Credo 4 – fra Kirke til Radio

Allerede da jeg var i midten af 20’erne omkring 1980 ebbede min kirkelige revolution langsomt ud, i hvert fald i praksis. Grunden var nogle almindelige livsbegivenheder: jeg afsluttede min uddannelse, blev gift og far og kom på fuld tid i Danmarks Radio efteråret 1979. Nu skulle der struktur og perspektiv på tilværelsen og ikke anarki og revolution.

En del af mit DR-arbejde handlede dog om kirke og tro og her tog jeg mine idéer med takket være førnævnte Mogens Hansen, der havde skiftet prædikestolen ud med DR’s mikrofoner. Hans makker Per Jensen beholdt præstekraven på, men blev også mediemand, og få år efter kom min makker Per Bucholdt Andreasen også med over i DR – så var revolutionsgarden samlet og udrustet med nye kommunikationsmidler.

Mogens´s energi og kreativitet var imponerende og det førte til betydelige fornyelser på kirke og tro-området i DR. Også her havde tiden stået stille siden man i 1929 påbegyndte verdenshistoriens ældste radioserie: den daglige morgenandagt fra den protestantiske domkirke i København og transmissioner fra kirker rundt om i landet hver søndag – ofte to gange. Jeg blev tilknyttet som historiens anden (Mogens var den første) producer og speaker ved højmesserne søndag kl. 9.55. Det betød 5 minutters fri tale og det blev udnyttet! Dertil en mærkbar kvalitets-forbedring af lyd, musik m.v. Jeg nåede at runde 400 transmissioner indtil jeg sluttede med denne metier i 1993. (Jeg fik i øvrigt et comeback 2015-18 i samme rolle, og er her i 2021 tilknyttet Nord Deutscher Rundfunk med selvsamme funktion).

Et andet Hansen-tiltag var daglige, studieproducerede morgenandagter i P1 som et supplement til den alderstegne morgenandagt, betitlet “Ved dagens begyndelse” og lillesøsteren “Ved dagens slutning” hver søndag. Her blev der virkeligt eksperimenteret. Ud over at være producer og lejlighedsvis tilrettelægger (også her sammen med Per Bucholdt) fik jeg til opgave at arrangere mange af de gængse salmer i en slags jazzudgave til brug i radioen. Det blev til henimod 150 arrangementer, hvor sangerinden Kirsten Mikkelsen foredrog salmerne til mit klaver-akkompagnement. En skøn opgave, der lå i fin forlængelse af 70’ernes “rock i Synagogen”. 

DR i Nordjylland fik også en kirkelig programforpligtelse og den blev lagt i hænderne på Per Bucholdt med mig som makker. Det blev til den journalistiske programserie “Kirken i bevægelse” og musikserien “En ny sang for Herren”, der begge kørte i flere år. Omkring 1993 fik jeg nyt stofområde i DR og så var det slut med det kirkelige.

Her knapt 30 år efter virker det utroligt og forunderligt at det lykkedes en håndfuld unge/yngre mennesker at bemægtige sig både talerstolen i landets mest traditionstunge institution og mikrofonen i landets største medie – oven i købet i ledende stillinger og med efterfølgende respekterede karriereforløb. Jeg kan ikke modstå tanken om at vores revolution måske ikke var så farlig som vi troede eller at det etablerede havde posen med hold-kæft-bolsjer fremme. Jeg beklager den kætterske, paranoide(?) og måske forfængelige tanke.

I hvert fald synes det i dag som om Folkekirken dengang hverken var til at hugge eller stikke i. Mange af vore 70’er-idéer er siden med 10-15 års mellemrum dukket op igen og finder svar, der til forveksling ligner dem, vi unge gav dengang. Vor tids “nye salmer” er langt mere traditionelle end dem, vi skrev og igen og igen diskuterer man problemstillinger, der var oppe dengang og foretager eksperimenter, der er foretaget før et utal af gange. Jeg er ikke sur og gammel, men forundret og gammel over kirkefolkets svigtende korttidshukommelse.

Da jeg senere i mit liv reflekterede over denne periode fandt jeg, at jeg nok var mere kirkelig end kristen i mine 20’ere og 30’ere. Jeg ser ikke nogen naturgiven sammenhæng mellem de to, men dette neutrale, i værste fald ligegyldige forhold til tro, foranstaltet af institution og konfession førte til at jeg langsomt forlod Folkekirken. Det var først da jeg i 40 års alderen påbegyndte en lang rejse mod Moderkirken, at jeg fandt ud af, hvad jeg i virkeligheden tror på.