Til lykke med mig

Som jeg tidligere har skrevet, er jeg ikke begejstret for mærkedage, herunder egne fødselsdage. Alligevel skal denne dag – som hedder 3. februar 2021 – have nogle ord med på vejen. Erindringen om min første fødselsdag – altså selve fødslen – er selvfølgelig en slags substitution. Jeg har alene beretningen fra min mor, men smuk er den, som hun (både ind-og udvortes), så den bringer jeg gerne.

Det handler i al sin enkelthed om hvornår jeg de facto blev født. Sagen er, at mor udførte de afgørende presseveer nøjagtigt 2/2 kl. 24.00 svarende til 3/2 kl. 00.00. Møjen med at skaffe mig til veje foregik altså på tværs af den lokale datolinje og på Aalborg Kommunehospital. 

Indskydes skal det lige, at da min søster blev født 25. maj 1945 var det på Nørresundby Fødeklinik og det kostede 15 kr., ca. 330 kr. omregnet til i dag. Det var jo fundet for de penge, men mine forældre var altså for fornærede til at bruge penge på min fødsel. Det sårer stadig min forfængelighed en smule. Jeg er ikke stolt over at være kommunalt født som et andet vajsenhusbarn.

Tabet af prestige blev dog opvejet af, at min mor, da hun blev spurgt, om jordemoderen skulle skrive 2/2 på fødselsattesten, hvor smerten ved min ankomst jo var mest mærkbar, eller 3/2, valgte hun det sidste med begrundelsen, at da holdt hun mig første gang i sine arme. Kan det være smukkere?

Jeg voksede op og til som de fleste gør, men jeg har altid haft en slags juvenil omgang med fænomenerne modenhed og alder. Jeg har aldrig følt mig rigtig voksen; heller ikke i min nuværende halvhøje alder. Dagen skal dog krydres med en oplevelse, som satte spørgsmålstegn ved alt dette.

Jeg var vel et par og tyve, da jeg en sen aften på Strøget i København mødte min daværende kærestes kusine, en smuk pige på 14 år, vandrende ganske alene rundt i storbyen, langt væk fra hjemmet i Aalborg. Jeg spurgte bekymret til hvorfor hun kom gående dér, hvor hun skulle hen og den slags. Jeg fik ikke helt klarhed over det så jeg spurgte om vi skulle drikke en sodavand et sted og om jeg måtte ringe til hendes mor. Det var hun ikke meget for, og jeg respekterede hendes ønske, stadigvæk en smule bekymret.

Nogle uger efter møder jeg så moderen, der på eget initiativ fortæller om teenagerens oplevelse. Der var heldigvis ikke sket pigen noget, hun havde fundet sin skoleklasse igen, men på moderens spørgsmål om hvorfor hun dog ikke gik med mig for en sodavand, så min bekymring kunne skrinlægges, havde pigebarnet svaret: ”Tror du jeg vil gå med sådan en gammel én, mor?”. Barnet tog altså ikke skade, men min forfængelighed fik tildelt en kindhest af de mærkbare.