Escort fra Bratislava

Omkring 1990 var jeg i Slovakiet første gang. Anledningen var, at den fremragende basunist Jesper Busk Sørensen (siden 2009 ansat i Berliner Philharmonikerne – bedre kan det ikke blive for begge parter) vandt en international solistkonkurrence i Bratislava. Danmarks Radio sendte koncerten med prisovervækkelsen og jeg præsenterede. Dette handler dog ikke om Jesper, men om noget ganske andet.

Fra Wiens lufthavn Schwechat til Bratislava går der bus. Det tager en time og ofte længere tid ved grænseovergangen. Dengang fik man anvist faste pladser i bussen og jeg var heldig at sidde ved siden af en overmåde smuk kvinde i midten af tyverne, hun en smule overstadset og tydeligvis træt. Som sædvanligt sagde jeg høfligt goddag og intet andet.

Ved grænseovergangen blev alle gennet ud af bussen for at udpege bagage og da så jeg, at min medpassager forsvandt ind i toldbygningen. Det tænkte jeg ikke nærmere over, før vi en rum tid efter kunne køre videre og hun igen sad ved siden af mig. Eller var det hende? Hun havde skiftet tøj, fjernet den overvældende kosmetik og lignede, trods en vis naturlig skønhed, en kedelig revisor (det er vist en pleonasme). 

Jeg kunne ikke dy mig for at spørge ind til den gennemgribende forvandling med et forsigtigt spørgsmål om der fandtes en særlig dresskode i Slovakiet. Hun besvarede mit søgende spørgsmål spontant og åbenhjertigt med en del af sin livshistorie på resten af turen. Hun var faktisk revisor eller sådan noget i en stor bank og denne mandag morgen skulle hun på arbejde ved ankomsten til Bratislava. Hun kom fra sit bijob som escortpige i Wien, men tog hver weekend bussen fra og til lufthavnen af grunde, jeg ikke rigtigt fik fat i. 

Hun lagde ikke skjul på, at hun var to helt forskellige mennesker og ikke blot skiftede tøj, men også identitet. Bijobbet gav hende flere gange bankjobbet i indtægt, men hun indrømmede, at hun også nød den luksus og opmærksomhed, hun fik i weekenden. Vi nåede en kop kaffe på en café overfor banken, hvor hun opbevarede sin kuffert fra mandag til fredag. Så trippede den før så prangende påfugl, nu en grå spurv, over gaden og talte penge. Ikke uden en vis beundring fra min side.