Kammertonen, bitte!

Tidligt i teenagetiden vaktes min interesse for multikunstneren, mest komponist Henning Christiansen. Hans løbebane er der rigeligt om på nettet. Et par af de højde- og knudepunkter i hans kunst, som jeg var tiltrukket af, var hans flirten med fluxus og senere hans eksperimenter med enkelhed – “ny dansk enkelhed”, som stilen blev døbt. De to stod i stor kontrast til hinanden og det var måske det, jeg intuitivt faldt for. 

Fluxus, som opstod omkring 1960, var en stærkt eksperimenterende stil, der bl.a. udfordrede selve kunstbegrebet i nogle happenings, der ofte var så ekstreme, at de formelig blev meldt til politiet. Knudepunktet var i Düsseldorf, omkring billed/rumkunstneren Joseph Beuys, og her meldte Christiansen sig (med et mellemhop hos Stockhausen & Co.  i Darmstadt) under fanen og blev ét af de mest markante navne i Fluxusbevægelsen.

Selvom han på en måde aldrig forlod fluxus, så knyttede han sig op gennem 60’erne og især 70’erne til noget nær dens modsætning, ny dansk enkelhed, som også kan googles, og Christiansen opnåede en vis folkelighed. Lige indtil han i 1978 komponerer en opera over Hans Scherfigs roman ”Den otteøjede skorpion”, og det er derfor, jeg besøger Henning nogle gange på hans gård i Askeby, Møn.

Skorpionen skabtes som TV-serie med premiere søndag 2. september 79 og kørte over fire uger i primetime på landets eneste TV-kanal. Det afstedkom et ramaskrig i befolkning og presse, og som så ofte før delte Christiansens kunst også de faglige vande. Den fik ikke for lidt – man krævede serien stoppet og ophavsmanden var ude for det, man i dag ville kalde en shitstorm. 

Jeg drog til Møn for at forsvare Henning Christiansen. Tre-fire gange det efterår besøgte jeg ham og skrev kronikker, reportager mv. om sagen. Det var nogle fantastiske besøg. Den umådeligt produktive komponist havde et iltert temperament blandet med en herlig, livsbekræftende ro. Desværre mødte jeg kun én gang fruen, Ursula Reuter Christiansen, som også rager op som billedkunstner og akademiprofessor – i øvrigt også med udgangspunkt i de spektakulære begivenheder i Düsseldorf.

Henning fortalte og talte og talte om sin opera, som han ikke forstod, at mange ikke forstod; den folkelighed, han repræsenterede, var ikke popsmart, men havde rod i gedigen dansk musiktradition (som han revolterede imod tidligere i sit liv). Det var en overmåde stor oplevelse at møde og være sammen med ham. En af de tydeligste erindringer var hans alderstegne flygel, der ikke stemte, men som han ideligt brugte til at illustrere sine mange ord med. Det manglede en streng – det fagfolk kalder ”enstreget a” eller ”kammertonen”. ”Det gør ikke så meget, jeg ved hvordan den lyder”, sagde den varme, positive og dybt engagerede kunstner med et huldsaligt smil. Og måske havde han ret: når man kender kammertonen behøver man jo ikke spille den…