Fars store bedrag

For 6-7 år siden blev jeg stoppet af en mand på strøget i Aalborg. Han ville hilse på mig fordi, som han sagde “Vi har samme far”. Mødet blev kort. Jeg afviste yderligere samtale med ordene “Hav et godt liv”.

Selvom mandens spontane henvendelse kom bag på mig, vidste jeg hvad han mente, men jeg kendte ham ikke, ved ikke hvad han hedder eller andet om ham i øvrigt. Jeg er også ligeglad. Selvom han er uden skyld i miseren, så er hans eksistens et symbol på min fars store svigt overfor min mor og dermed min søster og mig. 

Jeg berettede i sidste kapitel om, hvordan mine forældres tætte veninde, Lis, med seksuelle tilnærmelser havde krænket mig som ung teenager. Og at jeg 10-12 år efter fik en undskyldning af min mor fordi hun ikke havde taget mig alvorligt da jeg berettede om sagen. Undskyldningen fik jeg da jeg besøgte min mor på Aalborg Psykiatriske Hospitals lukkede afdeling dagen efter at hun havde forsøgt selvmord (årtier efter lykkes hun med det). 

Det skete omkring 1980, hvor jeg i øvrigt lige var blevet far til min elskede søn Christopher. Dette i mit første ægteskab, med Karen Bit Vejle, som nok var problematisk og måtte høre op, men byggede på stor og ægte kærlighed. 

En dag kommer min far hjem til min mor og forkynder, at hendes veninde lige har født et barn og at han er far til det. Mor går naturligvis i chok. Hun er et fromt menneske, som far og veninden aktiv i Missionsforbundet, gift med far siden 1943, trofast og elskelig, og i hendes verden er utroskab (og selvmord) totalt no go. Hun tager alligevel en overdosis piller, reddes og indlægges. En periode med frustration og skænderier følger. Jeg afbryder for en tid kontakten til mine forældre, ikke den mest konstruktive endsige kærlige reaktion, men en form for magtesløshed. 

Min mor bliver mærket for livet, men bliver i ægteskabet, der naturligvis aldrig bliver det samme igen. Mor glider langsomt ind i sig selv, bliver reserveret og indelukket. Mit i forvejen problematiske forhold til min far forværres; kort sagt: jeg tilgiver ham aldrig. Som min farmor sagde: Kun Gud kan tilgive for han har ingen hukommelse. Nu, over 40 år efter, må jeg sande hendes ord.