Credo 3 – Oprør i kirken

Hvor 1966 blev et skelsættende år p.gr.a. mødet med Erling D. Bjerno, blev 1971 det fordi det gik op for mig, at mit opgør med kirken måtte blive til et ydre oprør. Det, der senere er blevet en noget besværlig entreprenant drift hos mig voksede frem i årene efter 1968, og selvom jeg kun var 14 og dermed mest tilskuer til det såkaldte ungdomsoprør, måtte jeg nødvendigvis gøre de nye tanker gældende i de to meget konservative institutioner, jeg brugte mit tid i, musikkonservatoriet og folkekirken. Mit musikalske ungdomsoprør på konservatoriet har jeg tidligere berettet om, men det kirkelige ungdomsoprør var mere markant og betydningsfuldt for den oprørske teenager.

Det tog fart med en avisomtale 28/3-71 i Aalborg Stiftstidende med overskriften “Ung musikstuderende opfordrer til samarbejde”. Meningen var at forny folkekirkens gudstjeneste og indbydelsen nåede en 18-årig FDF’er, Per Bucholdt Andreasen, der meldte sig under fanen og fik afgørende betydning for det, der kom til at ske. Jeg har altid søgt samarbejdspartnere til mine projekter; Per var en af de første og blev også en slags model for fremtidige, bl.a. fordi hans sindige temperament lærte mig meget. Som den første, men bestemt ikke sidste, trak han blidt i nødbremsen, når min kreativitet gik i for højt gear. Jeg har mere at takke ham for, end han måske ved, og han har en flot karriere i dansk kirkeliv, nu som provst og formand for alle præsterne. Det er mit gæt, at hans interesse for teologi vaktes eller blev næret i de rebelske år i 70’erne.

Pers og mit møde udviklede sig til et årelangt samarbejde i det vi døbte “Aalborgkirkernes Studiegruppe for Forsøgsgudstjenester”. Efter talrige møder og en forøgelse af gruppen til en halv snes kirkeligt engagerede i alle aldre, begyndte vi at arrangere eksperimentelle gudstjenester rundt om i landet. Undervejs mødte vi et par præster i København, som på mange måder lignede os (dog knapt 10 år ældre og altså færdiguddannede) – præsten i Filips Kirke på Amager Mogens Hansen, og hans makker, præsten Per Jensen fra Mørkhøj Kirke i Gladsaxe. Vi indledte et samarbejde med støtte fra Kirkefondet og med kom senere den på flere måder karismatiske præst Ole Skjærbæk Madsen. De var alle også i gang med at fornye gudstjenesten.

Ud over de mange liturgiske studier og eksperimenter blev det til tidsskrifterne “Orientering om Gudstjenestefornyelse” og “Experimentale” og vi deltog i konferencer i ind- og udland, for os nordjyder privilegeret af støtte fra biskop Erik Jensen og senere biskop Henrik Christiansen. Vi fik en slags base i Gug Kirke ved Aalborg der blev indviet i 1972 og er et af tidens mest kontroversielle og visionære kirkebyggerier (arkitekter: de fremragende Inger og Johannes Exner). Her huserede den unge pastor Johannes Nøhr Sørensen, der meldte sig ind i vores studiegruppe og gav os totalt frie hænder og adgang til det fantastiske kirkerum og dets topmoderne ressourcer. Her gik vi linen ud på flere måder og kirken var altid stopfuld, mest af unge, ved vore gudstjenester.

Hvad var det, vi ville? Kort sagt gøre op med årtiers/århundreders konformitet, ritualer, der var blevet til tomme rutiner og forældede musikalske og andre kunstneriske udtryksformer. Lykkedes det? Set i bakspejlet: Nej, hvilket jeg vil fortælle om i næste kapitel. Men inden skal jeg lige omkring endnu et skelsættende år, som fik stor betydning for mig mange år frem, nemlig 1972.

To år før havde Kristeligt Dagblad udskrevet en salmekonkurrence og der indkom vist omkring 600 nyskrevne salmetekster både fra kendte forfattere, præster og andre, der i dag er anerkendte salmeforfattere. Det gav mig blod på tanden med hensyn til det musikalske. Jeg havde årene forinden skrevet en del mere traditionel kirkemusik, men aldrig salmer. Ved KD’s mellemkomst fik jeg kontakt til flere af salmedigterne og jeg begyndte i 1971 at skrive melodier til mange af de nye tekster. Jeg skrev som i en rus – undertiden 2-3 melodier dagligt af meget blandet kvalitet – og i årene frem til 1980 blev det til 4-500 i alt. Jeg kender ikke det præcise antal og har kun selv et par hundrede – forklaring følger.

Jeg blev især interesseret i tre forfattere, som var vidt forskellige: den meget traditionelle, men stil- og teologisikre Johannes Kirkegaard, der var præst i Allinge; den socialistiske, stærkt kontroversielle Ester Bock, der var højskolelærer i Rønde, og den helt uortodokse og finurlige Eyvind Holmen, der var lærer og degn i Han Herred. Med dem indledte jeg et fast samarbejde, der resulterede i ca. 150 salmer.

De blev alle bragt i anvendelse og i tryk ad forskellige kanaler. En del af dem fik premiere i DR Radio og TV, idet førnævnte Mogens Hansen og Per Jensen som freelancere producerede en serie med titlen “Vers og Viser om Vorherre” med kendte sangere og musikere. En del blev trykt i Kristeligt Dagblad, Kirkefondets ringbind med materiale til gudstjenesten, forskellige antologier og en snes selvstændige udgivelser med mine salmer, herunder nogle grammofonplader. Efterhånden nåede de anvendelse rundt om i kirkerne og ligesom der var gang i salmeværkstedet var der gang i brugen og omtalen af de nye salmer. Så meget, at jeg ofte blot sendte et manus afsted og ikke fik noteret andet end titel og dato for kompositionen. Stadig får jeg tilsendt manus til en salme, jeg forlængst har glemt (undertiden med rette). Mange af salmerne anvendes stadigt rundt om.

Hele dette salmeri varede til begyndelsen af 80’erne, så ebbede det ud ligesom min øvrige kirkerevolution. Langt senere – i 2015 og 2017 – skrev jeg igen salmer, da for første gang med egne tekster. Den første hed “Gift!” og den anden “Skilt!” og melodien er den samme. De blev begge genstand for en del palaver og er trykt i to af mine digtsamlinger. Men det er en anden historie.