Kulturmødet indefra 6 – Nu med direktrice

Jeg har i de seneste kapitler klynket over, at jeg ikke altid fik min vilje med Kulturmødet og at jeg over længere stræk følte mig dårligt behandlet. Mit engagement fik dog en brat ende, da Kulturmødet i 2018 etablerede sig med en direktrice uden direktion. Jeg ved ikke om rygter om mig var løbet i forvejen, for der er megen maskepi, jalousi og bagtalelse i dansk kulturliv, men fra første færd fik jeg at vide, at der ikke mere var brug for min arbejdskraft.

8/2-18 havde jeg mit første møde med den nye leder, Trine Bang. Her mere end antydede hun at at det, jeg hidtil havde bidraget med kunne klares af andre. Det var heller ikke til at tage fejl af, at den gamle ledelse ikke var Trines kop te. I de følgende måneder arbejdede Degn, Svenstrup og jeg videre, for der skulle jo planlægges et Kulturmøde samme august.

31/8 havde jeg igen møde med Trine, hvor hun meddelte at min kontrakt ikke vil blive forlænget ved udløb en måned senere. Nogle måneder efter gik Degn på pension og endnu nogle måneder efter måtte Svenstrup sygemelde sig i flere måneder – og kom ikke rigtigt tilbage til Kulturmødet. Så var den ged barberet.

Jeg fik at vide, at der kunne komme enkelte småopgaver og det skete også. Jeg var bl.a. kurator og præsentator for den klassiske musik, men efter Kulturmødet i 2019 stoppede kommunikationen brat. Jeg er dog stadig at finde i det advisory board, jeg etablerede i 2015, men bliver nok snart skrevet ud af historien.

Trine Bang er et charmerende menneske, der præsenterer sig godt i presse og på scene. Jeg er heller ikke i tvivl om, at hun kan videreføre den succes, hun har overtaget, men jeg blev bekymret for hendes udgangspunkt og strategi. Med til det første møde havde jeg en æske med et pænt stort baggrundsmateriale, men det var tydeligt, at hun ikke ville gøre brug af det. Hun mente vist også, at det var en fordel, at hun aldrig havde besøgt Kulturmødet. 

Måske er det godt sådan at begynde på en frisk. Men det første egentlige tegn på fornyelse var mildt sagt ikke en succes, nemlig det trykte program. Det var uoverskueligt og fyldt med fejl. En stor del af oplaget blev dog også oplagret i en lade på Kulturpladsen – jeg kunne ikke dy mig for at tage et billede af pallerne.

I 2020 versionen af Kulturmødet er der så, tvunget af omstændighederne, opstået en digital version, som efter sigende fungerer godt. Det kan kun glæde, men håbet er naturligvis at Kulturmødet vender tilbage “live” næste år – og at man tager de digitale idéer med. Gennem flere år kæmpede jeg for at de fleste samtaler blev streamet på nettet, men “det er der ikke penge til”.

Så længe der er brug for Kulturmødet vil det være en succes. Der vil være brug for Kulturmødet så længe landet er fattigt på kunst – og kultur med affinitet til kunst, og så længe kunsten forvaltes stedmoderligt af politikerne.