Åh Aalborg 3 – “Min” by?

Jeg ved ikke, om eller hvornår jeg blev bevidst om Aalborg som ”min” by, måske fordi jeg ikke voksede op i et gammeldags hjem, nedarvet gennem generationer. Forældrene, søsteren og jeg flyttede da jeg var seks år og igen da jeg var 12, ganske vist rundt i byen. Fra jeg var 14 begyndte jeg at rejse ud. Da jeg første gang var i København som 9-årig gjorde hovedstaden stort indtryk på mig som noget næsten eksotisk og meget fjernt, og det må jo være fordi jeg holdt den op mod det, jeg kendte fra Aalborg. Jeg kom da også til at bo i København i flere omgange og har nok tilbragt mere tid der, end i Aalborg. 

Alligevel er jeg jævnligt i Aalborg og har også min adresse her, mest fordi ét af mine børn bor her indtil videre. Men jeg bruger ikke rigtigt byen. Årtiers virksomhed som aktiv kunst/kultur-arbejder er ebbet ud, det er som om byen og jeg har brugt hinanden op, og jeg har vanskeligt ved se kvalificeret fornyelse af det, der interesserer mig. Det hænger nok også sammen med, at jeg ikke, som mange aalborgensere, er et vanemenneske, der finder kvaliteter i at byen forandrer sig meget langsomt. På en måde lever jeg i eksil i Aalborg – især under Corona, der jo nærmest stavnsbinder befolkningen. 

Jeg mener ellers, at jeg har gjort en del for byen gennem mit liv. Jeg har taget initiativ til en mængde små og store kultur- og kunstbegivenheder, været med til at udvikle byens kulturpolitik i flere omgange, formidlet byens gøren og laden i hundredevis af radioindslag og hele udsendelser og meget andet. Et beskedent, men karakteristisk eksempel: jeg sad i musikredaktionen da Aalborg holdt et ret abstrakt jubilæum ”2 x 650 år” i 1992. Det var mest et mediestunt, men vi fik da 1 million kr. at lave musik for. Mit eneste forslag kostede faktisk en million: lav en koncert med Royal Philharmonic Orchestra fra London, lød det. Hold da op,  jeg blev næsten jaget ud af byen. Tænk, hvor mange koncerter med lokale amatører, man kunne få for de penge. Når det nævnes, er det fordi det er typisk for byen og mit forhold til den.

Mit vigtigste bidrag til fødebyens kunst- og kulturliv mener jeg selv er den kritik, jeg med stor omhu har øvet og stadig øver af byens udvikling og tilstand. Det begyndte med en kommentar – ”Forsvar for Jomfru Ane Teatret” 31/12-1968 i Aalborg Stiftstidende da jeg var 14 år. Kommunen ville fratage Jomfru Ane dets støtte – teatret var for provokerende, mente man. Nyligt foreslog jeg, under medvirken af de to lokale kunstnere Nils Sloth og Viggo Steincke, et enormt kunstværk, betitlet ”Welcome Art”, bestående af tre store skulpturer i lufthavnen, i fjorden og ved banegården – igen: ingen interesse, ikke engang en hovedrysten. Så er det slemt!

Det er næppe forkert at tælle mine kronikker, kommentarer, klummer m.m. om Aalborg i hundreder, og de senere år har jeg udgivet to bøger om byen, dels en stor fotobog ”Aalborg fra Oven”, sammen med fotografen Michael Erfurth, dels digtsamlingen ”BYEN”, der ganske vist ikke nævner Aalborg direkte, men ikke lader nogen tvivl tilbage – bl.a. ved den ironiske undertitel ”Hjemstavnsdigte”. I digtsamlingen skrev jeg i øvrigt en fiktiv anmeldelse af digtene med overskriften ”Forfatter skider i egen rede”. Den tog man bogstaveligt! – Ikke engang humoren har fødebyen og jeg tilfælles.

”Når du er så utilfreds, så flyt dog”, bliver jeg ofte skudt i skoene – en ret dumsmart bemærkning. Hvis alle der var utilfredse flyttede, sagde deres job op, blev skilt fra manden eller sendte børnene på kostskole, ville verden blive noget kedeligere. – ”Du skal true med at blive” har nogle så sagt – og det gør jeg så. I hvert fald truer med det…