Ferie? Nej tak!

Det er i skrivende stund højsæson for ferie, som er unødvendigt tidsspilde – i hvert fald for mig. Jeg har aldrig været på charterrejse og jeg rynker misbilligende på næsen, når folk fortæller mig om “all inclusive” og andet pangel forbundet med charterkonceptet. Jeg anerkender at det samfund, nogle har bygget op for os nødvendiggør at mange mennesker nødsages til at rive tid ud af kalenderen for at give plads for andre irritationsmomenter, end deres arbejde. Så sker der da noget i hverdagen.

Men: jeg holder ikke ferie; mine søgne- og helligdage glider ud i et og ligner heldigvis aldrig hinanden. Jeg har selv valgt denne livsform og engang i min DR-tid blev jeg kaldt ind til chefen, som fortalte, at jeg i tre år ikke havde skrevet “F” en eneste dag på arbejdssedlerne og “det går ikke, for du skal holde ferie. Det står der i loven og blablabla”. Jeg skrev så “F” nogle måneder, men passede selvfølgelig mit arbejde som tilforn. 

Når jeg skriver at jeg aldrig har forsøgt mig med en charterrejse er det ikke fordi jeg har flyskræk eller ikke kan lide hoteller. Jeg har sandsynligvis brugt en tredjedel af mit liv på at rejse og på hoteller, og jeg elsker det overmåde. Jeg får bare knopper hvis jeg skal gå i flok, stå i meningsløse køer, gøre det som alle andre gør, i det hele taget indordne mig. Havde jeg ikke taget afstand fra den slags tidligt i mit liv var det blevet langt kortere end det foreløbigt er.

Der er dog én undtagelse, som viser, at mit tidlige fravalg af ferieriet var en sund beslutning. Det var i 1977 og jeg var kæreste med Charlotte Nyborg, en glimrende ung kvinde, som oven i købet havde en veninde, Tina Schiøtz, som bestemt også var/er et behageligt menneske. Vi tre beslutter os for at bruge hele tre uger på en slags badeferie; ikke charter, men selvkomponeret med bestilling af lejlighed, indkøb af landkort, optankning af 2CV’en og afgang til Cervia, en gudsforladt badeby syd for italienske Ravenna. Vi havde sammensparet millioner af lire, så den del af det blev ikke noget problem. Men: jeg kunne ikke klare det!

Allerede dagen for ankomsten til den kedsommelige lejlighed med altan og kig ud over det blå Adriaterhavet fik jeg knugen for brystet, opkastningsfornemmelser og andet skidt, og dagen efter et regulært nervesammenbrud. De to medrejsende var de rene Florence Nightingale’r, ment i den mest positive betydning. De kontaktede min læge, mine forældre, en psykiater og jeg ved ikke hvad. Men der var intet at gøre: jeg måtte væk, tilbage til hjemlandet, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Jeg holdt vist fire dage, så tankede vi bilen og kørte tilbage, jeg liggende på bagsædet, knuet, bedrøvet, bange og det der var værre. Vi tog en overnatning  i München og jeg opfordrede damerne til at forbruge feriepengene på en gedigen shoppingtur, hvad de naturligvis gjorde, og så trampede de løs i kobling og speeder til vi nåede Aalborg.

Jeg har siden holdt mig fra ferie, holdt mig til storbyer og holdt mit løfte til mig selv om aldrig – som i ALDRIG – at begive mig ud i den slags eksperimenter igen.