Torskegilde
Heldigvis er det ikke klassiske symfonier og tungsindige operaer det hele. Man oplever også komedier engang imellem, og det helt almindelige, såkaldt pulserende liv uden for koncert- og teatersalene kan såmænd tilbyde selv en højtidelig musikkritiker som undertegnede mange forestillinger indenfor genren. Én af dem har jeg lige oplevet: jeg har været til det årlige torskegilde hos Skattevæsenet, og det er nok en anmeldelse værd.
Hvert andet år er det en kvinde bag skrivebordet, og hun annullerer de ordninger, jeg har lavet med det foregående års mand på stolen. Han sidder der ikke året efter, så sidder der en ny mand eller kvinde, som annullerer det foregående års aftaler om fradrag og hvad det nu hedder det hele. De må have mange folk derinde. I år var det en utrolig elskværdig herre, som såmænd var så bange for at jeg kunne finde på at skrive om dette økonomiske symposium. Han betydede mig at det ville være uklogt, især hvis jeg nævnte hans navn. Det kan jeg naturligvis ikke respektere, han hed hr. Larsen og jeg må skrive.
“Ja, det er altså 1983 vi taler om” indledte han med malmfuld røst og messopotamisk tone, “og der er nogle ting, der plager mig”. Jeg bedyrede ham min medfølelse, sagde at jeg var helt på hans side, og havde ondt i skatten som man siger.
“Ja, altså, De har jo ført en kørselsbog og De har hotelbilag, og så er det at jeg gerne vil vide hvad de lavede i Odense 13. februar, og det er altså 1983 vi taler om”. Hans dybsindige spørgsmål kom så aldeles bag på mig, at jeg på stedet ikke kunne huske hvad jeg lavede i Odense den pågældende dag. Senere er jeg kommet i tanker om, at det måske ikke er så sært, al den stund jeg arbejder 300 dage om året, hvoraf måske 200 udenbys. Det vidste Larsen selvfølgelig godt, så måske var det bare en slags psykologisk test. I den situation går det slet ikke, at sige, at man spillede badminton eller plukkede æbler i Odense, for sådan en Larsen tror bare, man mener det alvorligt og så vil han se dokumentation for indtægten, ellers intet fradrag…
“Ja, så er der jo en hotelregning, hvor De står opført som hr. Vestergaard og frue, og Vestergaard, det er jo Dem, men jeg troede de var skilt, Vestergaard, og det er altså 1983 vi taler om, fortsatte han spørgende. Igen denne ubærlige trang til at svare at “frue” blot var et dæknavn for kulturministeren eller Nancy Regan, men tænk hvis han troede på mig…
“Så havde De en villa, som de udlejede, og det er altså 1983, vi taler om, og så havde De intet sted at bo, men hvad gjorde De så?” spurgte han bekymret. Se, her kunne jeg have lokket ham i baghold, for jeg boede faktisk på hotel i en længere periode og det ville han garanteret ikke tro på, men sandt er det. Og det er altså 1983 jeg taler om. Men naturligvis fik han en sørgmunter forklaring om følgerne af skilsmissen, og jeg er sikker på at han følte med mig, han blev ked af det indtil jeg fortalte, at ægteskabets frugt, lille Christopher, faktisk er hos mig halvdelen af tiden og hos moderen den anden halvdel.
Ak, det gav blot stakkels Larsen et nyt problem. “Jamen, det er jo sådan, at så skal De ikke betale fuldt bidrag, og så må De kun trække halvdelen fra, og det må vi rette, og det er altså 1983 vi taler om”. “Jamen, i virkeligheden berettiger min indtægt moderen til dobbelt bidrag, og 1 + 1 er jo 2, og det halve af 2 er 1” påstod jeg hårdnakket og tænkte, at nu talte jeg da lissom Larsens sprog. Men ak, Larsen troede vist at jeg gjorde grin med ham.
Sådan er komedien altid: Når den er mest morsom er den allermest alvorlig. Skattekomedien tog i år 2,5 time og med min trækprocent er det billigt sluppet for den gang løjer. Jeg kunne referere flere fantastiske replikskifter fra seancen. Helt utrolige arkæologiske udgravninger i min økonomi, min færden og mit privatliv. Man kunne godt, som almindelig borger, blive ret forarget over den slags pjat. Det må være slemt, hvis man ikke kan tale for sig eller se det komplet vanvittigt i sagen. Hvilket jeg altså gør og glæder mig til næste akt næste år. Og så bliver det en ny mand eller dame, der kommer til at sige “Og det er altså 1984, vi taler om”. Og så taler, taler, taler og taler vi…
(Klumme i Aalborg Stiftstidende 7/2-1985)