I seng med Rameau
Det må have været omkring 1983 at jeg overnattede i Paris med én af Frankrigs største komponister. Jeg er hverken nekro- eller homofil, så der blev ikke bukser ud af dét skind. Men sandt er det, at jeg uforvarende kom til at overnatte i Saint-Eustache kirken næsten side om side med Jean-Philippe Rameau (død 1764). Jeg erindrer den uhyggelige hændelse.
Siden jeg for over 50 år siden besøgte Paris første gang har jeg tilbragt en stor del af mit liv i det, nogle kalder “byernes by”, og flere gange boet her. Mine interesser for musik og kirke betød, at jeg på et tidligt tidspunkt kom til at kende, om ikke alle byens 200 kirker, så dog de vigtigste og deres historie hvad angår berømte organister og imponerende orgler. Herunder Eustache.
“Hallernes Domkirke” som den er blevet kaldt, er én af Paris’s største og orglet er et af Frankrigs største. Den første Eustache blev bygget i 1303, den nuværende 1532-1640. Kirken er gotisk i næsten moderne forstand – den trend, unge generationer har taget til sig, når de klæder sig “Goth-agtigt” i sorte gevandter og sminke. Kort sagt: Eustache kan godt virke en smule skræmmende både udefra og indeni med sin størrelse, arkitektur, svage belysning og interiør.
Nå, men jeg var i byen nogle dage med min daværende samlever og ét af de sædvanlige sammenstød fandt sted på hotellet, så jeg forlod damen for at opsøge en bar i nærheden. Her druknede jeg min skuffelse og vrede i rigeligt med alkohol og jeg havde ikke lyst til at returnere til hotellet hvis ellers jeg kunne have fundet det. Som ofte (det gør jeg stadig) brugte jeg kirken som tilflugtssted og her var den uhyggelige Eustache nærmest. Den er vanskelig at overse.
Jeg gik ind i kirken og faldt åbenbart i søvn på 3-4 af de umaglige stole, som man stadig anvender, og jeg blev åbenbart overset af den, der skulle lukke og slukke. I et anfald af delir vågnede jeg midt om natten og vidste ikke hvor, hvem eller hvad jeg var. Det var før mobiltelefonens tid og jeg var lettere desperat. Jeg søgte rundt i den enorme, mørklagte kirke, famlede næsten som en blind og ravede rundt i forsøget på i det mindste at finde ud af hvor jeg var.
Orglet og Rameau blev min redning. Jeg genkendte i alkoholtågerne facadepiberne og da jeg så busten og gravstenen over min sovekammerat Jean-Philippe var jeg sikker. Jeg lagde mig igen på mit ringe leje, sov videre uden frygt og blev senere vækket af liflig korsang fra ét af de små kapeller.
Efter dette sjælebad – og et fysisk samme – blev jeg forenet med min kæreste, men forholdet holdt ikke. Det gjorde til gengæld mindet om min nat med Rameau og ikke mindst min “elskede” kirke, som de sidste 20 år har været min tilholdskirke, hvor jeg tilbringer utallige timer, har siddet i musikudvalget og i øvrigt spillet en håndfuld gange – dog i ædruelig, vågen tilstand.