker…