Mine 10’ere – på spil igen

Som for mange andre mennesker, er mit arbejde i høj grad konstituerende for mit liv. Jeg arbejder ikke for at leve, men det, jeg har valgt som mit livsindhold nærmer sig hvad nogle efter min mening lidt for patetisk benævner et “kald”. Jeg tror, der er en ganske særlig mening med at jeg gør hvad jeg gør, og mine valg af hvad jeg vil beskæftige mig med er som regel velovervejede, vendt og drejet, undersøgt til bunds før jeg sætter i gang.

Sådan var det også i mine 10’ere, der bragte to af mit arbejdslivs største projekter til verden, sprog- og litteraturfestivalen ORDKRAFT, der havde premiere i 2012 og Kulturmødet, hvis første udgave løb af stablen i 2013. Som sædvanligt var der nogle personlige, idéelle grunde til at jeg brugte mange tusinde timer på netop de to begivenheder, som er årligt tilbagevendende og som stadig er i god gænge, et par år dog lettere amputeret af corona’en.

ORDKRAFT, som jeg skriver med versaler for at understrege titlens styrke, blev til fordi en undersøgelse viste, at nordjyder i begyndelsen af det nye århundrede, var nogle af de mindst læsende danskere og havde kun en beskeden sprogbevidsthed. Festivalen skulle være et bevis på det modsatte. Ikke fordi jeg har nogen særlig veneration for nordjyder, men fordi jeg simpelthen ikke tror på, at sprog og litteratur kan undværes i noget menneskes liv.

Med ORDKRAFT lanceredes et koncept, som jeg har kaldt “48 timer”. Festivalen varer simpelthen 48 timer med start torsdag kl. 14. Man må gerne, men det er ikke påbudt at sove undervejs – der kan også samtales på de små timer rundt om i Aalborg, hvor det sker. Festivalen blev hurtigt en succes og har vel 6-7.000 publikummer når det går højt. Også det litterære parnas tog den hurtigt til sig. Jeg var selv én af to projektledere de 2-3 første år, så kørte foretagendet i sænk økonomisk og andre kræfter trådte til. Da var jeg allerede engageret som én af tre projektledere for Kulturmødet.

Det 48-timer lange Kulturmødet var et udslag af mit besøg på den første udgave af Folkemødet på Bornholm. Også her var det en skuffelse eller kritik, der kom på banen, da jeg igen måtte konstatere, at kunst og kultur havde en ussel plads hos de mange politikere og myndighedspersoner, der førte sig frem på Folkemødet. Jeg mente, at kunst og kultur burde have sit eget folkemøde og baksede med det nogle måneder indtil Region Nordjylland og Morsø Kommune bed til bolle og stillede sig til rådighed. 

Også Kulturmødet var en succes fra første færd – med 6.000 deltagere stigende til 30.000 efter nogle år. Selv var jeg i projektledelsen i 7 år, så fik organisationen sin egen direktrice, som med det første befordrerede vi tre aldrende mænd i remise – igen med et undrende skuldertræk fra min side som reaktion. Heller ikke det væltede min tilværelse, der som altid bare tog en ny drejning. Jeg blev engang kaldt en korkprop – måske er der noget om det. Pudsigt nok annoncerede Folkemødet for et års tid siden, at man vil give kulturen mere plads – så har Kulturmødet opfyldt endnu et formål og jeg tror, at det overlever mange år endnu.

Mindre, end ORDKRAFT og Kulturmødet kunne gøre det. De to havde åbenbaret behovet for samtale, der er selve kernen i dem. Derfor etablerede jeg i 2015 min egen platform for samtalen, først på værtshuset Himmelblå, siden på Aalborg Teater, hvor jeg jævnligt arrangerede og modérerede “Dialog”, der udkom i knapt 30 udgaver over 6 år. Her lykkedes det mig at få førende og spændende danske debattører til at samtale om emner som aktiv dødshjælp, Danmark som en slyngelstat, corona bedraget og andet guf.

Ud fra devisen om at samtale skal føre til samarbejde afsluttedes alle dialogerne med opstillingen af tre forslag til handling i forhold til dagens emne. Ikke mange af de ofte abstrakte idéer fik liv, men som jeg altid charmerende sluttede Dialog med at sige: “Det vigtigste, vi kan tage med herfra er det, der ikke blev sagt – samtalen fortsætter”.

I den mere kuriøse ende af mit arbejdsliv kom en slags anden akt eller comeback, da jeg i tre år fra 2015 kom tilbage til et Danmarks Radio, jeg havde forladt i 2004. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg følelsesmæssigt betragtede det som en lille sejr over en uretfærdighed, der havde ramt mig elleve år før. Det var ikke nogen tilfældighed, at jeg, da en tidligere kollega gjorde mig opmærksom på muligheden, meldte mig under fanen som producer af den ugentlige højmesse i P1. Det var et job, som jeg selv havde været med til at opfinde i slutningen af 70’erne og som jeg udførte omkring 500 gange i perioden 1978-1993. Nu vendte jeg, med en uges varsel, tilbage til jobbet, da jeg først sendte højmesse fra Herning, ugen efter fra den danske kirke i Bruxelles – og så gik det ellers derudad. 

Selve konceptet, de kirkelige ritualer og arbejdsgangen var der ikke ændret stort på siden 70’erne, men vilkårene for at udføre arbejdet var stærkt forringede siden jeg slap gudstjenesterne i DR i 1993 for at hellige mig arbejdet med ny musik samme sted. Derfor skriver jeg ovenfor, at det var et Danmarks Radio, jeg vendte tilbage til. I netop den periode skiftede man navn fra Danmarks Radio til DR – næsten symptomatisk for de indskrænkninger og rationaliseringer, jeg mødte ved tilbagekomsten.

Også her spillede skæbnen mig et puds, da jeg efter tre år, i 2018, blev overflødig i DR. Ophøret af den free lance-tilknytning, som jeg passede ved siden af arbejdet med Kulturmødet og andet, væltede sådan set ikke noget, men jeg var uendelig glad for selve arbejdet med at producere live udsendelser og da muligheden for at blive free lancer hos de to tyske radiofonier Norddeutscher Rundfunk og Westdeutscher Rundfunk netop med gudstjenester og kammerkoncerter, sprang jeg til. Det var en stor fornøjelse, for her er vilkårene betragteligt bedre og så stikker forfængeligheden hovedet frem, når det konstateres, at man i Tyskland taler til 20-30 gange så mange lyttere som i Danmark. 

Således kom jeg ud af et årti med både æren og lysten til at fortsætte i behold. Her tre år inde i mine 20’ere og nærmende mig de 70 år, er jeg, som min profil på LinkedIN forkynder “still going strong”, så om syv år følger næste kapitel i denne lille erindrings-serie om “Mine årtier”.