Mine 80’ere – ro på
Den første koncertanmeldelse jeg skrev i 1980 bar overskriften “De øvede sig, andre gjorde oprør” med henvisning til tre unge musikere, der koncentrerede sig om musikken. Sætningen henviste måske også til mig selv og mine otte år på konservatoriet i 70’erne. Jeg gjorde oprør, sikkert mere end øvede mig.
Med 50 års afstand synes mine 80’ere at rumme mere seriøsitet og reflektion end tidligere og det er vel ikke unaturligt. Jeg har næppe oplevet det sådan dengang, men det var nok tiltrængt efter de heftige 70’ere. Dog blev jeg ikke mindre aktiv selvom jeg måske fik mere ro på – tværtimod.
Apropos anmeldelsen ovenfor citeret, så viser annalerne, dvs. min fars scrapbøger, at jeg de første år af 80’erne blev endnu mere skarp i mine skriverier – som vel at mærke kom til verden ved siden af et fuldtidsjob i DR og et begrænset virke som komponist. Politisk blev jeg mere målrettet. “Tænk om Folketinget åbnede med en uropførelse” som jeg skrev i Kristeligt Dagblad og som var udtryk for, at mine protester og politiséren nu mere handlede om kunstens og kulturens roller, end om atomkraft og EU.
Begyndelsen af 80’erne var tiden, hvor det at komponere kirkemusik kulminerede. De første 2-3 år udkom der et par LP-plader, en del nodeudgivelser m.v., men jeg komponerede ikke ret meget i genren efter 82. Kulminationen bestod bl.a. i en stor offentlig fejde med biskoppen i Aalborg og min samtidige chef i DR (jeg var ikke bange af mig). En sag, der ramte “verdenspressen”, herunder DR-nyhederne, fremkaldte forsider, ledere og en betragtelig læserdebat.
Sagen handlede i korthed om at biskoppen havde censureret teksten til en kantate, som forfatteren Eyvind Holmen og jeg havde skrevet (og som var udgivet på WH Musikforlag), hvorefter min DR-chef fulgte op med aflysningen af en radioudsendelse med værket. SÅ blev jeg sur! Jeg har altid været allergisk for censur og andre indskrænkelser i frihed og integritet. Stridens æble var ordet “høj” og EkstraBladet hånede kirken med en leder, betitlet “Sidst nyt fra Højkirken”. Naturligvis skal hverken en biskop eller en DR chef rette i et musikværk!
Musikskrivningen stoppede/pausérede altså; avisskriverierne også – i hvert fald for en tid, da jeg i august 1982 blev ansat som musikmedarbejder på Weekendavisen med tilladelse fra tidligere omtalte DR-chef, idet jeg ikke ville opgive DR, men blot supplere med Berlingskes ugeavis. Det var en stor fejltagelse fra begge sider; jobbet beholdt jeg kun nogle måneder, men der gik over et år før jeg vendte tilbage til de gamle spalter i Kristeligheden og Stiftstidende – fiaskoen på Weekendavisen tærede på min forfængelighed. Til gengæld blev jeg uden videre hilst velkommen tilbage til KD og AaS, tilknytningen holdt frem til 1993 og ophørte alene fordi jeg ændrede status i DR.
Privat var 80’ernes højdepunkter at min søn Christopher kom til verden i oktober 1980 og at Christina dukkede op i mit liv i juni 1985 med bryllup i oktober. Begge dele er nogle af mit livs vigtigste begivenheder. Til dem hører også, prosaisk nok, Berlinmurens historiske fald i november 1989. Kort tid efter besøgte jeg byen igen-igen og har været der siden på den ene eller anden måde.
Mit “globetrotter-DNA” prægede i øvrigt 1989, hvor jeg sammenlagt var ude af Danmark i ni måneder, det meste af tiden på arbejdsrejser, heldigvis ofte med hustruen som inspirerende ledsager; ikke nok med det: rejseaktiviteten afstedkom også fødslen af vores datter Nathalie i september 1990. Sikkert også derfor erindres 80’erne som det måske mest afgørende, blomstrende, centrale og destinerende i mit liv.