Brand i kirken – Mies hat

Da jeg i 1970 blev organist i den lille Ørum Kirke i Vendsyssel mødte jeg en særlig udfordring, som pastor Christian W. Nielsen forsigtigt havde gjort mig opmærksom på – min forgænger på orgelbænken. 

Mie Jensen havde været organist i en menneskealder, men havde nået en alder, hvor velmenende mennesker omkring hende forsøgte at få hende til at koncentrere sig om sit lille husmandssted ikke langt fra kirken og dermed blive fri for organistjobbet, som Mie selv nogle gange havde nævnt som en “byrde”. Pastoren havde rådet mig til på den ene side ikke at lade mig “gå på” af Mies bedrøvelse, på den anden side at udvise størst mulig empati over for den gamle dame.

Det var lidt vanskeligt i begyndelsen. Mie mødte op til alle gudstjenester, bryllupper og begravelser og hun skaffede sig en fast plads klods op ad mig – orglet stod nede i kirken. Hun værdigede mig hverken blik eller nik, medens jeg troligt smilede et venligt “goddag” og en enkelt gang spurgte hende til råds – uden at få svar. Til gengæld havde hun i Brugsen over for kirken brokket sig over “den 16-årige knægt inde fra staden, der spillede alt for moderne og havde sat salmetempoet op, så man ikke kunne synge med”. 

Den lidt anspændte stemning løstes op under en gudstjeneste, hvor der formelig var ved at gå ild i Mie. Et af de stearinlys, der sad i kirkebænkens gavl kom under en salme i karambolage med Mies sorte celluloid-hat og giftig lugt og sort røg bredte sig. Jeg rakte resolut venstre hånd ud og skubbede hatten af Mie samtidigt med at jeg spillede videre med højre hånd. Mie blev dog så chokeret, at pastoren valgte at holde pause i gudstjenesten. 

Mie blev gelejdet ud af kirkesangeren og vi gjorde gudstjenesten færdig. Men da jeg en halv times tid efter katastrofen forlod kirken, ventede Mie på en bænk på kirkegården og faldt mig grædende om halsen. Det var utroligt rørende og jeg vil aldrig glemme det venskab, der opstod mellem os. 

Mie levede ikke så mange år mere, men jeg besøgte hende ofte og det skortede ikke på gode organistråd fra hende (som jeg naturligvis lyttede andægtigt til) ligesom min reputation i Brugsen blev genoprettet, idet Mie lod mene, at jeg var “den bedste organist hun kendte” og oven i købet hendes “frelsermand”. Mindre kunne have gjort det, men det blev min tur til at knibe nogle tårer, da pastor Nielsen ved sammenkomsten i Mies lille hus efter hendes begravelse, overrakte mig Mies gamle, slidte bibel med en smuk skrevet hilsen til mig fra den gæve dame. Så det…!