VIP – Michael Austin

Michael Austin er én af verdens bedste organister. Jeg har naturligvis ikke hørt dem alle, men jeg har hørt mange, og da udsagnet under alle omstændigheder er lidt abstrakt vil jeg til enhver tid stå ved det. 

Jeg lærte ham at kende, da han i 1979 blev ansat ved Sankt Markus Kirke i Aalborg efter at være indvandret fra England og have opgivet en fantastisk karriere på grund af kærlighed til sine to elskede: orglet og den skønne danske kvinde Elsebeth (her nævnt i Michaels prioriterede rækkefølge, som jeg aldrig har forstået).

Jeg skulle netop til at tage hul på en radioserie betitlet ”Danske organister”, og jeg nåede lige at gøre Michael til den første i rækken. Det gjorde jeg med velberåd hu, for han er ærkeengelsk og på det tidspunkt havde han ikke tilegnet sig det danske sprog i overbevisende grad. Han blev decideret moppet af bl.a. en anden indvandrer, formanden for organisternes fagforening DOKS, Ulrich Teuber, som lagde barrierer ud for Austins karriere i Den åh så Danske Folkekirke. 

Naturligvis skulle den fremragende englænder med en glorværdig fortid som organist i Wimborne Minster og professor på Royal Academy i London være den første i rækken af ”Danske organister”. Med dét blev der grundlagt et venskab og et samarbejde mellem os, der strakte sig over et par årtier. Jeg som musikredaktør i Danmarks Radio, Michael som organist i Markuskirken. Det blev til et hav af koncert- og gudstjenestetransmissioner, nogle CD’er, fælles indkøb af internationale musikere til hans kirke og P2, og mere spektakulære projekter som da jeg sendte ham på studietur til Lübeck for at finde ud af, hvorfor der var fulde kirker til orgelkoncerter dér, men ikke i Aalborg. Konklusionen var klar: Fordi der er for få orgelkoncerter i Aalborg. Det fik Michael til at 3-doble sine kirkekoncerter i Markus med det resultat, at publikum stimlede sammen! Som komponist skrev jeg også nogle satser til det fremragende Markuskirkens Kantori.

Michael, der fyldte 80 tidligere dette år, har spillet over det meste af Europa. Han er fan af Bach og Glen Gould og mere end det: hans Bach-fortolkninger er ekstraordinært personlige og han videreudvikler Goulds filosofi i hvad han kalder ”direkte fortolkning”, et lidt vanskeligt begreb, som vistnok handler om at gøre musikken nærværende ved at tage farve af selve den aktuelle situation, snarere end historisk fortolkning og den slags. 

”Musik skal ikke være som et varmt brusebad. Den skal brænde sig ind i sjælen” som han sagde i et større portræt, jeg lavede om ham i Kristeligt Dagblad i 1981. Kunstnere af dén kaliber er ofte besværlige, naturligvis også Michael. Midt under en CD-optagelse i Markuskirken forsvandt han lige pludseligt. Jeg fandt ham i en nærliggende park og måtte nurse ham tilbage til orgelbænken. En ubuden gæst havde støjet nede i kirken, Michael råbte ”Get out your drunken sod” til ham, men det var altså Michael, der forlod optagelsen. Det måtte jeg tilgive. Vorherre og Bach havde allerede gjort det.