Over for rødt
I disse tider, hvor man i Danmark kan få en bøde for at sidde på en bænk og spise en is kommer jeg i tanker om én af de få bøder, jeg har fået i mit liv, men som var af en sådan beskaffenhed, at jeg hængte selve bødeforlægget op på mit kontor simpelthen for at prale.
Det sker i slutningen af halvfemserne. Gerningsstedet er Østerport i København, fodgængerovergangen mellem Østerbrogade og Oslo Plads, og tidspunktet en søndag i kirketiden, dvs. ca. 10.30. Jeg går tur med en veninde, jeg ikke har set i et par måneder. Hun boede i Madrid og jeg havde lige opholdt mig i Paris en måned, så forbrydelsen bunder i et øjebliks distraktion, hvor vi nok bildte os ind, at vi stadig befandt os under mere løsslupne, latinske himmelstrøg. Kort sagt: vores ophøjede samtale gør, at vi ubevidst går over for rødt. Ikke et menneske, ikke en cykel, ikke en bil tager skade af dette, for der er ingen. Og dog.
Midt ude i fodgængerfeltet standses vi af et af ordensmagtens køretøjer, hvorfra en ung mand stikker hovedet ud og siger: “I går over for rødt, hvem vil have bøden?”. Jeg konstaterer straks, at han kun har én stjerne på skulderen, så han går nok stadig på politiskolen, og at han er karseklippet, så han kommer nok fra Bredsten, der er en by i Jylland med 1.600 indbyggere. Når han spurgte hvem der ville betale var det sikkert for at øve sig i disciplinen konduite, for retfærdigvis burde vi vel begge bødepålægges. Nå, galant som jeg er, tilbyder jeg uden tøven at betale på begge misdæderes vegne. Jeg bliver noteret, politibilen kører igen (i øvrigt for rødt), og veninden og jeg genoptager vores slendrende samtale.
Et par uger efter – og her kommer pointen – modtog jeg en skrivelse hvori man konstaterede at jeg havde overtrådt loven og oven i købet indrømmet det, og man nu opfordrede mig til at betale vistnok 500 kr. Det gjorde jeg glad og gerne, især da jeg så, at sigtelsen lød på FUMLEGÆNGERI. Jeg ved ikke, om knægten fra Bredsten havde kigget for dybt i Jyske Lov fra 1241 eller om færdselsloven virkeligt omtaler den form for underlig gangart – men jeg er vældig stolt over min kortvarige lovløshed.