Kulturmødet indefra 5 – Benspænd og banemænd

Nogle, måske mange, vil nok mene, at min kritik i den mini serie om Kulturmødet er farvet af min afsked, som jeg vil beskrive senere. Det er sandsynligvis rigtigt, men undervejs i det syv år lange forløb oplevede jeg adskillige benspænd og banemænd (ud over de allerede nævnte), som utvivlsomt var uhensigtsmæssige, og hvoraf nogle efter megen møje blev forsøgt rettet op.

I Tre-Banden fremstod jeg nok som eksklusiv, krævende og besværlig. Samtidig var der en uudtalt magtkamp mellem kommune og region, hvilket bl.a. resulterede i, at man etablerede et underligt ledelseslag mellem bestyrelsen og den daglige ledelse. Den bestod af en repræsentant fra kommunen og to fra regionen, alle embedsmænd. For et par år siden opløstes den automatisk da Kulturmødet fik en direktion. Dette mellemlag blev bl.a. brugt til at skyde mine idéer ned – som regel uden anden begrundelse, end økonomi. Blev de ikke skudt ned, blev de sendt til hjørne og så kunne jeg lege lidt med dem der.

I 2015 foreslog jeg, at man etablerede sig med et advisory board. “Det kan du da godt prøve” var ledelsens lunkne svar, men der var ikke den store interesse. Når jeg ser referater igennem kan jeg se, hvordan interessen langsomt kom efterhånden som jeg hentede 30 tilsagn hjem fra endog store navne i kulturlivet. Så var det pludseligt en idé, der kom oven fra. Eller da jeg foreslog, at man valgte et tema hvert år. “Nej, det er ikke sagen” var svaret indtil jeg, støttet af nogle af Kulturmødets mere markante rådgivere, præsenterede et gennemarbejdet tema. Igen blev idéen så adresseret opad. Også optakt-møder i udlandet blev mødt med skepsis, men så fik jeg faktisk fine samarbejder i gang med ambassaderne i Berlin, Paris og London, Kulturinstituttet i Rom m.fl. og så var der rift om at komme ud i storbyerne og repræsentere Kulturmødet. Der er utallige eksempler på den slags.

Ud over sådanne benspænd blev Kulturmødet efterhånden befolket af hvad jeg i indledningen kaldte kulturparasitter. Med det mener jeg en hær af kendte og halvkendte personer, der altid hægter sig fast på gode idéer, maser sig ind og skaffer sig indflydelse, direkte eller indirekte. En form for næsegrus beundring for titler og CV’er hos dele af ledelsen befordrede dette. Sammen med en mængde “nødvendige” hensyn til samarbejdspartnere, sponsorer, det politiske system og andet betød det udvanding af idealerne og dalende kvalitet.

Jeg fik hvert år min kontrakt forlænget – hvis der altså var penge i kassen. Ellers måtte jeg holde pause nogle måneder, hvilket jeg selvfølgelig ikke gjorde. Jeg lagde også mange flere timer, end jeg blev betalt for (hvilket jeg selv havde ansvaret for), men alligevel blev jeg stille og uroligt marginaliseret efter man fik ny organisation.

Det er ikke første gang, jeg har forladt de projekter, jeg har sat i værk. Jeg kommer hurtigt til at kede mig, når det gælder daglig drift. Kulturmødet er nok det, jeg har holdt længst fast ved, simpelthen fordi jeg var bekymret for udviklingen og mente at kunne påvirke den. Jeg græd også tørre tårer, da den nye direktion viste mig døren. Da jeg i anledning af disse linjer dykkede ned i  de ca. 11.500 mails, dokumenter og andet, som mit Kulturmøde-arkiv indeholder, er det heller ikke just hjemve, der melder sig. Men jeg undrer mig stadig over min deroute. Mere herom i kapitel 6.