Fællesskab min bare…

Fællesskab er ikke mig. I betragtning af min kristne og socialistiske grundholdning kan det virke underligt, og jeg undrer mig jævnligt over det. Men noget i mig er bare allergisk overfor at gå i takt, synge i kor, løfte i flok, indordne mig. Jeg er følelseskold overfor fællesskaber.

Jeg synes, der meget hykleri over det der fælles. Mennesker giver køb på deres individualitet og frihed, ofte i hvad man kalder en større sags tjeneste – jeg tjener andre og mig selv bedst ved at være en ensom ulv eller et ensomt får. Jeg kommer hurtigt til at kede mig under paroler og ordrer, og jeg kan simpelthen ikke se meningen med den slags. De rammer som regel laveste fællesnævner og kompromisser, der ikke kan bruges til noget.

Jeg kan ikke lide at messe trosbekendelsen sammen med de andre i kirken. Jeg bevæger ikke engang munden på skrømt, som mange gør. Når det gælder fællessang, så ville det til gengæld være bedst, hvis flere lydløst bevægede læberne for at vise, at de er med og kender Grundtvigs tekst. Nadveren, som jo er et højdepunkt i det kristne fællesskab, klarer jeg alene eller med en præst, men ikke i fællesskab med præsten. Det er Gud alene, jeg er fælles med i det øjeblik.

Faktisk deltog jeg i mine unge år i mange demonstrationer og det sker da stadig af og til, at jeg går med eller står og simulerer råben på torvet, men jeg tror, det er mere nostalgi, end min trang til at udtrykke mig. Også det klarer jeg på min egen måde og ad andre kanaler.

Aversionen mod fællesskabet kan være besværlig i min branche. I grunden bryder jeg mig ikke om at gå til koncert eller i teatret, og med en fortid som mangeårig anmelder var det et handicap, som jeg naturligvis overvandt når jeg var i tjeneste. Til gengæld er jeg en stor ynder af kunstudstillinger, hvor jeg kan bestemme tempoet selv, udtrykke min begejstring eller det modsatte på en mere personlig måde end klakørerne i koncertsalen, og i det hele taget være alene om oplevelsen. 

Et klogt menneske (jeg husker ikke hvem) sagde engang, at det eneste, mennesker er fælles om dybest set er ensomheden. Måske er det rigtigt, jeg er ikke vild efter ensomhed, men alenehed, dét er lige mig. Faktisk har jeg opøvet dét talent at være alene sammen med andre. Det er jo også en måde at forholde sig til fællesskabet på – og det aldeles tåbelige og undergravende fænomen at “det vigtigste er at være med”. Bvadr!