Frem i hellig leding

Da vi i familien havde fået vores første TV i 1960 var jeg nogle år fascineret af en film, der altid blev sendt ved juletid. Den handlede om den skotske læge og ”missionær” David Livingstone, der i 1840 rejste dybt ind i Afrika for at helbrede syge og redde fortabte sjæle (det var de alle sammen, for lægen var den første, der bragte den kristne frelse til stedet); en halsløs gerning, der dog endte overraskende godt for Livingstone, idet han dog forsvandt for civilisationen og måtte reddes af journalisten Henry Morton Stanley fra Wales, dog udsendt af den sensationslystne New York Herald. Spencer Tracy spillede hovedrollen som Stanley i denne eventyrfilm (fra 1939 I presume).

Synet på Afrika og negrene og ikke mindst det med at missionere var ikke fremmed for mig. De få gange jeg havde været i søndagsskolen i sekten Det danske Missionsforbund, som mine forældre frekventerede, havde jeg fået hele pakken: om de syndige hedninge i Afrika, der levede mere end primitivt og gudløse, og som vi hellige derfor havde en særlig forpligtelse over for, idet vi købte os fri af den så at sige fysiske missionering ved at putte penge i en lille sparebøsse, forestillende en neger, der nikkede høfligt tak (det havde de dog lært) for hver blikfemøre, der kom i sprækken.

Det hele virkede for mig underlig forlorent, men passede nogenlunde til filmen i flimmeren, især sidste scene, hvor der afsynges et frygteligt kvad af den engelske præst Sabine Baring-Gould, betitlet ”Onward Christian Soldiers”. Feltsangen blev oversat til ”Frem i hellig leding” og er stadig et hit i Missionsforbundet. Melodien er en slags march, som passer fint til formålet om at drage ud i verden som soldater og lege besserwissere.

Måske ved man trods alt ikke bedre i de kredse, men når Jesus i den såkaldte Missionsbefaling siger ”Gå ud i alverden og forkynd evangeliet” (fortsættelsen lader jeg de overhellige om), så er det en forpligtelse, jeg alligevel tager på mig som troende og kristen. Jeg lægger ikke skjul på min tro – tværtimod – men jeg forsøger i højere grad at leve op til rådet om at vise sin tro i sin gerning; altså at være og praktisere troen, end forsøge at sælge den med slesk tale og sværd og trusler i hånd. Det lykkes sikkert ikke særlig godt for mig – det er derfor Guds tilgivelse er vigtig. Den har ikke noget med sultne negre, soldater på fremmarch i Jesu navn og andet forskruet sludder at skaffe. Den er der simpelthen.