Paper Bit Moon 2

Som berettet i første kapitel af denne lille serie om mit første ægteskab – med Karen Bit Vejle – begyndte vort samliv under et døgn efter vort første møde. Et samliv, der var fantastisk og meget problematisk på samme tid og som blev brat afbrudt, da Bits mor efter nogle få måneder, i sommeren 1978 ”bortførte” Bit over night. Set bagud burde det ikke overraske, for det jeg mødte, var en dystopisk familie – med en stærkt styrende mor, der var overambitiøs på sine børns vegne, en far, sparekassedirektør på landet, der var tavs som graven og aldrig havde en selvstændig mening, en storebror (på dynastisk vis med samme fornavn som faderen), der virkede udpræget labil og verdensfjern og en lillebror, der var den eneste ”normale” i min ”svigerfamilie”.

Jeg ledte overalt, bogstaveligt talt, ude i Europa, men uden held. Dét efterår drog jeg på en rejse i 6-7 uger i Norditalien, hvor jeg skrev en slags nøglenovelle om den fantastiske Bit, samtidigt med at jeg prøvede at skrive hende ud af mit liv oven på det rystende møde. I øvrigt skrev jeg også en italiensk kogebog de uger, udelukkende baseret på smagsprøver fra det glimrende italienske køkken.

Men altså: jeg forsøgte at glemme Bit, genoptog mit arbejde, nu på næsten fuld tid i DR og med freelanceopgaver og undervisning på Aalborg Musikskole, hvor eventyret med Bit, som tidligere beskrevet, begyndte. En del af min hverdag var socialt samvær og druk på den legendariske Klosterkroen midt i Aalborg, hvor skuespillere, musikere, journalister og andet godtfolk henslæbte store dele af deres liv i mere eller mindre ophøjet æstetisk samtale – et sted, Bit og jeg også frekventerede flittigt i ”første akt” af vort samliv.

I sensommeren 1979, altså et år efter Bits forsvinden, bliver jeg uden for Klosterkroen anråbt en sen aften af en kendt stemme med spørgsmålet ”Sig mig, synes du ikke, vi to har noget at tale om?”. Et gys gik gennem mit halvfulde sind og min ditto krop og jeg stoppede op for at få bekræftet, at det var min elskede, smukke Bit, der så at sige var vendt tilbage fra de døde. Som en klik på en kontakt fortsatte vort samliv fra det øjeblik – en adfærd, som jeg jo kendte fra vort første møde og som viste sig at være karakteristisk for den dejlige kvinde, der nu var fyldt 21 år. 

Nogle få måneder senere blev vi gift på Aalborg Rådhus, hemmeligt for alle andre, end mine forældre og et par venner, der var vidner til formælingen. Og dog: timer før vielsen gik Bit til bekendelse over for sine forældre tids nok til at de ikke kunne forhindre vort forehavende. De sendte dog en imponerende kaninpels til Bit som gave (mine forældre et 200 kg tungt fyrretræsbord, som Bit ønskede sig, et møbel, jeg havde på slæb de følgende 25 år). Sandsynligvis hemmeligholdt Bit vort bryllup ud fra en erfaring om at ”af skade bliver man klog” og det skulle da også vise sig, at den stærkt styrende mor, og faderen, der altid nikkede ja til konens beslutninger, blev en klods om benet på vort forhold. Men hvor havde Bit befundet sig det år, hun havde været borte?

Fortsættes – historien er for god til at gå i glemmebogen