Mit liv med DR 6 – Radiohuset!

P2Musik boede lidt afsides i en gammel ejendom på Worsaaesvej forbundet via en lille gangbro med Vilhelm Lauritzens pragtfulde hus fra 30’erne. Det var et fantastisk sted at arbejde. Skønhed og funktionalitet går op i en hjøere enhed og huset emmer af historie. En af de bedste kulturpolitiske beslutninger i årtier var at lade huset fortsætte som en slags multi musikhus med konservatorium, symfoniorkester og meget andet, da DR flyttede ud i 2006.

Da jeg indrettede mig på et lille kontor på Worsaaesvej i foråret 1996 var min hyppigste gæst det legendariske musikmenneske Mogens Andersen. I et par år kørte jeg, som tidligere beskrevet, parløb med ham. Jeg skulle overtage hans job og det fik jeg også lov til fra første færd, men den grå eminence løb mig på dørene hele tiden; på godt og ondt, for, som der blev sagt ved afskedsfesten for ham: “At møde Mogens på gangen er som at komme ind i en svingdør man ikke kan komme ud af igen”. Det var kærligt ment og blev også opfattet sådan.

Mogens vidste godt, at det ville blive nye tider med mig som redaktør for området, og jeg udkom da også hurtigt med en programerklæring, trygt i organet “Autograf”. Her plæderede jeg for at man omdøbte “ny musik” til “samtidsmusik” som det hedder i andre lande; jeg ville definere ny musik som musik skrevet inden for de seneste 10 år. Jeg vidste at jeg ikke kom igennem med de to forslag, men så meget andet af det, der står i mit skrift fra dengang blev nu realiseret.

Der var to spor i ny musik-dækningen: transmissioner fra festivaler og koncerter over hele landet, og så vore egne koncerter, oftest søndag eftermiddag i Studie 2 – altsammen med ny kompositionsmusik. Vi producerede ca. 150 enheder om året i min tid og det var en pæn forøgelse i forhold til tidligere. Dertil kom en række større initiativer: “Amplitude”, en dansk-fransk festival med koncerter i København og Paris, som vi konciperede i samarbejde med forlæggeren og komponisten Klaus Ib Jørgensen; et stort antal CD-produktioner, bl.a. af nye danske operaer, som fik en opblomstring med lederen af Den Anden Opera, Jesper Lützhøft; værtsskab for International Rostrup for Electroaccoustic Music, som havde omkring 25 deltagende lande mod sædvanligt 10 (jeg var i al beskedenhed såkaldt præsident for foretagendet) – og, min kæledægge: verdens første døgnkanal med samtidsmusik fra hele verden. Den var samtidigt DR’s første internetkanal, etableret ved selvtægt af mig og med kollega Anders Elberling som umådelig kreativ og utrættelig operatør. I samarbejde med radiofonier fra hele verden sendte vi under navnet www.dr.dk/avantgarde ny musik i en slags båndsløjfe. Vi havde ikke fået lov til det, og da det gik op for de højere magter i TV-BYen, at kanalen eksisterede og havde gjort det i nogle måneder, fik vi ordre til at lukke. Det kom også til at tage nogle måneder. Den historie er underfundig og morsom og vil blive fortalt senere. 

Vi sendte live-musikken hver tirsdag i sammenhæng med programmet “Lyt til nyt”, præsenteret af Erik Christensen og Trine Boje Mortensen, som jeg havde et tæt og glimrende samarbejde med. Jeg omdøbte live-delen fra “Ny musik i Danmark” til “Musik til tiden”, bl.a. for at kunne præsentere andet, end blot dansk musik i programmerne. Nogle mente at der skete en nedgradering af det danske, men da jeg kunne dokumentere, at antallet af transmissioner af danske koncerter samtidigt steg, fadede kritikken ud. 

I min programerklæring er der nævnt nogle “drømme og tvangstanker”, herunder “en koncert, hvor musikere i Tokyo, Barcelona, New York og Studie 2 spiller sammen via satellit; “et interaktivt værk til Storebæltsbroen, hvor bilerne generérer musikken; “et værk for 1001 computere transmitteret via 10001 højttalere over hele landet”; “en uendelig DR-båndsløjfe på internettet med ny musik”.  

Som nævnt blev den sidste drøm til noget. Jeg fik da også bestilt et værk for 17 københavnske klokketårne hos Bent Lorentzen, uropført 1/1-2000 og tidligere beskrevet her i erindringerne, men ellers var det meste mere rugbrød, end spekulære projekter. Det er også OK, for hvis samtids-musikken ikke får større plads i det klassiske musikliv (og DR!), end den har i dag, står det ilde til om 30 år. 

Ny musik-jobbet var og er mit ønskejob. Det fik desværre en brat ende. Den 30. april 2004 gik jeg ud ad svingdøren på Rosenørns Allé for sidste gang. Jeg havde under pres sagt op i DR. Den historie er uskøn og kan ikke rummes under overskriften “Mit liv med DR”, så den kommer en anden gang. Jeg havde sagt til mig selv, at når jeg gik ud ad døren ville jeg følge mine fødder. Hvis de gik til venstre ville jeg tage metroen fra Forum og fortsætte til Aalborg. Hvis de gik til højre ville jeg tage til Paris. Desværre gik de til venstre…