Spaltet eller i opløsning?

Jeg er, som ofte før i mit liv, under psykoterapeutisk vejledning denne tid. Udtrykket anvendes fordi jeg finder begrebet “coaching” tåbeligt og ikke dækkende, men også for at skrive, at jeg ikke er tvangsindlagt og helt bims i bøtten. Det handler om en krusning på overfladen, som mange mennesker oplever jævnligt. I modsætning til nogle forsøger jeg at gøre noget ved det, fordi et trekvart langt liv har lært mig at den slags problemer ikke bare går over, når solen skinner igen. 

Jeg har aldrig fået én af de mere hæderkronede diagnoser som skizofren, maniodepressiv o.s.v. – det har højest beløbet sig til “endogen psykose” og “absence”, lidt amatøragtige prædikater, og ofte med en forklaring om, at sådan som jeg nu er, skaber mit liv og det, jeg har valgt at bruge livet på ofte vil føre mig ad psykologiske biveje, evt. blindgyder, som jeg må hjælpes bort fra.

Men så var det, at min aktuelle vejleder forleden spurgte “Er du dissociativ?”. Dét havde jeg aldrig hørt før, og det var forløsende, at hun spurgte, for jeg har opsøgt netop hende fordi hun ikke kender mig i forvejen og derfor snarere spørger ind til problemet, end slynger en diagnose ud. Jeg kunne sagtens dechifrere selve ordet (“”opløsning””), men tænkte at jeg måtte have hjælp til indholdet og klikkede derfor ind på “Sundhed.dk”, hvis formål er at forklare lægelige udtryk på en forståelig måde. Her kunne jeg så læse:

Ved en dissociativ lidelse har man tidvise varierende udfald i erkendelsen af egen identitet, end hukommelse, vilje og sansning. Tilstanden hænger ofte sammen med uløselige psykiske konflikter, traumer eller personlige konflikter. Alle mennesker kan opleve dissociation, hvis de bliver tilstrækkelig svært psykisk belastet. F.eks. er det velkendt, hvordan nogle mennesker, der har været involveret i en katastrofe, i stedet for at handle og måske redde deres eget liv, går rundt i trance uden at reagere på tilråb eller truende fare. Tilsvarende kan nogle mennesker have dissociativ lidelse, hvor de på meget mindre foranledning spalter deres bevidsthed fra deres følelser og vilje. Et eksempel er børn, som har været udsat for mishandling og incest under opvæksten. Kommer de som voksne ud for omstændigheder, der måske bare minder fjernt om de oplevelser, de har haft tidligere, kan de komme i en slags trancestilstand. De oplever måske at “gå ud af kroppen”, få mærkelige anfald, der ligner epilepsi eller få føleforstyrrelser. Nogle gange kan de gå ind og ud af sådan en tilstand i løbet af få minutter. De kan også høre stemmer eller se syner. Dette kan forveksles med svære psykiske sygdomme som f.eks. skizofreni.

Er jeg dissociativ? Måske. Jeg har ikke været ude for incest eller er blevet (fysisk) misbrugt i barndommen, men ellers passer det meste meget godt. I hvert fald ind imellem. Og det, der ikke lige passer på mig, passer på et par af mine bekendte. 

Jeg hører ofte stemmer eller ser syner. Hvis ikke skulle jeg nok have været mekaniker eller matematiker og ikke digter og komponist, hvor jeg så at sige arbejder på det, der ikke er der. Det er i den forbindelse også et brugbart redskab at “spalte min bevidsthed” fra “følelser og vilje”. Den kunstnerisk kreative proces handler i høj grad om at “gå ud af kroppen” og være i en slags trancetilstand, som man går ud og ind af. 

Så: når jeg møder min vejleder svarer jeg nok “Ja” til hendes spørgsmål om det dissociative. Så kan vi jo tage den dérfra. Måske viser det sig at jeg er så “normal”, som jeg nu engang er muligt. Skulle det være sådan bliver jeg først bekymret…