Credo 1 – Barnetvivl

Med min historie skulle man tro, at jeg fik min barnetro ind med mit ophavs åndelige modermælk. I en fjern fortid dannede fjerne forfædre til mig frikirken Det Danske Missionsforbund. Med inspiration fra de amerikanske vækkelser, der skyllede ind over Skandinavien i 1870/80érne voksede tæt på Limfjorden 20 km fra Aalborg en kristen forsamling frem, anført af de såkaldte Haldagerbrødre, der boede på “Vestergaard” i det lille samfund. Det førte i 1888 til dannelse af Missionsforbundet med base i Aalborg.

Min farfar, født i 1893, voksede op i dette miljø, mine forældre ligeså og min storesøster og jeg for så vidt også. Dette forbehold er vigtigt, for jeg kom aldrig til at føle mig rigtigt hjemme i den sammenhæng og jeg tror, at det, nogle kalder barnetro for mig (og vel for de fleste børn) mere var konvention og vane end egentlig tro og det var i hvert fald ikke de meget troende, næsten fundamentalistisk kristne, der befordrede en evt. tro. Min tro blev først til, da tvivlen vågnede i mig som 9-10 årig. 

Den religiøse praksis i mit hjem handlede mest om, at mine forældre dagligt i flere timer deltog i menighedslivet i Bethaniakirken som Missionsforbundets kirke i Aalborg hedder, i alskens funktioner. Dertil en missionerende aktivitet, der mest handlede om at besøge plejehjem hvor man forkyndte Ordet. Altsammen førte det til, at vi børn blev forsømt og i det store hele blev opdraget af min farmor og farfar, hvis religiøse liv var mere diskret, fromt og nøjsomt. 

Den ligegyldighed, jeg oplevede fra mine forældres side vendte jeg allerede som 9-10 årig til en fordel idet jeg greb ud efter en omsiggribende frihed, som jeg næppe var moden til, men som skaffede mig fri af søndagsskole og andet stads, dog med den omkostning at jeg var meget alene som barn – end ikke min 9 år ældre storesøster havde jeg nævneværdigt samvær med. I de tidlige teenageår grundlages en stærk frihedstrang simpelthen fordi frihed var en mulighed. Hele livet har denne trang til at “være mig selv” med stor integritet og selvbestemmelse iblandet et mål exentricitet og en besværlig, krævende kræsenhed, fulgt mig på godt og ondt.

Da jeg var 14 år stod min tvivl, min skepsis over for religiøs autoritet og påtagede falbelader, i fuldt flor og på et tidspunkt stod troen på Gud i en eller anden form som det livsbekræftende alternativ til al den hykleriske udvendighed jeg havde oplevet. “Missionsforbunderne” ville nok strække hænderne mod himlen i en hysterisk tak over denne omvendelse. Men den glæde blev de ikke forundt. Jeg reducerede mit beskedne engagement til 0, tog sæde i den overmåde rummelige Den Danske Folkekirke og påbegyndte en omsiggribende og lang rejse i troens og kirkens univers.