Mit elskede E
Mit navn begynder med “E” – som i egoist. Der er 20 bogstaver i mit navn, heraf fire e’er. Det er 20 % – lidt over gennemsnittet. Jeg er vild efter e’et, som både er smukt og nyttigt; dertil er det en vokal, en lyd i sig selv.
Det mest brugte bogstav på dansk er faktisk ”e”. Hyppigheden er på 16,70 %. Der er langt ned til ”r” på andenpladsen med 7,61 %, og så kommer resten af bogstaverne ellers slentrende ned ad skalaen indtil q, x, y og z optræder som de mest dovne i (ord)klassen.
Der er selvfølgelig forskel på udtale- og skriftsprog. I pigenavnet Mette udtales e’rne som æ og t’et ofte som d. I ordet bogstav udtales g’et som k, og det er synd, for så kan man jo ikke høre det, der kaldes ordets etymologi, altså hvor det kommer fra. Vi burde rettelig udtale bogstav med g som i bog, for det handler som staver i en bog, som nok kommer fra ”pinde i en bøgeplade”, for i meget gamle dage skrev man på bøgeplader.
Sådan er der så meget, men det flittige ”e”, hvorfor er det så populært på dansk? Det opdager man især når det mangler – og det gør det oftere og oftere. Pudsigt nok kan det betyde, at man kommer til at udtrykke det modsatte af hvad man mener og det kan være meget meningsforstyrrende.
”Politiet forholdt forbryderen anklagen”, læser man i avisen. Det er dumt gjort af ordensmagten for ”forholde” betyder at skjule, og så kommer de nok ikke langt i retten. Mon ikke Politiet ”foreholdt” misdæderen anklagen, altså præsenterede hende for den…?
Der er meget i livet, der forgår, men i denne coronatid ikke så meget, der foregår. Måske fordi folk vælger at fortrække fra store forsamlinger i stedet for at foretrække det sociale liv. Altså vil helst ikke omgås andre, men hellere omgå dem.
Her ved målestregen (som et ungt menneske sagde forleden) skal nævnes, at det også kan være et problem, når e’et ved en fejl erstattes af en anden vokal. Berlingske havde forleden en overskrift lydende ”Borgmester har ingen konkrete svar til beboere, der plages af matrostøj”. Det, de klagede over, var metrostøj, ikke sejlertøj.
Endelig kan man som sprognørd godt ærgre sig over et e for meget, når sprogfolket er så kreative at slå to ord sammen for at understrege betydningen. I 60’erne begyndte man at sige ”kolonorm” for noget, der ikke blot var enormt, men kolossalt enormt. En smuk ide, men den ødelægges af folk, der ikke forstår den og går rundt og siger koloenorm. Så mener jeg nok, at e’et fører sig for meget frem…