Fortrydelser 5 – hjemme godt, ude bedst

Jeg skriver en lille serie om mit livs fortrydelser, for at fortryde kan nok være formålsløst, men ikke meningsløst. Her handler det om steder i mit liv som jeg fortryder, at jeg ikke har besøgt. 

Jeg har været på rejse mellem en tredjedel og halvdel af mit liv. Jeg har rejst – og gør det stadig – Europa tyndt. Fordi jeg mener, at denne verdensdel er den mest interessante i min levetid. Jeg har besøgt de fleste af Europas storbyer, de vigtigste adskillige gange. Jeg har ad flere omgange boet i to af dem – mine yndlingssteder Berlin og Paris. 

Jeg har dog kun sjældent været længere væk. Jeg var i 1989 i Japan i fem uger – og omkring årtusindskiftet i Ægypten tre uger. Ellers har jeg ikke været uden for Europa, og det er trods alt nok en fortrydelse værd. Hvor ville jeg ønske, at jeg havde været? – Listen er lang og eksotisk: Cuba, Peru, Myanmar, Indien, Nepal, Argentina, Brasilien, Vietnam, Armenien, Kina, Iran, Mexico, Sri Lanka.

Med skal også den kuriøse: jeg vil gerne til New York i nogle timer. Det er ikke muligt, for jeg anerkender ikke USA’s eksistens. Men hvis jeg gjorde ville jeg gerne opleve Frank Lloyd Wrights Guggenheim Museum. Jeg har en del gange besøgt Frank Gehrys Guggenheim i Bilbao (og skrevet en hel digtsamling der) og kommer også undertiden på Peggy Guggenheims samling i Lorenzo Boschettis Palazzo i Venedig. Men Wright – han slår de andre!

Nå, men når jeg ser på denne spontane oplistning af ønskelande spørger jeg mig selv: hvorfor lige dem? Svaret er, at det i hvert fald ikke er sol, varme og det meget turistede, det handler om  (jeg har faktisk ikke én eneste gang været på charterrejse). Det handler om noget af det, der interesserer mig mest: kultur og historie. Jeg har altid været nysgerrig efter andre, evt. ældre, civilisationers måder at leve og overleve på. Været imponeret over, at alting ikke er toppet i min levetid – eller for den sags skyld på mit levested. Beundret menneskets grundliggende evne til at overleve – medens jeg også altid har været bekymret for dets trang til at gøre sig til herrer over Jorden og dens øvrige skabninger uden ansvar og respekt for Guds skaberværk.

Jeg kommer nok aldrig de steder, jeg kunne ønske mig, så jeg nøjes med, som med meget andet i mit liv, at opleve dem pr. substitution: ved at læse, se TV, høre radio eller andres beretninger om dem. Det er heller ikke så dårligt. Men det at rejse, handler ikke blot om at bevæge sig til, men også fra et sted.

Jeg har i det meste af mit voksenliv været på vej væk fra Danmark. Ambitionen er vedholdende og ofte mødes jeg med udsagnet: “Så gør det dog”, men det er ikke så let endda. Det er ikke vanskeligt at finde et sted, jeg hellere vil være (hvad jeg også er); det er heller ikke det administrative bøvl, der kunne opstå; eller det praktiske med at flytte mit beskedne bohave. Det handler om, at jeg ikke kan undvære Danmark som det sted i mit liv, jeg gerne vil væk fra. Jeg har simpelthen brug for et sted, om hvilket jeg kan sige: “Hjemme godt, men ude bedst”. Den slags “hjem” er Danmark for mig.

Jeg fortryder, at jeg ikke har rejst mere rundt i verden, at jeg ikke har skaffet mig flere ståsteder, mødt flere ukendte mennesker og lyttet til andre sprog end dansk, tysk, fransk og engelsk. “Du er jo ikke død endnu og du plejer ikke at give op på halvvejen; hvorfor gør du ikke dine fortrydelser om?” hører jeg mennesker, der kender mig godt, spørge. Dét spørgsmål har jeg foreløbigt intet svar på.