Alder ingen hindring

Siden jeg var ung har jeg arbejdet for og med unge. Det var naturligt dengang jeg selv var én af dem, men det var det også senere, da jeg blev voksen og endnu senere halvgammel. Men det er lige så naturligt for mig at fremhæve halvgamle, gamle og tudsegamle. Mens dette skrives lytter jeg til 70 årige journalist Steffen Gram i P1 og forleden lavede jeg TV med 70-årige professor Henning Jørgensen, i øvrigt sammen med min ven Per Jensen, nyligt fyldt 71. Jeg har netop inviteret journalist Jørgen Pyndt, snart 74, til en af mine samtaler på Aalborg Teater. Alt sammen givende, forfriskende og inspirerende – det er en fryd med disse krudtugler, der ikke lader sig stoppe af en abstrakt alder. Her er nævnt hankøn – det er en tilfældighed.

I 1971 skabte jeg et lille digtmagasin “Send ind – for og med unge”. Jeg grundlagde en studiegruppe om forsøgsgudstjenester – for unge. I 80’erne blev det til musikkonkurrencer i DR regi – for unge. Da Ordkraft Festival blev til i 2011 var det med børn og unge som et af de vigtigste kerneområder. Og da jeg opfandt Kulturmødet i 2012 var en af parolerne “Unge, unge, unge!”

Der siges meget floromvundet og klichéagtigt om værdien af børn og unge og nødvendigheden og fornøjelsen af at “investere” i dem, og det meste er sandt. Lige som børn er betingelsen for menneskehedens overlevelse er det bydende nødvendigt at skaffe dem gode vilkår, meningsfulde udfordringer, vise dem tillid og give dem omsorg.

Men så er der dem, der ikke er unge mere og hvor også betegnelsen “voksen” er en underdrivelse. De gamle har jeg også været fascineret af hele mit liv – lige fra jeg tog på alderdomshjem som barn og underholdt på klaver sammen med mine forældre, og til i dag, hvor jeg selv er én af dem. Det er sjældent, at alderdom ligefrem prises, men også os gamle bliver jo fremhævet som “gråt guld” og andre klichéer, som også er sande, de fleste. Vi får også skældud, det gør de unge også, sådan er det bare.

Jeg glædes over, at der er flere og flere som de gamle, jeg nævnte i indledningen. Måske er det ikke noget nyt, måske er det netop min egen halvhøje alder, der påvirker oplevelsen, men det er virkelig mit indtryk, at medens mellemgenerationerne har travlt med at få børn og karriere, er det børnene, de unge og os gamle der driver verden frem med de elementer i livet, der er vigtigere, end penge og titler: håb, mod og optimisme, visioner og skøre idéer, tro på det umulige og hvad ved jeg.

Alt dette giver en anden kliché sandhedsværdi: alder er ingen hindring. Vi gamle cykler videre – sammen med børnene og de unge….