Jeg hader hverdagen/corona bedraget

Hverdagen gør mig utryg med dens meningsløse rutiner – jeg foretrækker meningsfulde ritualer. Jeg går simpelthen død i at foretage de samme handlinger de samme steder på de samme tidspunkter dag ud og dag ind. Det får mig til at tænke de samme tanker og gentage dårligdomme ureflekteret, for om- og eftertanke blive overflødig: “Nu har det jo fungeret i ti år, så vi tager ti år mere” og den slags…

Mange, måske de fleste, elsker hverdagen. Nej, de “holder af den”, hvilket i virkeligheden vil sige, at de nødsages til at holde den ud. Sådan læser jeg i hvert fald Dan Turells digt “Hyldest til hverdagen” fra 1984, der for alvor kom i folkemunde for nogle få år siden, og siden blev citeret af præster fra prædikestole og politikere fra talerstole. Og altså blev en slags allemandseje, som citeres med samme ureflekterede rutine som hverdagen gentages. Jeg tror, mange holder af hverdagen fordi de finder tryghed i gentagelsen og altså ikke behøver tænke sig så meget om før de gør eller siger noget.

Da coronakrisen brød ud og brækkede hverdagen i stykker for de fleste, fyldtes jeg med en spændt forventning om hvad der mon kom til at ske og hvordan andre og jeg selv ville komme til at håndtere dette ulyksalige, både på mikro- og makroplanet. Det mest spændende viste sig at blive statsmagters og myndigheders krig mod fundamentale menneskerettigheder. I Danmark blev deres våben en slags trojansk hest, der viste sig at indeholde endeløse tabeller med tal, hvis formål var – “måtte man forstå” – at skræmme folk til at opføre sig som børn eller får med det formål at skabe en ny hverdag mestendels fyldt med meningsløse rutiner. Den slags gør mennesker trygge og medgørlige; de forledes til at tro, at “nu skal det nok gå”. Dette bedrag af verdenshistoriske dimensioner blev monteret med en retorik hvor sproget blev misbrugt og mishandlet i en grad, jeg sjældent har set; herunder blev begrebet “social afstand” gjort plausibelt selvom det er en abstraktion. Svindel med sproget…

De bedrageriske politikere og myndigheder fik held med deres forehavende: folk begyndte at gå i takt, se mod det samme, bruge de samme meningsløse ord og vendinger (formodentligt uden at forstå dem – det var jo ikke deres sprog), iføre sig samme uniform og – værst af alt – synge de samme sange. En ny hverdag var indtruffet og som om det ikke var nok, fik man tudet ørene fulde af en slet skjult trussel om, at “hverdagen aldrig vil blive den samme”, hvilket også er noget gedigent sludder. Hverdagen vil altid være den samme, uanset hvordan den former sig. Det er det, der får mig til at hade den og jeg har sjældent været så utryg som nu, hvor hverdagen er blevet som politikerne ville – men de holder jo også af den.

Fortsættelse følger. De sidste ord i denne sag bliver aldrig sagt.